af pastor Svend Erik Larsen
Folketinget og biskopperne
Den 7. juni 2012 vedtog folketinget en ny ægteskabslov, som bestemte, at to personer af samme køn nu kunne indgå ægteskab. Samtidig pålagde man folkekirken at foretage vielse af homoseksuelle par. Da loven trådte i kraft allerede den 15. juni, indsendte 8 af folkekirkens 10 biskopper (liselotte Rebel og Steen Skovsgaard ønskede ikke at medvirke) et forslag til autoriseret vielsesritual. Ganske vist var flere af dem imod, at man kaldte et forhold mellem to personer af samme køn for et ægte-skab. Men man bøjede sig for folketingets vedtagelse og for kravet om hurtig handling. Det betød ganske vist, at man så bort fra den sædvanlige regel om, at nye ritualer forud for autorisation sendes i høring. Hele sagsforløbet demonstrerer dermed, at dette ikke drejer sig om teologi, men om politik med baggrund ligestillingsideologien. Og så det da vist aldrig før forekommet, at et ritual er blevet autoriseret til brug med en prøvetid på 2 år!
Indtrykket af ritualet, som i øvrigt undgår at bruge ordet ægteskab, er, at forholdet mellem de to ægtefæller konstitueres af kærlighed. Altså det samme, som hævdes af ikke så få om ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Netop derfor kunne der meget vel ske det, at nogle også begyndte at bruge ritualet for vielse af to personer af samme køn ved vielser i det hele taget. Ægteskabet er jo – det er manges holdning – først og fremmest et forpligtende livsfællesskab båret af kærlighed og ikke en grundordning med skabelsen som udgangspunkt.
Så kan man i øvrigt undre sig over biskoppernes argumentation m.h.t. overhovedet at udarbejde og indsende et forslag til ritual med henblik på autorisation. Man accepterer uden videre, at folketin-gets flertal bestemmer – også når det drejer sig om folkekirkens såkaldte indre anliggender, hvortil lære- og ritualspørgsmål hører! Man gør det bl. a. for at undgå splittelse i folkekirken – siger man. Men så melder det spørgsmål sig, hvilken splittelse man tænker på. Rent faktisk er der jo sket det, at der er sket splittelse. Der er oprettet frimenigheder, og der har været udmeldelser. Men det har jo ganske vist drejet sig om folk fra den såkaldte højrefløj. Dem har man måske ikke været kede af at slippe af med?? Eller hvorfor betragtes det ikke som en splittelse?
Under henvisning til Confessio Augustana art. 7 giver biskopperne så i øvrigt udtryk for den opfat-telse, at det folkekirkelige fællesskab bør kunne rumme de forskellige holdninger, der er til den nye ægteskabslov. Det er ”nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning”. Med dette menes forkyndelsen af retfærdiggørelsen ved tro alene og forvaltningen af dåb og nadver som nådemidler. Men med denne formulering tolker man forkyndelsen og sakramentsforvaltningen som kirkens grundlag, -- hvad de ikke er! De er derimod – ganske vist væsentlige – kendetegn på kirken. Og vel at mærke ikke de eneste! Det er således også et kendetegn, at kirken forkynder det, der er Guds vilje med vort liv!
Det nye ritual
Det er ikke hele ritualet, der er autoriseret. Både i vielsesritualet og ritualet for velsignelse af borger-ligt indgået ægteskab er alene tilspørgsel, forkyndelse, Fadervor og velsignelsen autoriserede led. Alle øvrige led er forslag, som man ikke er bundet til at følge. Blot de nævnte fire led indgår, kan man frit tilrettelægge såvel forløb som indhold. Men da man må formode, at biskoppernes forslag vil blive bestemmende i de fleste tilfælde, kan der være grund til at se nærmere på dem. Og da det ydermere kunne tænkes, at bl.a. netop det med friheden til selv at tilrettelægge og formulere kunne føre til, at ritualerne blev anvendt ved almindelige vielser også, er der ekstra god grund hertil. Ritualer er jo ikke bare neutrale formuleringer af form og indhold, men de er bedte dogmer. Det betyder, at i ritualet udfoldes troslæren. Er et ritual derfor i strid med kirkens lære på et eller andet punkt, er det kirkesplittende. Der er ikke kun tale om acceptable forskelle i skikke!
Der indledes med et præludium og en salme efterfulgt af hilsen og svar, der dog kan erstattes enten af den apostolske velsignelse eller en nådeshilsen. Herefter følgen en indledningskollekt, som sprogligt og indholdsmæssigt er lidt problematisk. Den munder således ud i, at der bedes om Guds nåde, ”så vi aldrig tøver med at lægge vores liv i hinandens hænder”. Hvorfor ikke i stedet i Guds hænder?? Det var der da mere mening i!
Efter indledningskollekten følger umiddelbart en tale/prædiken. Her er det værd at bemærke, at der ingen tekstlæsning er! Men det skyldes måske, at der ingen skriftstykker er, der kunne passe ind her. Der er alene skriftstykker, der forholder sig til livet i det hele taget og livet som ægtefæller. Treklangen fra det almindelige vielseritual – begrundelse, definition og formaning – kan jo af gode grunde ikke bringes i anvendelse. Der findes jo ikke skriftord, der forholder sig til ægteskab mellem to af samme køn. Så må man altså undlade skriftlæsningen!
Efter talen/prædikenen følger tilspørgsel og erklæring. Her afsløres det, at nok forekommer ordet ægteskab ikke i ritualet, men indirekte accepteres ægteskabet mellem to af samme køn alligevel. Både i tilspørgsel og erklæring kaldes de to, der vies, nemlig ægtefæller.
Nu læses – som i det sædvanlige vielsesritual – Paulus´s formanende tekst fra Kol. 3,12-14. Dog udelades sætningen fra Gal. 6,2: ” Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov”, som den formanende tekst dér indledes med.
Derefter følger under håndspålæggelse forbønnen. Her er der to forslag, som dog begge er bønner om Guds velsignelse over parret og deres liv med hinanden. Så bedes Fadervor, og der følger en salme.
Så læses der en eller flere bibeltekster, og biskopperne har udarbejdet et forslag med en række tekster fra såvel Gammel som Ny Testamente. Det foreslås, at teksten eller teksterne vælges i samråd mellem præsten og parret, og at læsningen kan varetages af familie, venner eller af præsten. Hvis der vælges en tekst fra Gammel Testamente, foreslås det, at der også læses en tekst fra Ny Testamente.
Når man så gennemgår de foreslåede tekster, viser det sig, at de dels handler om kærlighed, og at de kommer fra Gud, dels har formanende – eller måske snarere moraliserende karakter. Ikke så overraskende i grunden, for hele handlingen handler jo om, hvordan man skal leve sammen, og ikke om, at man skal leve sammen, fordi Gud har skabt os dertil!
Efter tekstlæsningen følger slutningskollekten. Der er foreslået to forskellige, som begge vidner om, at kærlighed er det konstituerende for forholdet. Vielsen afsluttes herefter med velsignelsen, en salme og et postludium.
I forbindelse med ritualet er der en note, hvoraf det fremgår, at præster, som af teologiske grunde ikke ønsker at anvende dette ritual, er fritaget herfor. Problemet er, at det allerede optræder som test-spørgsmål til ansøgere, og at det for mange er helt uantageligt, at man kan være imod vielse af to personer af samme køn. Uantageligt, fordi det strider imod den almindelige ligestillingsidelogi. Og dertil kommer: Hvad er der i vejen med at bede om Guds velsignelse af to menneskers kærlighed til hinanden?
Problemet er: Det er ikke en ligegyldig sag at acceptere ægteskab mellem to af samme køn! Ifølge Bibelen er et ægteskab et forhold mellem en mand og en kvinde. Derfor er der her tale om, at man af politiske grunde ser bort fra teologien. Ja, faktisk ændres kirkens lære om ægteskabet, og derfor er det, der er sket, i grunden kirkesplittende. Der er ikke bare tale om forskellige, ligestillede skikke, som kan og bør leve side om side.
Derfor burde biskopperne som vogtere af kirkens lære og repræsentanter for kirkens enhed have afvist at udarbejde et ritual for vielse af to personer af samme køn under henvisning til, at det netop var i strid med kirkens lære! Det drejer sig altså om teologi og ikke om politik!
Folketinget og biskopperne
Den 7. juni 2012 vedtog folketinget en ny ægteskabslov, som bestemte, at to personer af samme køn nu kunne indgå ægteskab. Samtidig pålagde man folkekirken at foretage vielse af homoseksuelle par. Da loven trådte i kraft allerede den 15. juni, indsendte 8 af folkekirkens 10 biskopper (liselotte Rebel og Steen Skovsgaard ønskede ikke at medvirke) et forslag til autoriseret vielsesritual. Ganske vist var flere af dem imod, at man kaldte et forhold mellem to personer af samme køn for et ægte-skab. Men man bøjede sig for folketingets vedtagelse og for kravet om hurtig handling. Det betød ganske vist, at man så bort fra den sædvanlige regel om, at nye ritualer forud for autorisation sendes i høring. Hele sagsforløbet demonstrerer dermed, at dette ikke drejer sig om teologi, men om politik med baggrund ligestillingsideologien. Og så det da vist aldrig før forekommet, at et ritual er blevet autoriseret til brug med en prøvetid på 2 år!
Indtrykket af ritualet, som i øvrigt undgår at bruge ordet ægteskab, er, at forholdet mellem de to ægtefæller konstitueres af kærlighed. Altså det samme, som hævdes af ikke så få om ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Netop derfor kunne der meget vel ske det, at nogle også begyndte at bruge ritualet for vielse af to personer af samme køn ved vielser i det hele taget. Ægteskabet er jo – det er manges holdning – først og fremmest et forpligtende livsfællesskab båret af kærlighed og ikke en grundordning med skabelsen som udgangspunkt.
Så kan man i øvrigt undre sig over biskoppernes argumentation m.h.t. overhovedet at udarbejde og indsende et forslag til ritual med henblik på autorisation. Man accepterer uden videre, at folketin-gets flertal bestemmer – også når det drejer sig om folkekirkens såkaldte indre anliggender, hvortil lære- og ritualspørgsmål hører! Man gør det bl. a. for at undgå splittelse i folkekirken – siger man. Men så melder det spørgsmål sig, hvilken splittelse man tænker på. Rent faktisk er der jo sket det, at der er sket splittelse. Der er oprettet frimenigheder, og der har været udmeldelser. Men det har jo ganske vist drejet sig om folk fra den såkaldte højrefløj. Dem har man måske ikke været kede af at slippe af med?? Eller hvorfor betragtes det ikke som en splittelse?
Under henvisning til Confessio Augustana art. 7 giver biskopperne så i øvrigt udtryk for den opfat-telse, at det folkekirkelige fællesskab bør kunne rumme de forskellige holdninger, der er til den nye ægteskabslov. Det er ”nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning”. Med dette menes forkyndelsen af retfærdiggørelsen ved tro alene og forvaltningen af dåb og nadver som nådemidler. Men med denne formulering tolker man forkyndelsen og sakramentsforvaltningen som kirkens grundlag, -- hvad de ikke er! De er derimod – ganske vist væsentlige – kendetegn på kirken. Og vel at mærke ikke de eneste! Det er således også et kendetegn, at kirken forkynder det, der er Guds vilje med vort liv!
Det nye ritual
Det er ikke hele ritualet, der er autoriseret. Både i vielsesritualet og ritualet for velsignelse af borger-ligt indgået ægteskab er alene tilspørgsel, forkyndelse, Fadervor og velsignelsen autoriserede led. Alle øvrige led er forslag, som man ikke er bundet til at følge. Blot de nævnte fire led indgår, kan man frit tilrettelægge såvel forløb som indhold. Men da man må formode, at biskoppernes forslag vil blive bestemmende i de fleste tilfælde, kan der være grund til at se nærmere på dem. Og da det ydermere kunne tænkes, at bl.a. netop det med friheden til selv at tilrettelægge og formulere kunne føre til, at ritualerne blev anvendt ved almindelige vielser også, er der ekstra god grund hertil. Ritualer er jo ikke bare neutrale formuleringer af form og indhold, men de er bedte dogmer. Det betyder, at i ritualet udfoldes troslæren. Er et ritual derfor i strid med kirkens lære på et eller andet punkt, er det kirkesplittende. Der er ikke kun tale om acceptable forskelle i skikke!
Der indledes med et præludium og en salme efterfulgt af hilsen og svar, der dog kan erstattes enten af den apostolske velsignelse eller en nådeshilsen. Herefter følgen en indledningskollekt, som sprogligt og indholdsmæssigt er lidt problematisk. Den munder således ud i, at der bedes om Guds nåde, ”så vi aldrig tøver med at lægge vores liv i hinandens hænder”. Hvorfor ikke i stedet i Guds hænder?? Det var der da mere mening i!
Efter indledningskollekten følger umiddelbart en tale/prædiken. Her er det værd at bemærke, at der ingen tekstlæsning er! Men det skyldes måske, at der ingen skriftstykker er, der kunne passe ind her. Der er alene skriftstykker, der forholder sig til livet i det hele taget og livet som ægtefæller. Treklangen fra det almindelige vielseritual – begrundelse, definition og formaning – kan jo af gode grunde ikke bringes i anvendelse. Der findes jo ikke skriftord, der forholder sig til ægteskab mellem to af samme køn. Så må man altså undlade skriftlæsningen!
Efter talen/prædikenen følger tilspørgsel og erklæring. Her afsløres det, at nok forekommer ordet ægteskab ikke i ritualet, men indirekte accepteres ægteskabet mellem to af samme køn alligevel. Både i tilspørgsel og erklæring kaldes de to, der vies, nemlig ægtefæller.
Nu læses – som i det sædvanlige vielsesritual – Paulus´s formanende tekst fra Kol. 3,12-14. Dog udelades sætningen fra Gal. 6,2: ” Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov”, som den formanende tekst dér indledes med.
Derefter følger under håndspålæggelse forbønnen. Her er der to forslag, som dog begge er bønner om Guds velsignelse over parret og deres liv med hinanden. Så bedes Fadervor, og der følger en salme.
Så læses der en eller flere bibeltekster, og biskopperne har udarbejdet et forslag med en række tekster fra såvel Gammel som Ny Testamente. Det foreslås, at teksten eller teksterne vælges i samråd mellem præsten og parret, og at læsningen kan varetages af familie, venner eller af præsten. Hvis der vælges en tekst fra Gammel Testamente, foreslås det, at der også læses en tekst fra Ny Testamente.
Når man så gennemgår de foreslåede tekster, viser det sig, at de dels handler om kærlighed, og at de kommer fra Gud, dels har formanende – eller måske snarere moraliserende karakter. Ikke så overraskende i grunden, for hele handlingen handler jo om, hvordan man skal leve sammen, og ikke om, at man skal leve sammen, fordi Gud har skabt os dertil!
Efter tekstlæsningen følger slutningskollekten. Der er foreslået to forskellige, som begge vidner om, at kærlighed er det konstituerende for forholdet. Vielsen afsluttes herefter med velsignelsen, en salme og et postludium.
I forbindelse med ritualet er der en note, hvoraf det fremgår, at præster, som af teologiske grunde ikke ønsker at anvende dette ritual, er fritaget herfor. Problemet er, at det allerede optræder som test-spørgsmål til ansøgere, og at det for mange er helt uantageligt, at man kan være imod vielse af to personer af samme køn. Uantageligt, fordi det strider imod den almindelige ligestillingsidelogi. Og dertil kommer: Hvad er der i vejen med at bede om Guds velsignelse af to menneskers kærlighed til hinanden?
Problemet er: Det er ikke en ligegyldig sag at acceptere ægteskab mellem to af samme køn! Ifølge Bibelen er et ægteskab et forhold mellem en mand og en kvinde. Derfor er der her tale om, at man af politiske grunde ser bort fra teologien. Ja, faktisk ændres kirkens lære om ægteskabet, og derfor er det, der er sket, i grunden kirkesplittende. Der er ikke bare tale om forskellige, ligestillede skikke, som kan og bør leve side om side.
Derfor burde biskopperne som vogtere af kirkens lære og repræsentanter for kirkens enhed have afvist at udarbejde et ritual for vielse af to personer af samme køn under henvisning til, at det netop var i strid med kirkens lære! Det drejer sig altså om teologi og ikke om politik!
RSS Feed
