af pastor Svend Erik Larsen
475 års reformationsjubilæum
Den 30. oktober 1536 proklamerede kong Christian III den lutherske reformation i Danmark – altså i 2011 for 475 år siden. Et jubilæum, som mildt sagt blev forbigået i stilhed. Det lutherske er måske heller ikke grundlæggende i så høj kurs i disse tider?!
Reformationen betød – kort sagt – at Danmark skiftede trosretning, og måden, det skete på, medførte, at kongen (statsmagten) fra da af styrede kirken, og at kirken ikke skulle blande sig i politiske forhold. Det er en holdning og praksis, som i dag har betydelig opbakning – ikke mindst af politikere, men også af mange teologer. Politik og kristendom har intet med hinanden at gøre og må absolut holdes adskilt.
Hvor luthersk i egentlig forstand dette er, kan der nu nok sættes spørgsmålstegn ved! Iflg. kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten harmonerer synspunktet mere med Philip Melanchtons holdning end med Martin Luthers!
Stat og kirke før reformationen
I de allerførste århundreder af kirkens historie var der et spændt forhold mellem kirken og den hedenske stat. Der forekom mange konfrontationer – også i form af forfølgelser. Da kristendommen blev statsreligion, blev konfrontationerne afløst af samarbejde, men der viste sig dog stadig spændinger, fordi kirken reelt var underlagt statsmagten. Fra 400-tallet opfattede man stat og kirke som partnere, der sammen styrede verden, - men spændingsforholdet bestod.
Det blev da også i løbet af nogen tid til, at kirken hævdede at stå over staten, fordi den i egentlig forstand var Guds repræsentant på jorden og dermed hans mellemmand til alle andre – også stats-magten. Men efterhånden forstod fyrstemagten sig selv sådan, at den hentede sin autoritet direkte fra Gud – og ikke via kirken! Fyrsten (statsmagten) opfattede så sig selv som suveræn med ret til at bestemme over alt – også det åndelige og kirkelige. Derfor var det også fyrsten, der bestemte, hvad der var statens (dens indbyggeres) religion.
Den lutherske reformation
På reformationstiden var spændingerne mellem fyrstemagten og kirken i høj grad tydelige. Fyrsterne krævede, at kirkerne blev nationalkirker, der ikke var underlagt pavestolen. Det medførte så også spændinger internt i kirkerne – og mellem de nationale kirker og fyrstemagten.
På dén baggrund er det så, at Martin Luther udformer sin såkaldte to-regimentslære. Den går ud på, at Gud styrer verden gennem to regimenter. Staten og kirken har så at sige hver sit domæne, men henter begge deres autoritet fra Gud.
Staten (fyrsten) har den opgave ved hjælp af loven at bekæmpe det onde og fremme det gode. Her hører det så også med, at staten skal sikre kirken gode, ydre vilkår. Men det er ikke statens opgave at styre kirken eller blande sig i det, der er dens opgave, eller måden, den løses på.
Kirkens opgave er ved ordet og sakramenterne at forkynde lov og evangelium. Dermed er sagt, at den ikke skal blande sig i det, der er statens gudgivne opgaver, endsige forsøge at påtage sig dem. Men skulle det ske, at staten ikke passer sine opgaver – eller overskrider grænserne herfor – er det kirkens opgave gennem forkyndelsen at minde staten om, at den skal passe sin opgave!
Den danske kirkeordinans
I 1537 blev den nye kirkeordning nedfældet i Kirkeordinansen. Det fremgår heraf, at der er to ordinanser: Guds og kongens. Det betød, at kongen blev anset for at være Guds stedfortræder. Dermed blev han (statsmagten) både kirkens åndelige og verdslige overhoved. Han var nemlig ansvarlig for, at landets befolkning efterlevede den rette tro.
Med tiden blev dette stadig mere problematisk. Oplysningstidens tænkning betød, at staten ikke længere betragtede sig selv som en religiøs størrelse, men den fastholdt, at den havde retten til at være øverste myndighed – også over kirken.
Måske det var på tide at reformere den danske ordning, så den blev luthersk?!
475 års reformationsjubilæum
Den 30. oktober 1536 proklamerede kong Christian III den lutherske reformation i Danmark – altså i 2011 for 475 år siden. Et jubilæum, som mildt sagt blev forbigået i stilhed. Det lutherske er måske heller ikke grundlæggende i så høj kurs i disse tider?!
Reformationen betød – kort sagt – at Danmark skiftede trosretning, og måden, det skete på, medførte, at kongen (statsmagten) fra da af styrede kirken, og at kirken ikke skulle blande sig i politiske forhold. Det er en holdning og praksis, som i dag har betydelig opbakning – ikke mindst af politikere, men også af mange teologer. Politik og kristendom har intet med hinanden at gøre og må absolut holdes adskilt.
Hvor luthersk i egentlig forstand dette er, kan der nu nok sættes spørgsmålstegn ved! Iflg. kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten harmonerer synspunktet mere med Philip Melanchtons holdning end med Martin Luthers!
Stat og kirke før reformationen
I de allerførste århundreder af kirkens historie var der et spændt forhold mellem kirken og den hedenske stat. Der forekom mange konfrontationer – også i form af forfølgelser. Da kristendommen blev statsreligion, blev konfrontationerne afløst af samarbejde, men der viste sig dog stadig spændinger, fordi kirken reelt var underlagt statsmagten. Fra 400-tallet opfattede man stat og kirke som partnere, der sammen styrede verden, - men spændingsforholdet bestod.
Det blev da også i løbet af nogen tid til, at kirken hævdede at stå over staten, fordi den i egentlig forstand var Guds repræsentant på jorden og dermed hans mellemmand til alle andre – også stats-magten. Men efterhånden forstod fyrstemagten sig selv sådan, at den hentede sin autoritet direkte fra Gud – og ikke via kirken! Fyrsten (statsmagten) opfattede så sig selv som suveræn med ret til at bestemme over alt – også det åndelige og kirkelige. Derfor var det også fyrsten, der bestemte, hvad der var statens (dens indbyggeres) religion.
Den lutherske reformation
På reformationstiden var spændingerne mellem fyrstemagten og kirken i høj grad tydelige. Fyrsterne krævede, at kirkerne blev nationalkirker, der ikke var underlagt pavestolen. Det medførte så også spændinger internt i kirkerne – og mellem de nationale kirker og fyrstemagten.
På dén baggrund er det så, at Martin Luther udformer sin såkaldte to-regimentslære. Den går ud på, at Gud styrer verden gennem to regimenter. Staten og kirken har så at sige hver sit domæne, men henter begge deres autoritet fra Gud.
Staten (fyrsten) har den opgave ved hjælp af loven at bekæmpe det onde og fremme det gode. Her hører det så også med, at staten skal sikre kirken gode, ydre vilkår. Men det er ikke statens opgave at styre kirken eller blande sig i det, der er dens opgave, eller måden, den løses på.
Kirkens opgave er ved ordet og sakramenterne at forkynde lov og evangelium. Dermed er sagt, at den ikke skal blande sig i det, der er statens gudgivne opgaver, endsige forsøge at påtage sig dem. Men skulle det ske, at staten ikke passer sine opgaver – eller overskrider grænserne herfor – er det kirkens opgave gennem forkyndelsen at minde staten om, at den skal passe sin opgave!
Den danske kirkeordinans
I 1537 blev den nye kirkeordning nedfældet i Kirkeordinansen. Det fremgår heraf, at der er to ordinanser: Guds og kongens. Det betød, at kongen blev anset for at være Guds stedfortræder. Dermed blev han (statsmagten) både kirkens åndelige og verdslige overhoved. Han var nemlig ansvarlig for, at landets befolkning efterlevede den rette tro.
Med tiden blev dette stadig mere problematisk. Oplysningstidens tænkning betød, at staten ikke længere betragtede sig selv som en religiøs størrelse, men den fastholdt, at den havde retten til at være øverste myndighed – også over kirken.
Måske det var på tide at reformere den danske ordning, så den blev luthersk?!
RSS Feed