af pastor Jan Bygstad, Bergen
I mange kristne sammenhænge er der de senere år sket en gennemgribende forandring på sangens og musikkens område. Sangbogen og salmebogen er på vej ud og erstattes af nye sange, der vises på overhead ved forsamlingens møder og gudstjenester. Det sker især, hvor mange unge er samlet, men også efterhånden i de mere etablerede forsamlinger. Her er det i høj grad netop hensynet til de unge, der er afgørende. Man er bange for, at hvis man holder fast i de gamle salmer og sange, vil de unge finde andre steder, hvor de trives bedre. Undertiden kan man ligefrem møde dette som et udtalt krav fra enkelte unge: ”Får vi ikke det, vi vil have, går vi andre steder hen!”
Samtidig er situationen den, at flertallet af unge kristne i dag ikke kender selv de mest centrale salmer og sange i den evangelisk-lutherske tradition. Fra barndommen er de blevet oplært i, at de ikke skal synge de samme sange, som de voksne synger. Letbenede børnesange er det eneste, de fleste stifter bekendtskab med, og hvad er så mere naturligt end at fortsætte i samme spor, når ung-domsårene kommer?
Ungdomsprofilen
Ungdomsprofilen – det at hensynet til de unges smag og behag bliver bestemmende i meget kristent arbejde – har vidtrækkende betydning.
Fristelsen for de åndeligt ansvarlige bliver i denne situation at tænke: ”If you can’t beat them, join them”. Så åbner man døren for denne nye åndelighed med dens følgesvend – ”den nye sang” - med det resultat, at kristenliv og kristendomsforståelse omformes fra grunden. For det må man være klar over: De, der styrer sangen og musikken i den kristne menighed, styrer også langt på vej kristendomsforståelsen.
”Lovsang”
Noget af det vigtigste i ”den nye sang” er, at det skal være ”lovsang”. Dette er så dominerende, at hele sang- og musikstilen slet og ret kaldes ”lovsang”. At synge nogle af de gamle salmer som f.eks. ”Himmelske Fader”, ”O, at jeg kunne min Jesus prise”, ”Aleneste Gud i Himmerig” regnes efter denne måde at tænke på pr. definition ikke som lovsang, selv om indholdet i sandhed består af lovsang og tilbedelse. Der oprettes så såkaldte ”lovsangsteams”, som skal lede forsamlingen. De består som regel af en instrumentalgruppe med rytmeinstrumenter samt forsangere – gerne fra tre til seks unge. Musikstilen ligner ofte softrock eller gospel, men i den senere tid har vi hørt om, hvor-dan både rap, heavy metal, house og techno også har fået plads.
Lovsangen skal helst vare et stykke tid. Det er ikke usædvanligt at ”lovsangen” optager en halv time til tre kvarter af mødetiden, før taleren får ordet. Denne må så iøvrigt helst ikke tale nær så længe. Undertegnede har selv oplevet at få besked om af en frisk ungdomsleder at begrænse min taletid til en halv time. ”Ellers ville han komme op på talerstolen og standse mig…!” Efter tale og bøn kommer der så gerne en ny afdeling ”lovsang”, som ikke så sjældent kan vare en halv time eller mere. Den plads, man giver forskellige ”indslag” under et kristent møde, viser, hvilken vægt man tillægger dem. Hvad siger det, der her er påpeget, om, hvilken betydning man tillægger forkyndelsen?
”Lovsangen”, som nu bliver stadig mere udbredt kommer først og fremmest fra amerikansk på-virkede karismatiske strømninger. Musikken kombinerer som regel to hovedelementer: For det første en stærk grad af sentimentalitet, og for det andet varierende grader af rytmisk kraft. Senti-mentaliteten spiller på følelserne og bevirker meget ofte, at musikken får noget ”billigt” over sig. Det rytmiske taler til kroppen og ”dansefoden”, og musikken bliver derfor ganske ”fysisk”. Når sentimentalitet og rytmik kombineres på denne måde, får man et stærkt suggestivt virkemiddel: Musikken gør noget ved forsamlingen – uafhængigt af tekstens indhold. Der skabes en stemning – en ”ånd” om man vil – som langt på vej definerer den forsamling, man taler til. Jeg har selv i et par situationer oplevet denne ”ånd” som så påtrængende og ubehagelig, at det var svært for mig at holde den tale, jeg var blevet bedt om at holde.
Disse erfaringer og en efterhånden lang tid i Guds ords tjeneste i de forskelligste sammenhænge, har ledet frem til følgende slutninger/teser:
1. Den, der bestemmer musikken i en menighed, styrer også langt på vej, hvilken ånd der råder der.
2. Musikken i en kristen menighed er et barometer på, hvilken slags spiritualitet man finder i den aktuelle sammenhæng. Sat lidt på spidsen: En lutheraner synger anderledes end en pinseven.
Hvis den første tese er sand, indebærer det, at sang og musik principielt burde være lagt under hyrde- og læreembedet i forsamlingerne.. Åndeligt umodne mennesker bør derfor ikke have ansvar for det musikalske, selv om de er aldrig så teknisk dygtige, når de gælder om at spille eller synge. Lemfældig omgang med sangen og musikken er noget, man absolut må undgå, netop fordi musik kan have en så central betydning.
Hvis den anden tese er sand, indebærer det, at ”den nye sang”, som nu breder sig, er en indikator, der fortæller, at der sker et grundlæggende skifte i kristendomstype og -forståelse indenfor organisationerne. Evangelisk-luthersk kristendomsforståelse med dens øre for højden og dybden i den bibel-ske åbenbaring og det kristne liv er på vej ud for i stedet at blive erstattet af mere eller mindre overfladiske karismatiske og evangelikalt-aktivistiske kristendomstyper. Det er ganske karakteristisk for det, som er ved at ske, at man ikke er interesseret i teologi, men kun i det pragmatiske ”how to do it”. Sandhedsspørgsmålet affejes som besværligt; i stedet er det altoverskyggende problem: ”Hvad skal vi gøre for at trække folk til”? ”Den nye sang” og musik passer som hånd i handske til dette. Det er jo skræddersyet netop med tanke på at gøre kristent forsamlingsliv attraktivt. Af samme grund er denne kristendomstype også fundamentalt anti-intellektuel. Når man henført kan lukke øjnene og vugge med i ”lovsangen”, er kritiske spørgsmål kun en plage. Og straks hører man, at ”du må ikke være så negativ”!
Det er i denne sammenhæng tankevækkende at mærke sig, hvad den kendte engelske præst Michael Green har sagt på OASEs netsider (www.oase.no). Han kommer med gode råd om, hvad en menighedsleder bør gøre for at få fornyelse i menigheden. Noget af det vigtigste er, at organisten må lære at holde af ny og frisk musik, for ”det er næsten umuligt at opnå fornyelse uden musik”. I tråd med dette ser vi, at de menigheder, som oplever kirkevækst, bl.a. har som fællestræk, at de har ladet ”den nye sang” få indpas. Teologisk har Michael Greens udsagn imidlertid den betydning, at musikken tager Helligåndens plads. Og netop dette ser ud til at være noget af et hovedproblem blandt dem, som beskæftiger sig med denne type ”lovsang”. Ideologerne på dette område kan gan-ske enkelt ikke udtrykke sig stærkt nok om lovsangsmusikkens betydning: ”Lovsangen åbner for Guds nærvær og kraft, giver sejr i åndskampen, er et åndeligt våben” osv. Musik og lovsang bliver på denne måde et nådemiddel og indtager dermed den plads, som efter evangelisk-luthersk tro alene tilkommer Ordet og sakramenterne. At organisationer og bibelskoler her står overfor et betydeligt teologisk oprydningsarbejde, hvis man stadig vil være evangelisk-lutherske, turde være klart.
Indhold Hvis musikken i sig selv er bærer af en åndsmagt, gælder dette selvfølgelig i endnu højere grad de ledsagende tekster. Jeg har nu i nogle år lyttet til og læst et ikke ringe antal af de nyere lovsange og er blevet stadig mere betænkelig ved de tekster, som alt for ofte får lov at lyde også indenfor de lutherske organisationer.
Der er etableret en slags musikalsk økumeni i den kristne ungdomsgeneration. Lovsangene ”fly-der rundt” mellem de mest forskellige miljøer. Ikke sjældent synges det samme i 'Levende Ord', OKS (Oslo Kristne Senter) og f.eks. Misjonssambandets og Indremisjonens ungdomsforeninger. Og mange unge færdes også i de mest forskellige miljøer. Hører man en sang et sted, som man synes om, tager man den med til sin egen sammenhæng, overfører den på overhead og så lærer man den der. Her går man uden om alle normale kanaler i et ret kristent arbejde: En af hovedgrundene til, at vi har sangbog og salmebog, er, at her er teksterne blevet underkastet en prøve – både lære- og kvalitetsmæssigt. De, som så er sluppet igennem, er dem, som kirkesamfund og organisationerne kan stå inde for. Sangskatten skal således være et ægte udtryk vores egen kristendomsforståelse. Men ”overheadkulturen” har ingen test. Hyrde- og læreembedet får ikke engang mulighed for at tage stilling til spørgsmålet – alt flyder. Dermed står man overfor det faktum, at via de nye sangtekster kommer der ofte kristendomsforståelse ind, som er fremmed for evangelisk-luthersk tro og liv. Her må det understreges: Intet bør synges i den kristne menighed, uden at det er underkastet en forsvar-lig læremæssig prøvelse!
Ser man på indholdet i mange af teksterne, er det iøjefaldende, at temaområdet, som berøres, er relativt snævert. Fylden i Bibelens gudsbillede og det kristne liv kommer kun lidt frem. Kors og trængsel hører vi intet om, om syndenød ej heller. At en kristen samtidig er både retfærdig og syn-der, har jeg til gode at høre om; også om den dobbelthed i livet, som består i, at vi er ”bedrøvede og altid glade”. Lov og evangelium samt spændingen i, at Gud både er Den Hellige og Den Nådige, er det ligeledes sjældent at høre om. Men der synges meget om sejr og fremgang, om Guds rige og Kristi kongedømme, om kærlighed og glæde og tilbedelse. Det er klart, at en sådan slagside på sigt vil omforme kristendomsforståelsen på afgørende måde.
Lige så bekymrende er den loviskhed, som ofte klinger i disse tekster. Store ord om, hvor højt vi elsker Jesus, og hvor meget vi er villige til at ofre for ham, er ikke ualmindelige. Jeg tvivler ikke på, at de, der synger dette, subjektivt mener, hvad de synger. Samtidig er jeg lige så sikker på, at den, der taler sådan, ikke kender sig selv. Det gjorde apostlen Peter heller ikke, da han den sidste aften før korsfæstelsen svor ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” (Matt 26,33). Men den nat måtte Peter bittert erfare, at alle hans velmente ord blev til intet i svigt og fald. Først da lærte han sit eget hjerte at kende. Efter dette gik Peter derfor stille med dørene.
Hvad skal vi gøre? Hvis udviklingen ikke er kommet forbi ”point of no return”, er der et par hovedpunkter, som indenfor evangelisk-lutherske kirker og organisationer bør besinde sig på:
1. Man må tidligt begynde at lære børnene en del af de centrale kernesalmer. (Børnene kan muligvis også lære børnesange, men aldrig kun børnesange). Dette bør tages alvor-ligt både i det kristne hjem og i søndagskolearbejdet.
2. Børn og unge må på en helt anden måde lære ordentlig bibelkundskab. Alt for megen forkyndelse for børn og unge er for tynd. De får serveret ”åndelig chips og cola” i ste-det for helsekost. Dermed bliver de ladt i stikken uden modstandskraft mod åndelig usundhed og alle slags forførelser.
3. Unge må ikke lede sig selv. Modne og voksne troende, som har hjerte for de unge, må bruge megen tid sammen med dem og således hjælpe dem på troens vej. Særligt bør man åbne hjemmene for unge.
4. Sang og musik i menigheder og forsamlinger må underlægges hyrde- og læreansvaret, som så alvorligt må varetage opgaven: at prøve alt.
5. De, der har gaver på sangens og musikkens område, må hjælpes til at lære evangelisk-luthersk tro og tænkning at kende, og også hjælpes til grundigt kendskab til den arv på sangens og musikkens område, som vi finder i evangelisk-luthersk tradition. Den lutherske kirkefamilie har på dette område en skat, som næppe findes i andre sammenhænge.
6. Man må holde op med at tænke på kirkevækst. Den sande vækst i Guds rige er ikke kvantitativ, men først og fremmest kvalitativ. Det betyder, at Guds folk må hjælpes til at trænge ind i Den hellige skrift, så troen kan vokse og modnes. Målbevidst bibelundervisning (med lov og evangelium som "ovenlys")” på alle”niveauer må m.a.o. have højeste prioritet. Da skal vi nok til sin tid også opleve talmæssig vækst. Men det er Guds sag, ikke vores!
Ordet ”ortodoks” har dobbelt betydning. Det betyder både ”ret tro” og ”ret lovprisning”. Og sammenhængen mellem disse er fundamental: Kun hvor den sande tro er, findes den sande og rette lovprisning! Den nye sang – i bibelsk betydning – er noget, som kun kan gives os af Gud (Salme 40,4f). Den kan aldrig laves af mennesker som en slags ”åndeligt program”.
############################################
Forfatteren er cand. theol. Han er præst i Det evangelisk-lutherske Kirkesamfund (DELK) i Bergen.
I mange kristne sammenhænge er der de senere år sket en gennemgribende forandring på sangens og musikkens område. Sangbogen og salmebogen er på vej ud og erstattes af nye sange, der vises på overhead ved forsamlingens møder og gudstjenester. Det sker især, hvor mange unge er samlet, men også efterhånden i de mere etablerede forsamlinger. Her er det i høj grad netop hensynet til de unge, der er afgørende. Man er bange for, at hvis man holder fast i de gamle salmer og sange, vil de unge finde andre steder, hvor de trives bedre. Undertiden kan man ligefrem møde dette som et udtalt krav fra enkelte unge: ”Får vi ikke det, vi vil have, går vi andre steder hen!”
Samtidig er situationen den, at flertallet af unge kristne i dag ikke kender selv de mest centrale salmer og sange i den evangelisk-lutherske tradition. Fra barndommen er de blevet oplært i, at de ikke skal synge de samme sange, som de voksne synger. Letbenede børnesange er det eneste, de fleste stifter bekendtskab med, og hvad er så mere naturligt end at fortsætte i samme spor, når ung-domsårene kommer?
Ungdomsprofilen
Ungdomsprofilen – det at hensynet til de unges smag og behag bliver bestemmende i meget kristent arbejde – har vidtrækkende betydning.
- For det første, fordi de voksne – når de bøjer af /giver efter på dette område – gerne er styret af frygt, frygt for at miste de unge. Når man ser andre åndelige retninger end de lutherske appellere til de unge, og at vore unge tiltrækkes af sådanne sammenhænge, går man i ”panik” og tænker, at vi også må åbne for moderne ytringsformer. Eller – som det så fint hedder – ”møde de unge på deres egne præmisser”.
- For det andet ser vi, at den musikalske udvikling i de fleste kristne organisationer nu i hovedsa-gen er styret af unge. Det er helt unge musik- og ungdomssekretærer, der fører an, og mange af dem har sjældent mere kristendoms- og bibelkundskab end en gennemsnitlig bibelskoleelev. Det, der mangler i kristen modenhed og erkendelse, kompenseres imidlertid ofte af stor iver og frimodighed.: Man generer sig ikke det mindste for at fortælle modne og prøvede kristne, ”hvor skabet skal stå”. Her må man sige, at til at lede sangen i Guds riges sammenhæng er det ikke en tilstrækkelig kvalifikation at være god til at spille klaver og være villig til ”at være med”. Måske skulle de an-svarlige indenfor kristent arbejde begynde at overveje, om man ikke – når der ansættes en ny ung-domssekretær – først og fremmest skulle foretrække en lidt ældre, moden troende i stedet for den mest selvsikre og ivrige unge, man kan få fat i?
- For det tredje ser det i dag ud til, at det i stadig mindre grad er de åndeligt ansvarlige – de, som har hyrde- og læreansvar i organisationerne – der styrer den åndelige udvikling. Det er mere og mere dem, der leder ungdoms- og musikarbejdet, der sætter deres præg på den opvoksende kristen-slægt. De henter yderst sjældent inspiration fra den klassiske evangelisk-lutherske arv. I stedet for er det karismatiske og evangelikale bevægelser, møder, bøger og plader, der sætter dagsordenen. Der ”sker der noget”. Store konferencer, vældig kirkevækst, mægtige visioner og store ord tiltrækker de unge. Og uerfarne som de er, lader de sig også imponere af alt dette. Så tager den gamle sammenhæng derhjemme sig hjælpeløs ud. Den bliver så skrøbelig og ubetydelig sammenlignet med alt det flotte og action-prægede, der kommer væltende.
Fristelsen for de åndeligt ansvarlige bliver i denne situation at tænke: ”If you can’t beat them, join them”. Så åbner man døren for denne nye åndelighed med dens følgesvend – ”den nye sang” - med det resultat, at kristenliv og kristendomsforståelse omformes fra grunden. For det må man være klar over: De, der styrer sangen og musikken i den kristne menighed, styrer også langt på vej kristendomsforståelsen.
”Lovsang”
Noget af det vigtigste i ”den nye sang” er, at det skal være ”lovsang”. Dette er så dominerende, at hele sang- og musikstilen slet og ret kaldes ”lovsang”. At synge nogle af de gamle salmer som f.eks. ”Himmelske Fader”, ”O, at jeg kunne min Jesus prise”, ”Aleneste Gud i Himmerig” regnes efter denne måde at tænke på pr. definition ikke som lovsang, selv om indholdet i sandhed består af lovsang og tilbedelse. Der oprettes så såkaldte ”lovsangsteams”, som skal lede forsamlingen. De består som regel af en instrumentalgruppe med rytmeinstrumenter samt forsangere – gerne fra tre til seks unge. Musikstilen ligner ofte softrock eller gospel, men i den senere tid har vi hørt om, hvor-dan både rap, heavy metal, house og techno også har fået plads.
Lovsangen skal helst vare et stykke tid. Det er ikke usædvanligt at ”lovsangen” optager en halv time til tre kvarter af mødetiden, før taleren får ordet. Denne må så iøvrigt helst ikke tale nær så længe. Undertegnede har selv oplevet at få besked om af en frisk ungdomsleder at begrænse min taletid til en halv time. ”Ellers ville han komme op på talerstolen og standse mig…!” Efter tale og bøn kommer der så gerne en ny afdeling ”lovsang”, som ikke så sjældent kan vare en halv time eller mere. Den plads, man giver forskellige ”indslag” under et kristent møde, viser, hvilken vægt man tillægger dem. Hvad siger det, der her er påpeget, om, hvilken betydning man tillægger forkyndelsen?
”Lovsangen”, som nu bliver stadig mere udbredt kommer først og fremmest fra amerikansk på-virkede karismatiske strømninger. Musikken kombinerer som regel to hovedelementer: For det første en stærk grad af sentimentalitet, og for det andet varierende grader af rytmisk kraft. Senti-mentaliteten spiller på følelserne og bevirker meget ofte, at musikken får noget ”billigt” over sig. Det rytmiske taler til kroppen og ”dansefoden”, og musikken bliver derfor ganske ”fysisk”. Når sentimentalitet og rytmik kombineres på denne måde, får man et stærkt suggestivt virkemiddel: Musikken gør noget ved forsamlingen – uafhængigt af tekstens indhold. Der skabes en stemning – en ”ånd” om man vil – som langt på vej definerer den forsamling, man taler til. Jeg har selv i et par situationer oplevet denne ”ånd” som så påtrængende og ubehagelig, at det var svært for mig at holde den tale, jeg var blevet bedt om at holde.
Disse erfaringer og en efterhånden lang tid i Guds ords tjeneste i de forskelligste sammenhænge, har ledet frem til følgende slutninger/teser:
1. Den, der bestemmer musikken i en menighed, styrer også langt på vej, hvilken ånd der råder der.
2. Musikken i en kristen menighed er et barometer på, hvilken slags spiritualitet man finder i den aktuelle sammenhæng. Sat lidt på spidsen: En lutheraner synger anderledes end en pinseven.
Hvis den første tese er sand, indebærer det, at sang og musik principielt burde være lagt under hyrde- og læreembedet i forsamlingerne.. Åndeligt umodne mennesker bør derfor ikke have ansvar for det musikalske, selv om de er aldrig så teknisk dygtige, når de gælder om at spille eller synge. Lemfældig omgang med sangen og musikken er noget, man absolut må undgå, netop fordi musik kan have en så central betydning.
Hvis den anden tese er sand, indebærer det, at ”den nye sang”, som nu breder sig, er en indikator, der fortæller, at der sker et grundlæggende skifte i kristendomstype og -forståelse indenfor organisationerne. Evangelisk-luthersk kristendomsforståelse med dens øre for højden og dybden i den bibel-ske åbenbaring og det kristne liv er på vej ud for i stedet at blive erstattet af mere eller mindre overfladiske karismatiske og evangelikalt-aktivistiske kristendomstyper. Det er ganske karakteristisk for det, som er ved at ske, at man ikke er interesseret i teologi, men kun i det pragmatiske ”how to do it”. Sandhedsspørgsmålet affejes som besværligt; i stedet er det altoverskyggende problem: ”Hvad skal vi gøre for at trække folk til”? ”Den nye sang” og musik passer som hånd i handske til dette. Det er jo skræddersyet netop med tanke på at gøre kristent forsamlingsliv attraktivt. Af samme grund er denne kristendomstype også fundamentalt anti-intellektuel. Når man henført kan lukke øjnene og vugge med i ”lovsangen”, er kritiske spørgsmål kun en plage. Og straks hører man, at ”du må ikke være så negativ”!
Det er i denne sammenhæng tankevækkende at mærke sig, hvad den kendte engelske præst Michael Green har sagt på OASEs netsider (www.oase.no). Han kommer med gode råd om, hvad en menighedsleder bør gøre for at få fornyelse i menigheden. Noget af det vigtigste er, at organisten må lære at holde af ny og frisk musik, for ”det er næsten umuligt at opnå fornyelse uden musik”. I tråd med dette ser vi, at de menigheder, som oplever kirkevækst, bl.a. har som fællestræk, at de har ladet ”den nye sang” få indpas. Teologisk har Michael Greens udsagn imidlertid den betydning, at musikken tager Helligåndens plads. Og netop dette ser ud til at være noget af et hovedproblem blandt dem, som beskæftiger sig med denne type ”lovsang”. Ideologerne på dette område kan gan-ske enkelt ikke udtrykke sig stærkt nok om lovsangsmusikkens betydning: ”Lovsangen åbner for Guds nærvær og kraft, giver sejr i åndskampen, er et åndeligt våben” osv. Musik og lovsang bliver på denne måde et nådemiddel og indtager dermed den plads, som efter evangelisk-luthersk tro alene tilkommer Ordet og sakramenterne. At organisationer og bibelskoler her står overfor et betydeligt teologisk oprydningsarbejde, hvis man stadig vil være evangelisk-lutherske, turde være klart.
Indhold Hvis musikken i sig selv er bærer af en åndsmagt, gælder dette selvfølgelig i endnu højere grad de ledsagende tekster. Jeg har nu i nogle år lyttet til og læst et ikke ringe antal af de nyere lovsange og er blevet stadig mere betænkelig ved de tekster, som alt for ofte får lov at lyde også indenfor de lutherske organisationer.
Der er etableret en slags musikalsk økumeni i den kristne ungdomsgeneration. Lovsangene ”fly-der rundt” mellem de mest forskellige miljøer. Ikke sjældent synges det samme i 'Levende Ord', OKS (Oslo Kristne Senter) og f.eks. Misjonssambandets og Indremisjonens ungdomsforeninger. Og mange unge færdes også i de mest forskellige miljøer. Hører man en sang et sted, som man synes om, tager man den med til sin egen sammenhæng, overfører den på overhead og så lærer man den der. Her går man uden om alle normale kanaler i et ret kristent arbejde: En af hovedgrundene til, at vi har sangbog og salmebog, er, at her er teksterne blevet underkastet en prøve – både lære- og kvalitetsmæssigt. De, som så er sluppet igennem, er dem, som kirkesamfund og organisationerne kan stå inde for. Sangskatten skal således være et ægte udtryk vores egen kristendomsforståelse. Men ”overheadkulturen” har ingen test. Hyrde- og læreembedet får ikke engang mulighed for at tage stilling til spørgsmålet – alt flyder. Dermed står man overfor det faktum, at via de nye sangtekster kommer der ofte kristendomsforståelse ind, som er fremmed for evangelisk-luthersk tro og liv. Her må det understreges: Intet bør synges i den kristne menighed, uden at det er underkastet en forsvar-lig læremæssig prøvelse!
Ser man på indholdet i mange af teksterne, er det iøjefaldende, at temaområdet, som berøres, er relativt snævert. Fylden i Bibelens gudsbillede og det kristne liv kommer kun lidt frem. Kors og trængsel hører vi intet om, om syndenød ej heller. At en kristen samtidig er både retfærdig og syn-der, har jeg til gode at høre om; også om den dobbelthed i livet, som består i, at vi er ”bedrøvede og altid glade”. Lov og evangelium samt spændingen i, at Gud både er Den Hellige og Den Nådige, er det ligeledes sjældent at høre om. Men der synges meget om sejr og fremgang, om Guds rige og Kristi kongedømme, om kærlighed og glæde og tilbedelse. Det er klart, at en sådan slagside på sigt vil omforme kristendomsforståelsen på afgørende måde.
Lige så bekymrende er den loviskhed, som ofte klinger i disse tekster. Store ord om, hvor højt vi elsker Jesus, og hvor meget vi er villige til at ofre for ham, er ikke ualmindelige. Jeg tvivler ikke på, at de, der synger dette, subjektivt mener, hvad de synger. Samtidig er jeg lige så sikker på, at den, der taler sådan, ikke kender sig selv. Det gjorde apostlen Peter heller ikke, da han den sidste aften før korsfæstelsen svor ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” (Matt 26,33). Men den nat måtte Peter bittert erfare, at alle hans velmente ord blev til intet i svigt og fald. Først da lærte han sit eget hjerte at kende. Efter dette gik Peter derfor stille med dørene.
Hvad skal vi gøre? Hvis udviklingen ikke er kommet forbi ”point of no return”, er der et par hovedpunkter, som indenfor evangelisk-lutherske kirker og organisationer bør besinde sig på:
1. Man må tidligt begynde at lære børnene en del af de centrale kernesalmer. (Børnene kan muligvis også lære børnesange, men aldrig kun børnesange). Dette bør tages alvor-ligt både i det kristne hjem og i søndagskolearbejdet.
2. Børn og unge må på en helt anden måde lære ordentlig bibelkundskab. Alt for megen forkyndelse for børn og unge er for tynd. De får serveret ”åndelig chips og cola” i ste-det for helsekost. Dermed bliver de ladt i stikken uden modstandskraft mod åndelig usundhed og alle slags forførelser.
3. Unge må ikke lede sig selv. Modne og voksne troende, som har hjerte for de unge, må bruge megen tid sammen med dem og således hjælpe dem på troens vej. Særligt bør man åbne hjemmene for unge.
4. Sang og musik i menigheder og forsamlinger må underlægges hyrde- og læreansvaret, som så alvorligt må varetage opgaven: at prøve alt.
5. De, der har gaver på sangens og musikkens område, må hjælpes til at lære evangelisk-luthersk tro og tænkning at kende, og også hjælpes til grundigt kendskab til den arv på sangens og musikkens område, som vi finder i evangelisk-luthersk tradition. Den lutherske kirkefamilie har på dette område en skat, som næppe findes i andre sammenhænge.
6. Man må holde op med at tænke på kirkevækst. Den sande vækst i Guds rige er ikke kvantitativ, men først og fremmest kvalitativ. Det betyder, at Guds folk må hjælpes til at trænge ind i Den hellige skrift, så troen kan vokse og modnes. Målbevidst bibelundervisning (med lov og evangelium som "ovenlys")” på alle”niveauer må m.a.o. have højeste prioritet. Da skal vi nok til sin tid også opleve talmæssig vækst. Men det er Guds sag, ikke vores!
Ordet ”ortodoks” har dobbelt betydning. Det betyder både ”ret tro” og ”ret lovprisning”. Og sammenhængen mellem disse er fundamental: Kun hvor den sande tro er, findes den sande og rette lovprisning! Den nye sang – i bibelsk betydning – er noget, som kun kan gives os af Gud (Salme 40,4f). Den kan aldrig laves af mennesker som en slags ”åndeligt program”.
############################################
Forfatteren er cand. theol. Han er præst i Det evangelisk-lutherske Kirkesamfund (DELK) i Bergen.
RSS Feed
