​Forleden fik Hedensted ny sognepræst – med efternavnet Høj. Modtagelsen af ham var dog ikke alle steder på højt
niveau; nogle steder snarere under lavmål.

Flere har udtalt, at præster som han slet ikke burde ansættes i Folkekirken. I farten synes nogle at glemme, at
Folkekirken er et trossamfund og dermed ikke det samme som biblioteksvæsnet eller teknisk forvaltning. I samfundet
er alle – selvfølgelig – lige for loven. Men samfundet har også både tros- og ytringsfrihed. Troen har dermed også
ytringsfrihed.

Pastor Højs og ligesindedes ærinde er ikke at sortere mennesker eller degradere bestemte grupper, men at formidle
evangeliet og klassisk kristen tro til både høj og lav, sådan som utallige præster og lægfolk efter bedste evne har gjort
det siden den første pinsedag.

I Folkekirken er der i dag tendenser til, at centrale dele af den kristne tro ikke vægtes særligt højt. Måske er Gud ikke
himlens og jordens almægtige skaber og ikke en personlig virkelighed i menneskers liv. Måske døde Jesus ikke i
menneskers sted på korset eller stod fysisk op fra graven. Måske har dåb og nadver ikke nogen dyb og egentlig
betydning, og måske er diverse etiske og dogmatiske emner ikke så afgørende. Ja, måske skal den enkelte bare finde
sine egne svar – alt sammen på tidens betingelser.

Pastor Høj og andre ønsker derimod at sætte lid til Kirkens klassiske tro og at formidle den til nutidens mennesker
med troværdighed og relevans - til tro, trøst og håb. Når troen og forkyndelsen nogle steder forvitrer i
postmodernismens syrebad, kan det godt sende nogles humør og tillid til Folkekirken ned på lavt niveau. Men pastor
Høj og ligesindede er håbs- og livstegn for Folkekirken.

Ja, tænker man dybt over perspektiverne i, at der findes præster som dem, kan man blive helt – ja: høj…!

Kristian S. Larsen
cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse
Hassellunden 55, 6705 Esbjerg Ø

af Kristian S. Larsen 

​Artiklen her har været bragt i online tidsskriftet Babel #27, sept. 2021

En avisoverskrift må gerne få læsere til at glippe med øjnene.
Det lykkedes for Iben Krogsdal med en klumme i Kristeligt Dagblad tidligere på året (27/2).
Under overskriften ”Jeg elsker at være arvesynder” skrev hun om det positive ved læren om arvesynden. Ved sin tale om fælles skyld er denne lære med til at ”tage presset af mennesker”, anførte hun. 
Klummen opregnede præcist en lang eksempler på, hvordan vi mennesker svigter hinanden og sætter os selv først. Det gode budskab er angiveligt, at når skylden er fælles, er den mindre alvorlig. Mit medmenneske er også (arve)synder, og dermed har vi et ”menneskelighedsfællesskab”. ”Jeg er så dybt taknemmelig for, at min egen skyld ikke kun er min egen skyld”, hed det i klummen, der også talte om at dele denne glæde ”med den første den bedste arvesynder, jeg møder.”
I Bibelen fremstilles (arve)synden imidlertid ikke som noget befriende, som et ”menneskelighedsfællesskab” eller som noget – med et udtryk fra klummen – ”forårsagtigt opløftende”. Begrebet synd handler om adskillelse i forhold til Gud og mennesker, om fald og svigt, om – med Luthers udtryk – at være indkroget i sig selv og skyldig over for Gud.
Alt dette er der ikke så meget godt at sige om. Det er derfor svært at finde en passende melodi til Krogsdals ord om at elske at være arvesynder. Ad denne vej kører man tværtimod skævt og ender med en trøst, der ikke er holdbar. Et enkelt sted nævnte klummen tilgivelsen, men glæden har øjensynlig ikke sin basis her, men derimod i, at ”arvesynden samler os”.
Men er dette nu en sund og sand glæde? Er den ikke i stedet funderet på noget usundt og uægte? For lurer sammenligningen med de andre ikke også bag denne glæde?
Sammenligningen kan have forskellige former. Perspektivet kan f.eks. være: "Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige …" (Luk. 18,11). I Krogsdals klumme vender det den anden vej: Kollegaen fejler også, naboen er også skyldig, og så er det hele ikke så alvorligt. Men omdrejningspunktet er alligevel sammenligningen, og spørgsmålet er, om forskellen mellem de to perspektiver er så stor.
At have fælles erfaringer af fejl og svigt kan være godt for forståelse og overbærenhed. Vi er alle i samme båd. Den erkendelse er vigtig. Mit medmenneske og jeg er fælles om at være skyldige.
Men det bliver vi ikke mindre skyldige af. Læren om arvesynden siger ikke, at min skyld ikke er min. Den siger tværtimod, at netop det er den. Den er min - på én gang skæbne og skyld. Det er både sandt og paradoksalt.  
Bibelen viser ikke (arve)synden som noget elskværdigt, men peger på noget helt andet som det glædelige budskab. Med store ord og stærke farver maler Bibelen billedet af ham, som "slettede vort gældsbevis … ved at nagle det til korset" (Kol. 2,14). Dens kerne og stjerne er ham, som ”på sit legeme bar alle vore synder op på korset” (1. Pet. 2,24).
Med ældgamle salmeord synger Kirken derfor til ham, som ”tog vor skyld og bar vor skam, vor sjæl at holde i live; for os du døde og opstod, du købte os med dit dyre blod, vor salighed est du alene!” (DDS 435,3).
Den holdbare trøst er altså ikke, at de andre også er skyldige, eller at vi kan redde os selv ved at hive os op ved håret. Evangeliet forkynder derimod en andens liv, død og opstandelse for os. Her er befrielsen, morgenlyset og det ”forårsagtigt opløftende”. For Han er redningen fra fortabelsen og den sande – fælles – glæde.
Korsets nåde og gåde er del af den kristnes tros inderste centrum. Hvis dette forrykkes eller fordrejes, er forkyndelse og sjælesorg alvorligt udfordret. Kirkens historie har mange eksempler på dette. Hver gang var / er opgaven at finde tilbage og, når man er færdig med at glippe med øjnene, holde fokus på centrum: Kristus og hans gerning for os.

Kristian S. Larsen er cand.theol. og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

af professor dr. theol. Regin Prenter
(Kronik i Kristeligt Dagblad den 9. januar 1961)

Der er forskel på uindviet og indviet
Den højkirkelige bevægelse har rejst det spørgsmål, hvad præsten under altergangen bør gøre, hvis han får for lidt eller for meget brød eller vin. De fleste lægfolk tænker næppe over, at der her foreligger en vanskelighed ved vor moderne altergangspraksis. Hvis præsten får for lidt brød eller vin, henter han vel blot lidt mere i sakristiet, og – det er underforstået – uddeler det uden videre formaliteter, altså også uden at Jesu indstiftelsesord lyder over dette brød og denne vin, som de lød over det, han først havde på disk og i kalk? Og får han for meget – og det hænder vel så godt som hver eneste søndag i alle større menigheder – lægger han vel blot de tiloversblevne brød tilbage i oblatæsken og hælder vinen tilbage i en vinflaske? Sådan bærer formodentlig de fleste af Danmarks præster sig ad i dag. Det vil sige: de gør ingen forskel mellem, hvad man på reformationstiden kaldte ”indviede” og ”uindviede” elementer, og det ikke blot i de katolske, men i lige så høj grad i de lutherske menigheder. De handler dermed også imod de forskrifter, som er givet i Kirkeritualet af 1685 og ikke taget tilbage, altså stadig officielt gældende. Her siges det nemlig, at ”præsten flittig skal lægge vind på, at han véd tallet på dem, som skal berettes, så at han ikke nødes til at gentage de foreskevne velsignelsens ord (dvs. indstiftelsesordene). Thi hverken brødet eller vinen bør uddeles, førend de ved ordet er helligede”. Det vil sige: Kirkeritualet foreskriver, at der kun skal indvies det kvantum brød og vin, der er brug for, altså ikke blive noget til overs. Der må altså heller indvies for lidt. Præsten skal nemlig holde tal på altergæsterne. Men sker det alligevel, at han får for lidt brød på disken eller vin i kalken, må han indvie på ny, d.v.s. han må læse indstiftelsesordene på ny over det brød eller den vin, han har hentet i sakristiet, og ikke, som det nu er almindeligt, uddele ”det uindviede” og ”det indviede” i flæng.

Luther skelnede
Når flertallet af Danmarks præster, med biskoppernes vidende og uden deres indskriden, på dette punkt ikke følger Kirkeritualets forskrift, at hverken brødet eller vinen bør uddeles, førend de ved ordet er helligede, ligger der vistnok en bestemt betragtning bagved. Man mener ikke, at det gør så meget, om ordene læses ”over” brød og vin, som uddeles, når blot ordene har lydt, så altergæsterne hørte dem, ved handlingens begyndelse. De ”virker” da så at sige som ”indvielsesord” for alt det brød og al den vin, som bruges under handlingen. Så-dan tænkte Luther ikke. Og når man mod de højkirkelige, som gerne vil følge Kirkeritualets forskrift på dette punkt – og man synes jo ikke, man burde kunne komme i forlegenhed ved at følge en gældende forskrift – undertiden indvender, at de er ”katolske” – en besynderlig anklage, da man i Romerkirken ikke er bange for at indvi for meget brød, idet man opbevarer det tiloversblevne til tilbedelse i et sakramenthus – mener man formodentlig, at Luther og de gamle lutheranere fra Kirkeritualets dage også var lidt katolske endnu, men at vi nu er blevet mere kongelige end kongen, bedre lutheranere end Luther selv, ved ikke at lægge vægt på disse ”ydre” ting, som han desværre gjorde et så stort nummer ud af.

     Det gjorde han nemlig. Og det har for diskussionen om denne sag betydning, at det oplyses, at han, modsat flertallet af danske lutherske præster i dag, virkelig lagde overordentlig stor vægt på disse ydre ting, og hvorfor han gjorde det.

Kristus er nærværende i det indviede
Det kom frem i to tilfælde, som ikke bør glemmes. Det første var tilfældet Wolferinus. I Luthers fødeby Eisleben var de lutherske præster blevet uenige om, hvad man skulle gøre, hvis man fik brød eller vin til overs ved altergangen. Præsten Wolferinus hævdede den tankegang, som nu er den almindelige hos os, at brød og vin, som bliver til overs, er blotte elementer, at sakramentet ikke er til uden for selve altergangens handling.

     Mod denne tankegang tog Luther på det heftigste til orde. Man bør følge den praksis, man har i Wittenberg, nemlig at der ikke bliver noget til overs, hævder Luther. Hvis man ikke gør det, indvikler man sig i det forargelige og farlige spørgsmål om, hvornår den sakramentale handling ophører. I den beretning om striden i Eisleben, som blev udfærdiget af superintendenten Vigelius, får vi at vide, at man i Kursachsen, hvor Luther hørte hjemme, brugte at tømme kalken ved altergangens slutning. ”Jeg har”, skriver han, ”under alle brødrenes tilslutning anordnet, at det, der bliver til overs i kalken, uddeles til den sidste eller de sidste af altergæsterne sammen med skylningen af kalken, også i de kurfyrstelige (d.v.s. kursachsiske) kirker, på det omhyggeligste plejer at blive skyllet efter.”

     Wolferinus bøjede sig ikke straks for Luthers autoritet, men påberåbte sig Melanchton, så Luther på ny måtte gribe pennen. Og denne gang var han nødt til at gå nærmere ind på sagen. ”Den sakramentale handling”, hvorunder Jesu legeme og blod er virkelig til stede under brød og vin, er ikke blot det øjeblik, da brødet fortæres og vinen drikkes, men den begynder med Fadervor (lige før indstiftelsesordene som hos os), og varer, til alle har været til alters, kalken er drukket ud og oblaterne fortæret, folket er sendt bort, og man har forladt alterrummet. Derfor beordrer Luther endnu engang Wolferinus at følge skikken fra Wittenberg: ”Derfor sørg for, når der bliver noget af sakramentet til overs, at dette enten modtages af nogle af altergæsterne eller af præsten selv og hans medhjælper…”. Luther regner altså bestemt med, at Jesu legeme og blod er til stede under altergangen både før og efter, at det fortæres.

Tilbedelse af de indviede elementer
Derfor tillader Luther også, at sakramentet tilbedes under (ikke efter) altergangen, selv om han ikke vil tvinge nogen til at tilbede det. Ikke blot modtages sakramentet knælende, hvilket i sig selv er en tilbedelse (hvorfor de reformerte modtager sakramentet stående eller siddende), men før og efter modtagelsen tilbedes det, f.eks. under ”elevationen” (at præsten, når indstiftelsesordene har lydt, opløfter disken med brødet og kalken med vinen) og efter modtagelsen, som det er foreskrevet i det danske Kirkeritual, og som det endnu skete på Fær-øerne for 25 år siden og måske endnu sker. Hvordan Luther selv gjorde, får vi oplysning om i en bordsamtale, hvori Luther kommer ind på elevationens afskaffelse under hans fravær (og mod hans vilje) i Wittenberg 1542. Luther blev af de tre fyrstebrødre af Anhalt spurgt, om de burde afskaffe sakramentets elevation (opløftelsen af disk og kalk efter indstiftelsesordene), og svarede: ”Aldrig! For jeg har opdaget, at elevationens afskaffelse nedsætter sakramentets autoritet og gør det ringeagtet. Derfor billiger jeg ikke, at doktor Pommer (Bugenhagen) afskaffede elevationen i min fraværelse, og jeg overvejer at genindføre den. Thi der er forskel på, om sakramentet opløftes, når det bæres omkring i procession, og om det opløftes i messen (under altergangsgudstjenesten). Desuden: når Kristus virkelig er til stede i brødet, hvorfor skal denne spise så ikke behandles med største ærefrygt og tilbedes? Derfor”, sagde han, ”afskaf ikke elevationen i jeres fyrstendømmer”. Og fyrst Joakim tilføjede: ”Vi har selv set Luther med alvor falde på knæ og med ærefrygt tilbede Kristus, da sakramentet blev opløftet.”

     Hvis dette er ”katolicisme”, var Luther hele sit liv ”katolsk”. Men ikke desto mindre er det klart, hvor grænsen går mod pavekirkens vildfarelse. Luther vil ikke gå med til, at sakramentet tilbedes uden for altergangs-gudstjenesten, f.eks. i processioner, eller at det uden at uddeles og fortæres efter Kristi befaling frembæres som et offer for ”levende og døde” af den enkelte messepræst for betaling. Hvorfor ikke? Fordi det er imod Kristi klare ord og indstiftelse: ”Tager dette hen og æder det! Drikker alle heraf”. Det er samme klare ord og indstiftelse, som får Luther til at tage afstand til den modsatte side, fra Zwingli og ”sværmerne”, som ikke vil vide af, at Kristi legeme og blod er virkelig til stede under brød og vin og derfor også virkelig fortæres til syndernes forladelse. For indstiftelsesordene siger klart: ”Dette er mit legeme, som gives for eder! Dette er den nye pagts blod, som udgydes for eder til syndernes forladelse!”

      Luthers altergangspraksis er, som den er, - og anderledes end flertallets hos os i dag! – simpelthen, fordi han tager Kristus på ordet bogstaveligt, ikke vover at rokke ved Kristi ord og indstiftelse. Kristus tog brødet og sagde over det: Dette er mit legeme! Ved dette ord blev og bliver brødet (og på tilsvarende måde kalken) bærer af Jesu legeme (eller for kalkens vedkommende: af Jesu blod). NB! det brød og den kalk, ordet lyder over. Derfor gør Luther forskel på ”indviet” og ”ikke-indviet” brød og vin. Er det betydningsløst, at den ”lutherske” kirke i Danmark ikke længere følger ham på dette punkt?

Kristi eget ord er afgørende
Det andet tilfælde, tilfældet Besserer, viser dette endnu tydeligere. 3.søndag i Advent 1545 holdt kapellanen Adam Besserer i Friessnitz altergang i en af pastoratets annekskirker. Han havde efter forskriften ikke indviet flere oblater, end der var altergæster. Men da han kom til den sidste altergæst, opdagede han, at han ikke havde flere oblater på disken. Det viste sig siden, at den manglende oblat var faldet på gulvet. I sin forvirring tog Besserer da en (”uindviet”) oblat fra oblatæsken og rakte den til altergæsten. Sidenhen, da den manglende oblat blev fundet, lagde han denne (der var ”indviet”) tilbage i oblatæsken til de uindviede brød. Dette bemærkedes af kirketjeneren, som – måske lidt nævenyttigt – ”indberettede” sagen til sognepræsten, hvorfra den gik videre, til den endte hos den evangeliske biskop i Naumburg, hvorunder pastoratet hørte, og som var ingen ringere end Luthers ven og i dette tilfælde ivrige meningsfælle, Nikolaus Amsdorf. Fra ham gik sagen så til Luther, som svarede: ”For det første er det ikke ligegyldighed, men slethed, og det er en meget tydelig slethed hos denne diakon. Han har jo i foragt for Gud og mennesker offentligt fordristet sig til at udgive indviede og uindviede oblater for det samme. Derfor må han ligefrem udelukkes af vore menigheder. Lad ham gå til sine Zwinglianere. Det er ikke nødvendigt, at vi holder en fremmed mand i fængsel, til hvem man ikke skal have tillid, selv om han aflagde ed. For det andet har den, som modtog den uindviede oblat, ikke syndet. Hans tro har frelst ham, fordi han troede, at han modtog det sande sakrament, og han forlod sig på Guds ord og er ikke falsk…. Hvad de blandede oblater angår, er det rigtigt gjort, at de er blevet opbrændte, skønt det i virkelighe-den ikke havde været nødvendigt at opbrænde dem, da jo sakramentet intet er, når det ikke bruges, ligesom dåbsvandet ikke er nogen dåb, når det ikke bruges. For dem, som æder og tror, virker Kristus i sakramentet. Men for forargelsens skyld har præsten gjort vel i at brænde oblaterne.”

     Imidlertid kom Besserer i forhør. Det viste sig, at den udtalelse, hvorpå Luther byggede sin hårde dom om ham, nemlig at han, da den savnede oblat blev fundet, og han lagde den tilbage i oblatæsken, skulle have sagt til kirketjeneren, at det ikke kunne gøre noget, da der ikke var forskel på indviede og uindviede oblater, ikke var ment, som den var blevet udlagt, at han selv virkelig troede på Jesu legemes og blods nærværelse under brød og vin, og at han havde handlet i forfjamskelse over sit uheld og prøvet på at skjule det. Da dette kom Luther for øre, skiftede han holdning over for den unge hjælpepræst, men ikke anskuelse i selve sagen. Han så nu, at Besserer ikke havde handlet af ondskab, men i forvirring. Han lader da under sin (sidste) rejse til Eisleben Melanchton svare kurfyrsten, at Besserer bør straffes med to ugers fængsel, og at han, da man kan håbe på forbedring hos ham, skal have lov til at blive i sit embede. Uden straf kan det ikke gå. For fejlen er en alvorlig fejl, som ikke må tolereres og ikke danne skole. Men når den ikke er begået med forsæt, skal den ikke straffes for strengt, og præsten ikke miste sit embede. Luther handler her, som ellers, som den gode pæda-gog.

     Hvorfor tog Luther denne skelnen mellem ”indviede” og ”uindviede” oblater så strengt, når moderne danske lutherske præster regner den ikke blot for ligegyldig, men for farlig og ”katolsk”? Derpå svarer Wittenberger-reformatorerne i deres ”Visitatorernes undervisning til præsterne” fra 1528. Det hedder her, at præsterne skal belære menighederne om nadveren således, at de først lærer at tro, at i brødet er Jesu sande legeme og i vinen Jesu sande blod. Thi således hedder det i indstiftelsesordene. Og så hedder det med ord, som må virke overraskende på gennemsnitspræsten af i dag: ”Hvis det nu skulle forstås sådan, at ikke det sande legeme, men kun Guds ord er der, sådan som nogle vil udlægge det, så ville det ikke være en uddeling af Kristi lege-me, men alene en uddeling af ordet og ånden”.

     Mon man rammer helt ved siden af, når man gætter på, at den mest udbredte nadveropfattelse blandt dan-ske præster i dag netop går ud på, at det er ”ordet og ånden”, der uddeles ved nadveren, og ikke Jesu sande legeme og blod? For man hører igen og igen sagt, at ”nadveren blot er en forkyndelse”, som prædikenen. Brødet og vinen bliver da blot illustrerende symboler.

     Har man denne nadverlære, som ikke var Luthers, som heller ikke er den, der findes i Den lille Katekismus, hvad enhver kan overbevise sig om ved at slå op i katekismen bag i Den danske Salmebog, ja, da er det ikke underligt, at man finder Luthers praksis ved nadverbordet noget ”katolsk” og anser sig selv for en ”renere” lutheraner end Luther selv.

     Deri tager man dog fejl.

     Thi for Luther er ordet ganske rigtigt det afgørende ved nadveren. Men ikke det ord, vi lægger til rette, ikke en ”forkyndelse”, vi udformer, som præsten udformer sin prædiken, men Kristi eget ord, indstiftelsens klare og almægtige ord fra Skærtorsdag aften, det ord, der skaber og giver, hvad det nævner, så længe det lyder over brød og vin på Kristi befaling ”aldeles efter hans indstiftelse”. Og dette ord er det., som siger, at Jesu sande legeme og blod er til stede under brød og vin og uddeles til nadvergæsterne, at brødet og vinen, som rækkes og tages, er Jesu sande legeme og blod, usynligt og ubegribeligt, men virkeligt, fordi Kristi ord, det, vi ikke har ret eller magt til at rokke ved, siger det.

     Dette ord er det, som selv sætter skel mellem ”indviede” og ”uindviede” oblater. Når det bliver præster ligegyldigt at skelne her, kan det kun være vidnesbyrd om én ting: at de ikke tænker om ”ordet”, som Luther gjorde det. Han faldt på knæ og tilbad – udvortes og bogstaveligt. Så stærkt var ordet ham, ordet af Herrens egen-mund.

     Burde man kunne komme i forlegenhed i en luthersk kirke, hvis man fulgte Martin Luther heri?

     Men kommer man ikke i Den Danske Folkekirke i dag faktisk i forlegenhed, hvis man gør det?

     Spørgsmålet rejses blot til overvejelse. Og det vil være sundt, om ikke blot præster og biskopper, men også lægfolk overvejede, om det nu også er så sikkert, at de, der vælger på dette punkt at bryde med Luther, har valgt den rette lutherske vej.

af pastor Jan Bygstad, Bergen

I mange kristne sammenhænge er der de senere år sket en gennemgribende forandring på sangens og musikkens område. Sangbogen og  salmebogen er på vej ud og erstattes af nye sange, der vises på overhead ved forsamlingens møder og gudstjenester.  Det sker især, hvor mange unge er samlet, men også efterhånden i de mere etablerede forsamlinger. Her er det i høj grad netop hensynet til de unge, der er afgørende. Man er bange for, at hvis man holder fast i de gamle salmer og sange, vil de unge finde andre steder, hvor de trives bedre. Undertiden kan man ligefrem møde dette som et udtalt krav fra enkelte unge: ”Får vi ikke det, vi vil have, går vi andre steder hen!”

     Samtidig er situationen den, at flertallet af unge kristne i dag ikke kender selv de mest centrale salmer og sange i den evangelisk-lutherske tradition. Fra barndommen er de blevet oplært i, at de ikke skal synge de samme sange, som de voksne synger. Letbenede børnesange er det eneste, de fleste stifter bekendtskab med, og hvad er så mere naturligt end at fortsætte i samme spor, når ung-domsårene kommer?

Ungdomsprofilen 
Ungdomsprofilen – det at hensynet til de unges smag og behag bliver bestemmende i meget kristent arbejde – har vidtrækkende betydning.

1. For det første, fordi de voksne – når de bøjer af /giver efter på dette område – gerne er styret af frygt, frygt for at miste de unge. Når man ser andre åndelige retninger end de lutherske appellere til de unge, og at  vore unge tiltrækkes af sådanne sammenhænge, går man i ”panik” og tænker, at vi  også må åbne for moderne ytringsformer. Eller – som det så fint hedder – ”møde de unge på deres egne præmisser”.
   
   
2. For det andet ser vi, at den musikalske udvikling i de fleste kristne organisationer nu i hovedsa-gen er styret af unge. Det er helt unge musik- og ungdomssekretærer, der fører an, og mange af dem  har sjældent mere kristendoms- og bibelkundskab end en gennemsnitlig bibelskoleelev. Det, der mangler i kristen modenhed og erkendelse, kompenseres imidlertid ofte af stor iver og frimodighed.: Man generer sig ikke det mindste for at fortælle modne og prøvede kristne, ”hvor skabet skal stå”. Her må man sige, at til at lede sangen i Guds riges sammenhæng er det ikke en tilstrækkelig kvalifikation at være god til at spille klaver og være villig til ”at være med”. Måske skulle de an-svarlige indenfor kristent arbejde begynde at overveje, om man ikke – når der ansættes en ny ung-domssekretær – først og fremmest skulle  foretrække en lidt ældre, moden troende i stedet for den mest selvsikre og ivrige unge, man kan få fat i?
   
   
3. For det tredje ser det i dag ud til, at det i stadig mindre grad er de åndeligt ansvarlige – de, som har hyrde- og læreansvar i organisationerne – der styrer  den åndelige udvikling. Det er mere og mere dem, der leder ungdoms- og musikarbejdet, der sætter deres præg på den opvoksende kristen-slægt.  De henter yderst sjældent inspiration fra den klassiske evangelisk-lutherske arv. I stedet for er det karismatiske og evangelikale bevægelser, møder, bøger og plader, der sætter dagsordenen. Der ”sker der noget”. Store konferencer, vældig kirkevækst, mægtige visioner og store ord tiltrækker de unge. Og uerfarne som de er, lader de sig også imponere af alt dette. Så tager den gamle sammenhæng derhjemme sig hjælpeløs ud. Den bliver så skrøbelig og ubetydelig sammenlignet med alt det flotte og action-prægede, der kommer væltende.
   

 Fristelsen for de åndeligt ansvarlige bliver i denne situation at tænke: ”If you can’t beat them, join them”. Så åbner man døren for denne nye åndelighed med dens følgesvend –  ”den nye sang” - med det resultat, at kristenliv og kristendomsforståelse omformes fra grunden. For det må man  være klar over:  De, der styrer sangen og musikken i den kristne menighed, styrer også langt på vej kristendomsforståelsen.

”Lovsang” 
 Noget af det vigtigste i ”den nye sang” er, at det skal være ”lovsang”. Dette er så dominerende, at hele sang- og musikstilen slet og ret kaldes ”lovsang”. At synge nogle af de gamle salmer som f.eks. ”Himmelske Fader”,  ”O, at jeg kunne min Jesus prise”,  ”Aleneste Gud i Himmerig” regnes efter denne måde at tænke på  pr. definition ikke som lovsang, selv om indholdet i sandhed  består af lovsang og tilbedelse. Der oprettes så såkaldte ”lovsangsteams”, som skal lede forsamlingen. De består som regel af en instrumentalgruppe med rytmeinstrumenter samt forsangere – gerne fra tre til seks unge. Musikstilen ligner ofte softrock eller gospel, men i den senere tid har vi hørt om, hvor-dan både rap, heavy metal, house og techno også har fået plads.

     Lovsangen skal helst vare et stykke tid. Det er ikke usædvanligt at ”lovsangen” optager en halv time til tre kvarter af mødetiden, før taleren får ordet. Denne må så iøvrigt helst ikke tale nær så længe. Undertegnede har selv oplevet at få besked om af en frisk ungdomsleder at begrænse min taletid til en halv time. ”Ellers ville han komme op på talerstolen og standse mig…!” Efter tale og bøn kommer der så gerne en ny afdeling ”lovsang”, som ikke så sjældent kan vare en halv time eller mere. Den plads, man giver forskellige ”indslag” under et kristent møde, viser, hvilken vægt man tillægger dem. Hvad siger det, der her er påpeget, om, hvilken betydning man tillægger forkyndelsen?

     ”Lovsangen”, som nu bliver stadig mere udbredt kommer først og fremmest fra amerikansk på-virkede karismatiske strømninger. Musikken kombinerer som regel to hovedelementer: For det første en stærk grad af sentimentalitet, og for det andet varierende grader af rytmisk kraft. Senti-mentaliteten spiller på følelserne og bevirker meget ofte, at musikken får noget ”billigt” over sig. Det rytmiske taler til kroppen og ”dansefoden”, og musikken bliver derfor ganske ”fysisk”. Når sentimentalitet og rytmik kombineres på denne måde, får man et stærkt suggestivt virkemiddel: Musikken gør noget ved forsamlingen – uafhængigt af tekstens indhold. Der skabes en stemning – en ”ånd” om man vil – som langt på vej definerer den forsamling, man taler til. Jeg har selv i et par situationer oplevet denne ”ånd” som så påtrængende og ubehagelig, at det var svært for mig at holde den tale, jeg var blevet bedt om at holde.

     Disse erfaringer og en efterhånden lang tid i Guds ords tjeneste i de forskelligste sammenhænge, har ledet frem til følgende slutninger/teser:

1.     Den, der bestemmer musikken i en menighed, styrer også langt på vej, hvilken ånd der råder der.

2.     Musikken i en kristen menighed er et barometer på, hvilken slags spiritualitet man finder i den aktuelle sammenhæng. Sat lidt på spidsen: En lutheraner synger anderledes end en pinseven.

     Hvis den første tese er sand, indebærer det, at sang og musik principielt burde være lagt under hyrde- og læreembedet i forsamlingerne.. Åndeligt umodne mennesker bør derfor ikke have ansvar for det musikalske, selv om de er aldrig så teknisk dygtige, når de gælder om at spille eller synge. Lemfældig omgang med sangen og musikken er noget, man absolut må undgå, netop fordi musik kan have en så central betydning.

     Hvis den anden tese er sand, indebærer det, at ”den nye sang”, som nu breder sig, er en indikator, der fortæller, at der sker et grundlæggende skifte i kristendomstype og -forståelse indenfor organisationerne. Evangelisk-luthersk kristendomsforståelse med dens øre for højden og dybden i den bibel-ske åbenbaring og det kristne liv er på vej ud for i stedet at blive erstattet af mere eller mindre overfladiske karismatiske og evangelikalt-aktivistiske kristendomstyper. Det er ganske karakteristisk for det, som er ved at ske, at man ikke er interesseret i teologi, men kun i det pragmatiske ”how to do it”. Sandhedsspørgsmålet affejes som besværligt; i stedet er det altoverskyggende problem: ”Hvad skal vi gøre for at trække folk til”? ”Den nye sang” og musik passer som hånd i handske til dette. Det er jo skræddersyet netop med tanke på at gøre kristent forsamlingsliv attraktivt. Af samme grund er denne kristendomstype også fundamentalt anti-intellektuel. Når man henført kan lukke øjnene og vugge med i ”lovsangen”, er kritiske spørgsmål kun en plage. Og straks hører man, at ”du må ikke være så negativ”!

     Det er i denne sammenhæng tankevækkende at mærke sig, hvad den kendte engelske præst Michael Green har sagt på OASEs netsider (www.oase.no). Han kommer med gode råd om, hvad en menighedsleder bør gøre for at få fornyelse i menigheden. Noget af det vigtigste er, at organisten må lære at holde af ny og frisk musik, for ”det er næsten umuligt at opnå fornyelse uden musik”. I tråd med dette ser vi, at de menigheder, som oplever kirkevækst, bl.a. har som fællestræk, at de har ladet ”den nye sang” få indpas. Teologisk har Michael Greens udsagn imidlertid den betydning, at musikken tager Helligåndens plads. Og netop dette ser ud til at være noget af et hovedproblem blandt dem, som beskæftiger sig med denne type ”lovsang”. Ideologerne på dette område kan gan-ske enkelt ikke udtrykke sig stærkt nok om lovsangsmusikkens betydning: ”Lovsangen åbner for Guds nærvær og kraft, giver sejr i åndskampen, er et åndeligt våben” osv. Musik og lovsang bliver på denne måde et nådemiddel og indtager dermed den plads, som efter evangelisk-luthersk tro alene tilkommer Ordet og sakramenterne. At organisationer og bibelskoler her står overfor et betydeligt teologisk oprydningsarbejde, hvis man stadig vil være evangelisk-lutherske, turde være klart.

Indhold Hvis musikken i sig selv er bærer af en åndsmagt, gælder dette selvfølgelig i endnu højere grad de ledsagende tekster. Jeg har nu i nogle år lyttet til og læst et ikke ringe antal af de nyere lovsange og er blevet stadig mere betænkelig ved de tekster, som alt for ofte får lov at lyde også indenfor de lutherske organisationer.

     Der er etableret en slags musikalsk økumeni i den kristne ungdomsgeneration. Lovsangene ”fly-der rundt” mellem de mest forskellige miljøer. Ikke sjældent synges det samme i 'Levende Ord', OKS (Oslo Kristne Senter) og f.eks. Misjonssambandets og Indremisjonens ungdomsforeninger. Og mange unge færdes også i de mest forskellige miljøer. Hører man en sang et sted, som man synes om, tager man den med til sin egen sammenhæng, overfører den på overhead og så lærer man den der. Her går man uden om alle normale kanaler i et ret kristent arbejde: En af hovedgrundene til, at vi har sangbog og salmebog, er, at her er teksterne blevet underkastet en prøve – både lære- og kvalitetsmæssigt. De, som så er sluppet igennem, er dem, som kirkesamfund og organisationerne kan stå inde for. Sangskatten skal således være et ægte udtryk vores egen kristendomsforståelse. Men ”overheadkulturen” har ingen test. Hyrde- og læreembedet får ikke engang mulighed for at tage stilling til spørgsmålet – alt flyder. Dermed står man overfor det faktum, at via de nye sangtekster kommer der ofte kristendomsforståelse ind, som er fremmed for evangelisk-luthersk tro og liv. Her må det understreges: Intet bør synges i den kristne menighed, uden at det er underkastet en forsvar-lig læremæssig prøvelse!

     Ser man på indholdet i mange af teksterne, er det iøjefaldende, at temaområdet, som berøres, er relativt snævert. Fylden i Bibelens gudsbillede og det kristne liv kommer kun lidt frem. Kors og trængsel hører vi intet om, om syndenød ej heller. At en kristen samtidig er både retfærdig og  syn-der, har jeg til gode at høre om; også om den dobbelthed i livet, som består i, at vi er ”bedrøvede og altid glade”. Lov og evangelium samt spændingen i, at Gud både er Den Hellige og Den Nådige, er det ligeledes sjældent at høre om. Men der synges meget om sejr og fremgang, om Guds rige og Kristi kongedømme, om kærlighed og glæde og tilbedelse. Det er klart, at en sådan slagside på sigt vil omforme kristendomsforståelsen på afgørende måde.

     Lige så bekymrende er den loviskhed, som ofte klinger i disse tekster. Store ord om, hvor højt vi elsker Jesus, og hvor meget vi er villige til at ofre for ham, er ikke ualmindelige. Jeg tvivler ikke på, at de, der synger dette, subjektivt mener, hvad de synger. Samtidig er jeg lige så sikker på, at den, der taler sådan, ikke kender sig selv. Det gjorde apostlen Peter heller ikke, da han den sidste aften før korsfæstelsen svor ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” (Matt 26,33). Men den nat måtte Peter bittert erfare, at alle hans velmente ord blev til intet i svigt og fald. Først da lærte han sit eget hjerte at kende. Efter dette gik Peter derfor stille med dørene.

Hvad skal vi gøre? Hvis udviklingen ikke er kommet forbi  ”point of no return”, er der et par hovedpunkter, som indenfor evangelisk-lutherske kirker og organisationer bør besinde sig på:

1.     Man må tidligt begynde at lære børnene en del af de centrale kernesalmer. (Børnene kan muligvis også lære børnesange, men aldrig kun børnesange). Dette bør tages alvor-ligt både i det kristne hjem og i søndagskolearbejdet.

2.     Børn og unge må på en helt anden måde lære ordentlig bibelkundskab. Alt for megen forkyndelse for børn og unge er for tynd. De får serveret ”åndelig chips og cola” i ste-det for helsekost. Dermed bliver de ladt i stikken uden modstandskraft mod åndelig usundhed og alle slags forførelser.

3.   Unge må ikke lede sig selv. Modne og voksne troende, som har hjerte for de unge, må bruge megen tid sammen med dem og således hjælpe dem på troens vej. Særligt bør man åbne hjemmene for unge.

4.   Sang og musik i menigheder og forsamlinger må underlægges hyrde- og læreansvaret, som så alvorligt må varetage opgaven: at prøve alt.

5.   De, der har gaver på sangens og musikkens område, må hjælpes til at lære evangelisk-luthersk tro og tænkning at kende, og også hjælpes til grundigt kendskab til den arv på sangens og musikkens område, som vi finder i evangelisk-luthersk tradition. Den lutherske kirkefamilie har på dette område en skat, som næppe findes i andre sammenhænge.

6.   Man  må holde op med at tænke på kirkevækst. Den sande vækst i Guds rige er ikke kvantitativ, men først og fremmest kvalitativ. Det betyder, at Guds folk må hjælpes til at trænge ind i Den hellige skrift, så troen kan vokse og modnes. Målbevidst bibelundervisning (med lov og evangelium som "ovenlys")” på alle”niveauer må m.a.o. have højeste prioritet. Da skal vi nok til sin tid også opleve talmæssig vækst. Men det er Guds sag, ikke vores!

Ordet ”ortodoks” har dobbelt betydning. Det betyder både ”ret tro” og ”ret lovprisning”. Og sammenhængen mellem disse er fundamental: Kun hvor den sande tro er, findes den sande og rette lovprisning! Den nye sang – i bibelsk betydning – er noget, som kun kan gives os af Gud (Salme 40,4f). Den kan aldrig laves af mennesker som en slags ”åndeligt program”.

############################################

Forfatteren er cand. theol. Han er præst i Det evangelisk-lutherske Kirkesamfund (DELK) i Bergen. 

af pastor Svend Erik Larsen

475 års reformationsjubilæum
Den 30. oktober 1536 proklamerede kong Christian III den lutherske reformation i Danmark – altså i 2011 for 475 år siden. Et jubilæum, som mildt sagt blev forbigået i stilhed. Det lutherske er måske heller ikke grundlæggende i så høj kurs i disse tider?!

     Reformationen betød – kort sagt – at Danmark skiftede trosretning, og måden, det skete på, medførte, at kongen (statsmagten) fra da af styrede kirken, og at kirken ikke skulle blande sig i politiske forhold. Det er en holdning og praksis, som i dag har betydelig opbakning – ikke mindst af politikere, men også af mange teologer. Politik og kristendom har intet med hinanden at gøre og må absolut holdes adskilt.

     Hvor luthersk i egentlig forstand dette er, kan der nu nok sættes spørgsmålstegn ved! Iflg. kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten harmonerer synspunktet mere med Philip Melanchtons holdning end med Martin Luthers!

Stat og kirke før reformationen
I de allerførste århundreder af kirkens historie var der et spændt forhold mellem kirken og den hedenske stat. Der forekom mange konfrontationer – også i form af forfølgelser. Da kristendommen blev statsreligion, blev konfrontationerne afløst af samarbejde, men der viste sig dog stadig spændinger, fordi kirken reelt var underlagt statsmagten. Fra 400-tallet opfattede man stat og kirke som partnere, der sammen styrede verden, - men spændingsforholdet bestod.

     Det blev da også i løbet af nogen tid til, at kirken hævdede at stå over staten, fordi den i egentlig forstand var Guds repræsentant på jorden og dermed hans mellemmand til alle andre – også stats-magten. Men efterhånden forstod fyrstemagten sig selv sådan, at den hentede sin autoritet direkte fra Gud – og ikke via kirken! Fyrsten (statsmagten) opfattede så sig selv som suveræn med ret til at bestemme over alt – også det åndelige og kirkelige. Derfor var det også fyrsten, der bestemte, hvad der var statens (dens indbyggeres) religion.

Den lutherske reformation
På reformationstiden var spændingerne mellem fyrstemagten og kirken i høj grad tydelige. Fyrsterne krævede, at kirkerne blev nationalkirker, der ikke var underlagt pavestolen. Det medførte så også spændinger internt i kirkerne – og mellem de nationale kirker og fyrstemagten.

     På dén baggrund er det så, at Martin Luther udformer sin såkaldte to-regimentslære. Den går ud på, at Gud styrer verden gennem to regimenter. Staten og kirken har så at sige hver sit domæne, men henter begge deres autoritet fra Gud.

     Staten (fyrsten) har den opgave ved hjælp af loven at bekæmpe det onde og fremme det gode. Her hører det så også med, at staten skal sikre kirken gode, ydre vilkår. Men det er ikke statens opgave at styre kirken eller blande sig i det, der er dens opgave, eller måden, den løses på.

     Kirkens opgave er ved ordet og sakramenterne at forkynde lov og evangelium. Dermed er sagt, at den ikke skal blande sig i det, der er statens gudgivne opgaver, endsige forsøge at påtage sig dem. Men skulle det ske, at staten ikke passer sine opgaver – eller overskrider grænserne herfor – er det kirkens opgave gennem forkyndelsen at minde staten om, at den skal passe sin opgave!

Den danske kirkeordinans
I 1537 blev den nye kirkeordning nedfældet i Kirkeordinansen. Det fremgår heraf, at der er to ordinanser: Guds og kongens. Det betød, at kongen blev anset for at være Guds stedfortræder. Dermed blev han (statsmagten) både kirkens åndelige og verdslige overhoved. Han var nemlig ansvarlig for, at landets befolkning efterlevede den rette tro.

     Med tiden blev dette stadig mere problematisk. Oplysningstidens tænkning betød, at staten ikke længere betragtede sig selv som en religiøs størrelse, men den fastholdt, at den havde retten til at være øverste myndighed – også over kirken.

     Måske det var på tide at reformere den danske ordning, så den blev luthersk?!

af pastor Svend Erik Larsen

De vestlige kirker i USA og Europa, som for en stor dels vedkommende har accepteret kønsneutrale ægteskaber og indført ritualer til brug ved vielse af homoseksuelle, har haft vældig travlt med at slå fast, at der her blot var tale om, at man havde forskellige skikke, uden at dette var kirkesplittende. Netop sådan har de danske biskopper argumenteret, og den samme holdning har man haft i Det Lutherske Verdensforbund (LWF).

Den stik modsatte holdning har adskillige kirker i den tredje verden – bl.a. i Afrika – haft. Her betragter man det simpelthen som et udtryk for, at man går imod det, der er Bibelens syn på ægteskab og seksualitet. Derfor konstaterer man nu som en virkelighed, at der er opstået en alvorlig splittelse i forhold til gamle samarbejdspartnere i USA og Europa.

I begyndelsen af 2013 så den etiopiske Mekane Yesus kirke, der har ca. 5,5 mill. Medlemmer, sig derfor nødsaget til at afbryde samarbejdet med Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Amerika (ELCA) og Den Svenske Kirke (Svenska Kyrkan). Det betyder både en afbrydelse af nadverfællesskabet og et nej til yderligere økonomisk støtte fra de to kirker.

Bruddet har været undervejs længe. Allerede i 2010 kaldte man de to kirker til omvendelse og gjorde opmærksom på, hvad konsekvensen i givet fald ville blive.

Efterfølgende har Mekane Yesus fået opbakning fra forskellig side – bl.a. fra bibel- og bekendelses-tro kirker og organisationer. Fra Det Internationale Lutherske Råd (ILC) – en sammenslutning af lutherske kirker – er der opbakning med en skrivelse underskrevet af formanden, biskop Hans-Jörg Voigt fra Den Selvstændige Evangelisk-Lutherske Kirke (SELK) i Tyskland. Også den svenske Missionsprovins har ved biskop Roland Gustafsson udtalt sin støtte.

Fra dansk side samarbejder Luthersk Missionsforening (LM) og Dansk Ethioper Mission med Mekane Yesus Kirken. Her vil samarbejdet fortsætte, da de to organisationer ikke repræsenterer den officielle kirke, men er private organisationer. Men man vil formodentlig afvise kontakt med officielle repræsentanter for Den Danske Folkekirke.

af pastor Svend Erik Larsen

Det er velkendt, at kirker i andre dele af verden har reageret skarpt imod europæiske og amerikanske kirkers positive accept og legitimering af kønsneutralt ægteskab. Det gælder også kirker, som danske missionsselskaber arbejder sammen med.

 Det gælder således en af verdens største lutherske kirker – Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) – der har ca. 5,6 mill. medlemmer. Både Danmission og Luthersk Mission arbejder sammen med denne kirke.

Allerede i januar 2010 udsendte kirkens biskopper en udtalelse, hvor man tog skarpt afstand fra begrebet ”det kønsneutrale ægteskab” og desuden lagde afstand til kirker, der går ind for dette. Udtalelsen, som refereres i det følgende, er siden bakket op af kirkens bestyrelse.

Indføring
Man indleder med en tak til Gud for, at han ved Jesus Kristus har forenet alle troende til et legeme, så man nu er forbundet med hinanden. Men det betyder så også, at når der i en eller anden kirke tales imod den lære, der er overleveret, chokerer det, og derfor må andre kirker naturligvis også reagere. Det er det, der er situationen nu, hvor nogle kirker – især i Europa og Amerika – har besluttet at legalisere kønsneutrale ægteskaber.

Herefter nævner man flere af de begrundelser, der er givet herfor. Således vender man sig f. eks.  imod, at et ret ægteskab iflg. Bibelen er et forhold mellem en mand og en kvinde og afviser dermed en række klare skriftsteder. Som begrundelse herfor giver man, at det afgørende er, at der er tale om et kærlighedsforhold. Moralopfattelsen har ændret sig, og kirken må følge med tiden. Opfattelsen af, hvad der synd, er afhængigt af tid og sted. Og i øvrigt er forholdet først og fremmest af sag mellem de to, der elsker hinanden.

Flere andre synspunkter refereres.

Modargumenter
Det slås herefter fast, at ELCT har en anden holdning, idet man står fast på Guds ords grundlag vedr. ægteskabet. Det afvises, at Bibelen og de skriftsteder, der omhandler ægteskabet, kan tolkes, som man har gjort det for at legitimere det kønsneutrale ægteskab. 

Det er rigtigt, at et ægteskab er et kærlighedsforhold mellem to – men af forskelligt køn – der vil leve sammen i ægteskab. Vel er der forhold, der ændrer sig med tiden, men dertil hører ægteskabet ikke. Derfor er holdningen i europæiske og amerikanske kirker ikke vejledende for andre og må altså heller ikke påtvinges andre. Og så er ægteskabet i øvrigt ikke bare en privat, men en offentlig sag, idet parret hører til i en familie og et samfund.

Konklusion
Det kønsneutrale ægteskab er dermed en torn i Herren Jesu Kristi legeme, der forårsager sår og smerter på andre ”lemmer”. Kirkens enhed svækkes. Endnu engang afviser man de vildledende tolkninger af Bibelens ord og opfordrer til eftertanke. Og så udtaler man sin støtte til alle, der mod-sætter sig legitimeringen af kønsneutrale ægteskaber, så sårene på Kristi legeme kan begrænses.

Endelig slås det fast, at man ikke ved udveksling af medarbejdere vil acceptere personer, der lever i kønsneutrale ægteskaber, eller som støtter sådanne og deres legalisering. Dette gøres så helt klart: Sådanne personer er ikke velkommen som medarbejdere i ELCT.

Til sidst slås det fast, at forsøg på overtalelse til at ændre holdning, vil blive afvist – også hvis der skulle blive tale om økonomisk pression. Dette forventes respekteret i diverse samarbejdsorganer. Man erkender, at man ikke kan tvinge kirkerne i Europa og Amerika til at ændre holdning, men man går ud fra, at de vil respektere ELCTs holdning!

En klar og skarpt formuleret holdning underskrevet af kirkens 2o biskopper!

af pastor Svend Erik Larsen

Folketinget og biskopperne
Den 7. juni 2012 vedtog folketinget en ny ægteskabslov, som bestemte, at to personer af samme køn nu kunne indgå ægteskab. Samtidig pålagde man folkekirken at foretage vielse af homoseksuelle par. Da loven trådte i kraft allerede den 15. juni, indsendte 8 af folkekirkens 10 biskopper (liselotte Rebel og Steen Skovsgaard ønskede ikke at medvirke) et forslag til autoriseret vielsesritual. Ganske vist var flere af dem imod, at man kaldte et forhold mellem to personer af samme køn for et ægte-skab. Men man bøjede sig for folketingets vedtagelse og for kravet om hurtig handling. Det betød ganske vist, at man så bort fra den sædvanlige regel om, at nye ritualer forud for autorisation sendes i høring. Hele sagsforløbet demonstrerer dermed, at dette ikke drejer sig om teologi, men om politik med baggrund ligestillingsideologien. Og så det da vist aldrig før forekommet, at et ritual er blevet autoriseret til brug med en prøvetid på 2 år!

Indtrykket af ritualet, som i øvrigt undgår at bruge ordet ægteskab, er, at forholdet mellem de to ægtefæller konstitueres af kærlighed. Altså det samme, som hævdes af ikke så få om ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Netop derfor kunne der meget vel ske det, at nogle også begyndte at bruge ritualet for vielse af to personer af samme køn ved vielser i det hele taget. Ægteskabet er jo – det er manges holdning – først og fremmest et forpligtende livsfællesskab båret af kærlighed og ikke en grundordning med skabelsen som udgangspunkt.

Så kan man i øvrigt undre sig over biskoppernes argumentation m.h.t. overhovedet at udarbejde og indsende et forslag til ritual med henblik på autorisation. Man accepterer uden videre, at folketin-gets flertal bestemmer – også når det drejer sig om folkekirkens såkaldte indre anliggender, hvortil lære- og ritualspørgsmål hører! Man gør det bl. a. for at undgå splittelse i folkekirken – siger man. Men så melder det spørgsmål sig, hvilken splittelse man tænker på. Rent faktisk er der jo sket det, at der er sket splittelse. Der er oprettet frimenigheder, og der har været udmeldelser. Men det har jo ganske vist drejet sig om folk fra den såkaldte højrefløj. Dem har man måske ikke været kede af at slippe af med?? Eller hvorfor betragtes det ikke som en splittelse?

Under henvisning til Confessio Augustana art. 7 giver biskopperne så i øvrigt udtryk for den opfat-telse, at det folkekirkelige fællesskab bør kunne rumme de forskellige holdninger, der er til den nye ægteskabslov. Det er ”nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning”. Med dette menes forkyndelsen af retfærdiggørelsen ved tro alene og forvaltningen af dåb og nadver som nådemidler. Men med denne formulering tolker man forkyndelsen og sakramentsforvaltningen som kirkens grundlag, -- hvad de ikke er! De er derimod – ganske vist væsentlige – kendetegn på kirken. Og vel at mærke ikke de eneste! Det er således også et kendetegn, at kirken forkynder det, der er Guds vilje med vort liv!

Det nye ritual
Det er ikke hele ritualet, der er autoriseret. Både i vielsesritualet og ritualet for velsignelse af borger-ligt indgået ægteskab er alene tilspørgsel, forkyndelse, Fadervor og velsignelsen autoriserede led. Alle øvrige led er forslag, som man ikke er bundet til at følge. Blot de nævnte fire led indgår, kan man frit tilrettelægge såvel forløb som indhold. Men da man må formode, at biskoppernes forslag vil blive bestemmende i de fleste tilfælde, kan der være grund til at se nærmere på dem. Og da det ydermere kunne tænkes, at bl.a. netop det med friheden til selv at tilrettelægge og formulere kunne føre til, at ritualerne blev anvendt ved almindelige vielser også, er der ekstra god grund hertil. Ritualer er jo ikke bare neutrale formuleringer af form og indhold, men de er bedte dogmer. Det betyder, at i ritualet udfoldes troslæren. Er et ritual derfor i strid med kirkens lære på et eller andet punkt, er det kirkesplittende. Der er ikke kun tale om acceptable forskelle i skikke!

Der indledes med et præludium og en salme efterfulgt af hilsen og svar, der dog kan erstattes enten af den apostolske velsignelse eller en nådeshilsen. Herefter følgen en indledningskollekt, som sprogligt og indholdsmæssigt er lidt problematisk. Den munder således ud i, at der bedes om Guds nåde, ”så vi aldrig tøver med at lægge vores liv i hinandens hænder”. Hvorfor ikke i stedet i Guds hænder?? Det var der da mere mening i!

Efter indledningskollekten følger umiddelbart en tale/prædiken. Her er det værd at bemærke, at der ingen tekstlæsning er! Men det skyldes måske, at der ingen skriftstykker er, der kunne passe ind her. Der er alene skriftstykker, der forholder sig til livet i det hele taget og livet som ægtefæller. Treklangen fra det almindelige vielseritual – begrundelse, definition og formaning – kan jo af gode grunde ikke bringes i anvendelse. Der findes jo ikke skriftord, der forholder sig til ægteskab mellem to af samme køn. Så må man altså undlade skriftlæsningen!

Efter talen/prædikenen følger tilspørgsel og erklæring. Her afsløres det, at nok forekommer ordet ægteskab ikke i ritualet, men indirekte accepteres ægteskabet mellem to af samme køn alligevel. Både i tilspørgsel og erklæring kaldes de to, der vies, nemlig ægtefæller.

Nu læses – som i det sædvanlige vielsesritual – Paulus´s formanende tekst fra Kol. 3,12-14. Dog udelades sætningen fra Gal. 6,2: ” Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov”, som den formanende tekst dér indledes med.

Derefter følger under håndspålæggelse forbønnen. Her er der to forslag, som dog begge er bønner om Guds velsignelse over parret og deres liv med hinanden. Så bedes Fadervor, og der følger en salme.

Så læses der en eller flere bibeltekster, og biskopperne har udarbejdet et forslag med en række tekster fra såvel Gammel som Ny Testamente. Det foreslås, at teksten eller teksterne vælges i samråd mellem præsten og parret, og at læsningen kan varetages af familie, venner eller af præsten. Hvis der vælges en tekst fra Gammel Testamente, foreslås det, at der også læses en tekst fra Ny Testamente.

Når man så gennemgår de foreslåede tekster, viser det sig, at de dels handler om kærlighed, og at de kommer fra Gud, dels har formanende – eller måske snarere moraliserende karakter. Ikke så overraskende i grunden, for hele handlingen handler jo om, hvordan man skal leve sammen, og ikke om, at man skal leve sammen, fordi Gud har skabt os dertil!

Efter tekstlæsningen følger slutningskollekten. Der er foreslået to forskellige, som begge vidner om, at kærlighed er det konstituerende for forholdet. Vielsen afsluttes herefter med velsignelsen, en salme og et postludium.

I forbindelse med ritualet er der en note, hvoraf det fremgår, at præster, som af teologiske grunde ikke ønsker at anvende dette ritual, er fritaget herfor. Problemet er, at det allerede optræder som test-spørgsmål til ansøgere, og at det for mange er helt uantageligt, at man kan være imod vielse af to personer af samme køn. Uantageligt, fordi det strider imod den almindelige ligestillingsidelogi. Og dertil kommer: Hvad er der i vejen med at bede om Guds velsignelse af to menneskers kærlighed til hinanden?

Problemet er: Det er ikke en ligegyldig sag at acceptere ægteskab mellem to af samme køn! Ifølge Bibelen er et ægteskab et forhold mellem en mand og en kvinde. Derfor er der her tale om, at man af politiske grunde ser bort fra teologien. Ja, faktisk ændres kirkens lære om ægteskabet, og derfor er det, der er sket, i grunden kirkesplittende. Der er ikke bare tale om forskellige, ligestillede skikke, som kan og bør leve side om side.

Derfor burde biskopperne som vogtere af kirkens lære og repræsentanter for kirkens enhed have afvist at udarbejde et ritual for vielse af to personer af samme køn under henvisning til, at det netop var i strid med kirkens lære! Det drejer sig altså om teologi og ikke om politik!