Det Danske Bibelselskab udgiver et såkaldt Håndbibliotek, der er en serie af små fagbøger, der udforsker væsentlige temaer og begreber i Bibelen.
I denne serie er nu udkommet en bog på 144 sider med titlen: Messias, skrevet af Søren Holst, forfatter og foredragsholder, forhenværende lektor ved det teologiske fakultet ved Københavns Universitet.
På bagsiden af bogen er formålet med bogen angivet: Søren Holst går på jagt efter baggrunden for Det Nye Testamentes forventning om en frelser. Er Jesus opfyldelsen af gamle profetier? I forordet siger Søren Holst, at dele af svaret findes i Bibelen, men at noget må hentes i en stribe andre skrifter.
I første kapitel afsøger Holst, hvorledes Messias-forventningerne møder os i Det Nye Testamente (NT). Messias-titlen forekommer kun to gange i den danske oversættelse (Joh 1,41; 4,25), i stedet bruges det græske Kristus. Men der er også andre betegnelser, der peger på forventning, f.eks.: Den som kommer. Og han går også ind i passager, der med andre ord og begreber udtrykker forventning til Frelseren, herunder Frelserens magt over sygdom og død. Holst kommer også ind på titler som: Israels konge og: Davids søn. Og i lidelseshistorien har Messias-forventningerne en fremtrædende plads. Holst understreger, at det flere steder siges klart, at Det Gamle Testamente (GT) peger på Messias.
Men peger GT klart på Messias? Det undersøger Holst i kapitel 2 og 3. Og han når frem til, at det gør GT ikke!
Der tales ganske vist i GT om den salvede, og han undersøger en lang række steder, men når frem til, at betegnelsen bruges om et almindeligt menneske med et særligt embede, oftest om kongen i Jerusalem, et dødeligt menneske af kød og blod. Det gælder fx i Sl 2,1-2.6, hvor der tales om kongen i Jerusalem, der af Gud er indsat til at herske over hele verden. Det er ifølge Holst ikke et politisk program men en prædiken om, at Israels Gud i sidste ende er den stærkeste.
Efter Jerusalems fald år 587 f.Kr. flyttede fokus til håb om en konge som David. Det gav tanken om kongen en dimension rettet mod fremtiden. Stadig dog en almindelig, menneskelig konge, født af forældre af kød og blod. Men udsagnene om forventningen til kongen bliver senere brugt som byggesten, når de første kristne – og de øvrige jøder i samtiden – formulerede forventningen til en fremtidig redningsmand sendt af Gud (s.43-44).
Holst pointerer, at profeterne kommenterede samtiden (s. 48-49). Det understreges bl.a. med en kort udlægning af Es 9,5-6; 7,14; 11,1-2; Jer 23,5. Det gælder også Zakarias, der hører til i tiden efter hjemkomsten fra Babylon.
Holst vil ikke regne Daniel til profeterne (jf. jødisk opfattelse), hans bog er et senere apokalyptisk skrift, hvor Menneskesønnen, der kommer med himlens skyer, ikke er af Davids slægt.
I kapitel 4 behandles i første omgang tiden fra 500-400 f.Kr. Her er der kun ganske lidt bibelsk stof, især Jobs Bog, Prædikerens Bog, Højsangen og dele af Mosebøgerne, men hverken i denne periode eller frem til 200 f.Kr. kender vi til ønske om en konge.
Det ændrer sig i det 2. årh., hvor Holst placerer dele af Daniels Bog. I denne periode opstod der en række apokalypser og pseudepigrafer, ligesom Dødehavsrullerne kom til frem mod år 68 e.Kr. Disse skrifter er vigtige kilder til, hvordan man opfattede Messias på NTs tid.
Holst er godt hjemme i disse skrifter, og det er spændende læsning – men har han ret i, at tanken om Messias-tanken først opstod i disse ikke-bibelske skrifter, som til dels indeholder hele og halve citater fra GTs profeter?
Kapitel 5 og 6 handler om især talen i Dødehavsteksterne (2. årh. f.Kr. – 68 e.Kr.) om den salvede som præst og profet. Det gælder også kapitel 7, hvor Første Enoksbog er central, og hvor der tales om Menneskesønnen af himmelsk oprindelse. Kapitlet slutter med citat fra Fjerde Ezrabog, hvor Messias’ død beskrives.
Kapitel 8 tager Es 52-53 op. Holst understreger, at ”teksten ikke selv med én stavelse antyder, at den skulle handle om Messias eller om en salvet konge, præst eller profet. I den del af Esajas’ Bog, hvor beskrivelsen står, bliver ”Herrens tjener” langt de fleste steder klart og utvetydigt brugt om israelitterne” (s.125-126). Det uddyber han selvfølgelig nærmere.
Det hele rundes af og samles op i et kort kapitel 9 om Ny Testamentes beskrivelse af forventningerne til og forkyndelsen af Jesus som den lovede Messias og profet og med antydninger af ypperstepræstelig funktion. Men igen understreger Holst, at Messias i GT ”ikke er en fremtidig frelser, men en menneskelig konge eller evt. præst i samtiden … men vi møder forhåbninger om en fornyelse af kongedømmet, og her males den fremtidige konge i farver, der kan minde om det, som man i Ny Testamente forstår ved Messias – men helt uden at Det Gamle Testamente bruger ordet” (s.133). Det sker jo altså først i tiden mellem de to testamenter, hvorfra der dog er mange forskellige billeder, der afspejles i NT.
Søren Holst har skrevet en spændende bog. Hans viden om GT og om skrifterne fra tiden mellem GT og NT er stor – og bogen er udfordrende. Men er det sandt, at tanken om Messias ikke har reel tilknytning til GT?
Selv om GT ikke bruger ordet, tegnes der altså silhuet af en fremtidig frelser - Messias. Sagen er vel, at uden GT bliver meget i NT uforståeligt, selv om det er uomtvisteligt, at NT afspejler den mangfoldighed i forventningen til Den salvede, der udfoldedes i den mellemtestamentlige tid. Her tales der både om en salvet konge, ypperstepræst og profet. Men netop som udfoldning af centrale tekster i GT.
I 1 Mos 3,15 tales der ganske vist ikke om Messias, men om en fremtidig frelser for menneskeheden, og løftet til Abraham (1 Mos 12,3) er vigtig baggrund for Israels tro.
Det er vanskeligt at forestille sig, at Judas konger har været tiltalt og omtalt i de vendinger, der findes i kongesalmerne. Fx tales der i Sl 2 om Herrens salvede, der skal herske over verden; ville et lille folk på egen hånd drømme så vilde drømme? Det samme gælder Sl 72, der taler om en konge, der langt overgår Salomo (ordet salvede bruges dog ikke). Det gælder også andre salmer; det er sandt, at de ikke indeholder fuldt færdigt billede af Messias, men en stærk ansats, som også findes hos flere af profeterne, fx Jer 23,8, jf. 2 Sam 23,1-7.
I første omgang tales der en del steder i GT klart om Israels frelse. Men det sker med ord og begreber, der går langt ud over et lille folks liv. Det er på denne baggrund, at Messias-begrebet er blevet fuldt udviklet i den mellemtestamentlige jødedom, ligesom NT bevidst griber tilbage til GT og bygger på og forkynder opfyldelse af udsagn dér. Og som Holst nævner i det første kapitel, samles flere andre gammeltestamentlige betegnelser (og forventninger) i Messias skikkelsen.
Jørgen Bækgaard Thomsen
Pastor em., Beder, Danmark.
Messias
Søren Holst:
Bibelselskabets Forlag 2022
144 sider
I denne serie er nu udkommet en bog på 144 sider med titlen: Messias, skrevet af Søren Holst, forfatter og foredragsholder, forhenværende lektor ved det teologiske fakultet ved Københavns Universitet.
På bagsiden af bogen er formålet med bogen angivet: Søren Holst går på jagt efter baggrunden for Det Nye Testamentes forventning om en frelser. Er Jesus opfyldelsen af gamle profetier? I forordet siger Søren Holst, at dele af svaret findes i Bibelen, men at noget må hentes i en stribe andre skrifter.
I første kapitel afsøger Holst, hvorledes Messias-forventningerne møder os i Det Nye Testamente (NT). Messias-titlen forekommer kun to gange i den danske oversættelse (Joh 1,41; 4,25), i stedet bruges det græske Kristus. Men der er også andre betegnelser, der peger på forventning, f.eks.: Den som kommer. Og han går også ind i passager, der med andre ord og begreber udtrykker forventning til Frelseren, herunder Frelserens magt over sygdom og død. Holst kommer også ind på titler som: Israels konge og: Davids søn. Og i lidelseshistorien har Messias-forventningerne en fremtrædende plads. Holst understreger, at det flere steder siges klart, at Det Gamle Testamente (GT) peger på Messias.
Men peger GT klart på Messias? Det undersøger Holst i kapitel 2 og 3. Og han når frem til, at det gør GT ikke!
Der tales ganske vist i GT om den salvede, og han undersøger en lang række steder, men når frem til, at betegnelsen bruges om et almindeligt menneske med et særligt embede, oftest om kongen i Jerusalem, et dødeligt menneske af kød og blod. Det gælder fx i Sl 2,1-2.6, hvor der tales om kongen i Jerusalem, der af Gud er indsat til at herske over hele verden. Det er ifølge Holst ikke et politisk program men en prædiken om, at Israels Gud i sidste ende er den stærkeste.
Efter Jerusalems fald år 587 f.Kr. flyttede fokus til håb om en konge som David. Det gav tanken om kongen en dimension rettet mod fremtiden. Stadig dog en almindelig, menneskelig konge, født af forældre af kød og blod. Men udsagnene om forventningen til kongen bliver senere brugt som byggesten, når de første kristne – og de øvrige jøder i samtiden – formulerede forventningen til en fremtidig redningsmand sendt af Gud (s.43-44).
Holst pointerer, at profeterne kommenterede samtiden (s. 48-49). Det understreges bl.a. med en kort udlægning af Es 9,5-6; 7,14; 11,1-2; Jer 23,5. Det gælder også Zakarias, der hører til i tiden efter hjemkomsten fra Babylon.
Holst vil ikke regne Daniel til profeterne (jf. jødisk opfattelse), hans bog er et senere apokalyptisk skrift, hvor Menneskesønnen, der kommer med himlens skyer, ikke er af Davids slægt.
I kapitel 4 behandles i første omgang tiden fra 500-400 f.Kr. Her er der kun ganske lidt bibelsk stof, især Jobs Bog, Prædikerens Bog, Højsangen og dele af Mosebøgerne, men hverken i denne periode eller frem til 200 f.Kr. kender vi til ønske om en konge.
Det ændrer sig i det 2. årh., hvor Holst placerer dele af Daniels Bog. I denne periode opstod der en række apokalypser og pseudepigrafer, ligesom Dødehavsrullerne kom til frem mod år 68 e.Kr. Disse skrifter er vigtige kilder til, hvordan man opfattede Messias på NTs tid.
Holst er godt hjemme i disse skrifter, og det er spændende læsning – men har han ret i, at tanken om Messias-tanken først opstod i disse ikke-bibelske skrifter, som til dels indeholder hele og halve citater fra GTs profeter?
Kapitel 5 og 6 handler om især talen i Dødehavsteksterne (2. årh. f.Kr. – 68 e.Kr.) om den salvede som præst og profet. Det gælder også kapitel 7, hvor Første Enoksbog er central, og hvor der tales om Menneskesønnen af himmelsk oprindelse. Kapitlet slutter med citat fra Fjerde Ezrabog, hvor Messias’ død beskrives.
Kapitel 8 tager Es 52-53 op. Holst understreger, at ”teksten ikke selv med én stavelse antyder, at den skulle handle om Messias eller om en salvet konge, præst eller profet. I den del af Esajas’ Bog, hvor beskrivelsen står, bliver ”Herrens tjener” langt de fleste steder klart og utvetydigt brugt om israelitterne” (s.125-126). Det uddyber han selvfølgelig nærmere.
Det hele rundes af og samles op i et kort kapitel 9 om Ny Testamentes beskrivelse af forventningerne til og forkyndelsen af Jesus som den lovede Messias og profet og med antydninger af ypperstepræstelig funktion. Men igen understreger Holst, at Messias i GT ”ikke er en fremtidig frelser, men en menneskelig konge eller evt. præst i samtiden … men vi møder forhåbninger om en fornyelse af kongedømmet, og her males den fremtidige konge i farver, der kan minde om det, som man i Ny Testamente forstår ved Messias – men helt uden at Det Gamle Testamente bruger ordet” (s.133). Det sker jo altså først i tiden mellem de to testamenter, hvorfra der dog er mange forskellige billeder, der afspejles i NT.
Søren Holst har skrevet en spændende bog. Hans viden om GT og om skrifterne fra tiden mellem GT og NT er stor – og bogen er udfordrende. Men er det sandt, at tanken om Messias ikke har reel tilknytning til GT?
Selv om GT ikke bruger ordet, tegnes der altså silhuet af en fremtidig frelser - Messias. Sagen er vel, at uden GT bliver meget i NT uforståeligt, selv om det er uomtvisteligt, at NT afspejler den mangfoldighed i forventningen til Den salvede, der udfoldedes i den mellemtestamentlige tid. Her tales der både om en salvet konge, ypperstepræst og profet. Men netop som udfoldning af centrale tekster i GT.
I 1 Mos 3,15 tales der ganske vist ikke om Messias, men om en fremtidig frelser for menneskeheden, og løftet til Abraham (1 Mos 12,3) er vigtig baggrund for Israels tro.
Det er vanskeligt at forestille sig, at Judas konger har været tiltalt og omtalt i de vendinger, der findes i kongesalmerne. Fx tales der i Sl 2 om Herrens salvede, der skal herske over verden; ville et lille folk på egen hånd drømme så vilde drømme? Det samme gælder Sl 72, der taler om en konge, der langt overgår Salomo (ordet salvede bruges dog ikke). Det gælder også andre salmer; det er sandt, at de ikke indeholder fuldt færdigt billede af Messias, men en stærk ansats, som også findes hos flere af profeterne, fx Jer 23,8, jf. 2 Sam 23,1-7.
I første omgang tales der en del steder i GT klart om Israels frelse. Men det sker med ord og begreber, der går langt ud over et lille folks liv. Det er på denne baggrund, at Messias-begrebet er blevet fuldt udviklet i den mellemtestamentlige jødedom, ligesom NT bevidst griber tilbage til GT og bygger på og forkynder opfyldelse af udsagn dér. Og som Holst nævner i det første kapitel, samles flere andre gammeltestamentlige betegnelser (og forventninger) i Messias skikkelsen.
Jørgen Bækgaard Thomsen
Pastor em., Beder, Danmark.
Messias
Søren Holst:
Bibelselskabets Forlag 2022
144 sider
RSS Feed
