Paulus skrev til korintherne om ’ordet om korset’ og kaldte det både en dårskab og Guds kraft.
I centrum af Kirkens tro står korset – men hvordan skal vi nærmere forstå ordet om dette kors? Hvad skete der langfredag, og hvilken plads og betydning har det for troen? Jesus døde for vores synder og bar vor dom og straf, siger vi traditionelt. Men det er der også nogle, som ikke siger – og de påstår, at det er forkert eller direkte farligt at forkynde sådan.
Denne kritik af forsoningslæren har nordmanden Arne Helge Teigen sat sig for at tage til genmæle imod, og han har derfor skrevet denne fine bog med undertitlen ’Oppgjør med postmodernistisk kritikk av forsoningslæren’. Bogen er altså en kritik af kritikken – og kritikken af den traditionelle forståelse og forkyndelse af forsoningen fylder i dag meget i dele af den teologiske debat.
Teigen tager sit udgangspunkt i en avisartikel med det tema, at ’nå har kristne mistet troen på synden’. Og er mennesket ikke en synder, hvad betyder det så, at Jesus døde for vore synder?
Teigen går derfra videre til at referere en række postmodernistiske tænkere og teologer. Fra den side rettes der forskellige og til dels meget kraftige indvendinger – fra nogle kommer til og med den beskyldning, at traditionel forsoningslære legitimerer vold og overgreb.
Undersøgelsen går videre tilbage til Gustaf Aulens opdeling af forsoningsforståelserne og derfra tilbage til oldkirkens og reformatorernes forståelse med afsnit om Irenæus, Athanasius, Luther og Calvin. Herfra når Teigen tilbage til Bibelen og et mere bibelteologisk kap. 5.
I kap. 6 formuleres et af de afgørende argumenter mod de postmoderne angreb: Han, der led på korset, er Guds egen Søn, ét med Gud. Treenighedslæren er således en central indvending mod postmodernistisk kritik af traditionel forsoningslære: ’I og gjennom Jesus Kristus gav Gud seg selv i døden for å gjøre opp for våre synder. Slik er det, fordi Gud Fader og Guds sønn er ett’, fastslås det (s. 81).
Bogen er overskuelig og letlæst og har på nogle strækninger et ret oversigtsagtigt præg. Netop det er måske både en styrke og en svaghed. Bogen kan være en god hjælp til at få overblik – over forsoningslæren, over angrebene på den og over et gyldigt forsvar for den.
Men emnerne her er også så store, at de kunne fortjene større og mere dybtborende behandling. En udvidet version af bogen ville derfor kunne hilses velkommen.
Dermed er det også sagt, at denne bog er både relevant og brugbar både for den, der skal lytte til og grunde over ordet om korset, og for den, der skal formidle det videre.
’Dersom læren om Jesu soningsdød faller, tvinges vi til å omskrive den kristne tro’, konkluderer Teigen (s. 98). Med andre ord: går vi fejl af noget af det, som står i centrum, går vi fejl af det meste – eller af det hele.
af cand. theol. Kristian S. Larsen
Arne Helge Teigen:
Aguila-forlag 2016
I centrum af Kirkens tro står korset – men hvordan skal vi nærmere forstå ordet om dette kors? Hvad skete der langfredag, og hvilken plads og betydning har det for troen? Jesus døde for vores synder og bar vor dom og straf, siger vi traditionelt. Men det er der også nogle, som ikke siger – og de påstår, at det er forkert eller direkte farligt at forkynde sådan.
Denne kritik af forsoningslæren har nordmanden Arne Helge Teigen sat sig for at tage til genmæle imod, og han har derfor skrevet denne fine bog med undertitlen ’Oppgjør med postmodernistisk kritikk av forsoningslæren’. Bogen er altså en kritik af kritikken – og kritikken af den traditionelle forståelse og forkyndelse af forsoningen fylder i dag meget i dele af den teologiske debat.
Teigen tager sit udgangspunkt i en avisartikel med det tema, at ’nå har kristne mistet troen på synden’. Og er mennesket ikke en synder, hvad betyder det så, at Jesus døde for vore synder?
Teigen går derfra videre til at referere en række postmodernistiske tænkere og teologer. Fra den side rettes der forskellige og til dels meget kraftige indvendinger – fra nogle kommer til og med den beskyldning, at traditionel forsoningslære legitimerer vold og overgreb.
Undersøgelsen går videre tilbage til Gustaf Aulens opdeling af forsoningsforståelserne og derfra tilbage til oldkirkens og reformatorernes forståelse med afsnit om Irenæus, Athanasius, Luther og Calvin. Herfra når Teigen tilbage til Bibelen og et mere bibelteologisk kap. 5.
I kap. 6 formuleres et af de afgørende argumenter mod de postmoderne angreb: Han, der led på korset, er Guds egen Søn, ét med Gud. Treenighedslæren er således en central indvending mod postmodernistisk kritik af traditionel forsoningslære: ’I og gjennom Jesus Kristus gav Gud seg selv i døden for å gjøre opp for våre synder. Slik er det, fordi Gud Fader og Guds sønn er ett’, fastslås det (s. 81).
Bogen er overskuelig og letlæst og har på nogle strækninger et ret oversigtsagtigt præg. Netop det er måske både en styrke og en svaghed. Bogen kan være en god hjælp til at få overblik – over forsoningslæren, over angrebene på den og over et gyldigt forsvar for den.
Men emnerne her er også så store, at de kunne fortjene større og mere dybtborende behandling. En udvidet version af bogen ville derfor kunne hilses velkommen.
Dermed er det også sagt, at denne bog er både relevant og brugbar både for den, der skal lytte til og grunde over ordet om korset, og for den, der skal formidle det videre.
’Dersom læren om Jesu soningsdød faller, tvinges vi til å omskrive den kristne tro’, konkluderer Teigen (s. 98). Med andre ord: går vi fejl af noget af det, som står i centrum, går vi fejl af det meste – eller af det hele.
af cand. theol. Kristian S. Larsen
Arne Helge Teigen:
Aguila-forlag 2016
RSS Feed
