- en bedømmelse af the New Apostolic Reformations indflydelse på
norsk kirkeliv.

I 1989 udkom bogen “Kære Karismatiske Venner” af Leif Andersen. Det var en bog, skrevet af en missionspræst, hvor han rettede en kritik mod den karismatiske bevægelse i Danmark.

En af de ting, der kendetegnede bogen var, at den var skrevet udefra - den var skrevet af en, som ikke så sig selv som en del af den karismatiske fornyelse. Bogen: “Ved en korsvej - åbent brev til mine karismatiske venner” er anderledes. Den er skrevet af en, der selv identificerer sig med den karismatiske bevægelse.

Geir Otto Holmås er dr. theol. fra Menighetsfakultetet i Oslo, og underviser nu på NLA Høgskolen i Oslo. Holmås har desuden været en del af den karismatiske bevægelse siden sin barndom og har også siddet i lederskabet for Norsk Oase.

Leif Andersens ‘brev’ var et brev udefra. Holmås ‘brev’ kommer indefra. Dette er helt klart bogens styrke. Holmås kommer selv fra den baggrund, som Andersen i sin tid kritiserede. Han taler meget varmt om sine karismatiske oplevelser på lejre og møder, som han har været med på som barn og ung. Han beskriver med varme og begejstring oplevelser af Åndens nærvær og overnaturlige erfaringer. Men, siger han, dette var aldrig målet - dette var kun nådefulde frugter, som de fik lov til at opleve i forlængelse af evangeliet om syndernes forladelse. Sådan ser store dele af den karismatiske bevægelse dog ikke ud længere, ifølge Holmås. Tidligere var fokus på det gamle evangelium, og ikke på, at man havde krav på Guds konkrete indgriben. I dag, siger Holmås, er erfaringen af Guds nærvær blevet til det
samme som Guds faktiske nærvær. Det overnaturlige er ikke længere mirakuløst - men normalen i den nye karismatik.
Holmås siger om den tidlige karismatik, som han husker den fra sin ungdom, at den havde fokus på korset i modsætning til de nye strømninger, som har skubbet korset til side.

Menneskets grundproblem var synden - og på korset sonede Jesus vores synd. De fleste møder, lejre, gudstjenester osv., som Holmås husker tilbage på, havde evangeliet i centrum. De andre ting, nådegaverne, åndsoplevelsen og miraklerne var ikke noget, man havde krav på, men man var åben over for det, og kunne af Guds nåde få lov til at erfare Åndens nærvær - når og hvor Han ville det. Når det skete, var det fantastisk - men det var noget ekstraordinært. Jesus var altid nærværende for de tidlige karismatikere, også når de ikke erfarede hans nærvær.

I forlængelse af ovenstående ser Holmås i den nye karismatik, at man har omdefineret syndsbegrebet. Synd er ikke længere lig med skyld. Synden gør os ikke til skyldige syndere, men til ofre. Det er blevet synd for os - mere end der er synd i os. Løsningen er stadigvæk Jesu død og opstandelse, men ikke på samme måde som tidligere. Korset og opstandelsen er nu nærmere blevet til en model for de nye karismatikere - hvordan de skal forholde sig til
synd og brudthed. Jesus sejrede over det onde, sådan skal vi også sejre over det onde. Den samme magt, som var i Jesus, har også vi. Ligesom man i trosbevægelsens fremgangsteologi opererer med, at man nærmest kan tænke sig rask - hvis man bare tror nok. Således tænker man nu synden først og fremmest som “et skamkompleks: Synd er
nemlig, når alt kommer til alt, at synde mod mig selv ved at acceptere negative tanker og angreb fra Djævelen, som hindrer mig i at opnå min guddommelige bestemmelse.” (s. 57).
Altså bekæmpes synden ved at tage magten over de negative tanker - og beslutte sig for at lade Guds riges identiteten få magten. Dette fører dog blot til en farisæisme, hvor alt udvendigt ser pænt og nysseligt ud - men det er bare en påmalet facade. Men, siger Holmås, synden er ikke først og fremmest et skamkompleks, den er et skyldkompleks.

Derfor må vi give Gud lov til at dømme os og afsløre os som syndere, og således få mulighed for at nyde godt af Jesu død og opstandelse.

Dét, som Holmås primært retter sin kritik imod er, at den karismatiske bevægelse har åbnet op for bevægelsen the New Apostolic Reformation (NAR). NAR er kendetegnet ved en eskatologi, som opererer med, at Gud i de sidste dage vil oprejse nye apostle og profeter. Disse apostle er nu den moderne kirkes søjler, ligesom de 12 var det i urmenigheden. Disse apostle har en særlig autoritet og en vigtig plads i denne nye kirkeforståelse. Og profeterne er de nye apostles særlige talerør.
​
En ting, der er kendetegnende for NAR er tanken om, at man skal tage herredømmet over verden. Gud sagde i 1. Mosebog 1, at menneskene skulle underlægge sig skabningen. Dette opfatter NAR bevægelsen som om, at vi skal tage herredømmet over kulturen og samfundet. Vi beder i Fadervor om, at Guds rige må komme. Dette opfatter NAR
bevægelsen som om, at vi kristne skal påvirke kulturen og samfundet i en retning, så den bliver mere og mere som Gud tænkte det. Metoden er, at vi skal tage herredømmet, vi skal bede og vi skal profetere og skabe mirakler blandt folk. Og så vil man se, at Guds rige er kommet nær. Holmås er ikke modstander af, at Guds rige er kommet nær, eller at Ånden
udruster folk med forskellige nådegaver - samt at der udføres mirakler. Det, han kritiserer, er den centrale plads miraklerne og profetierne har fået på bekostning af evangeliet. Korset er skubbet i baggrunden, og kirken og dens tydelige åndsmanifesterende nærvær er i forgrunden. Holmås kritik går grundlæggende på, at Jesus ikke længere er på tronen og, at evangeliet ikke længere er Bibelens lære om synd og nåde. Den nye karismatik sætter mennesket - eller rettere menneskets troserfaringer - på førstepladsen. Og evangeliet er ikke længere syndernes forladelse - men, at vi har fået kraft til at tage herredømmet over vores sind og over den verden, Gud har sat os i.

Luther introducerer i Heidelberg disputationen to slags teologer, herlighedsteologen og korsteologen. Herlighedsteologen er ham, der prædiker, at vi her og nu kan se og opleve Guds herlighed. Herlighedsteologen vil sige, at det at være en kristen handler om at have et godt liv med en stærk tro - hvor Gud tydeligt og synligt er til stede. På den anden side er korsteologen, som forkynder, at vi ikke kan se Guds herlighed. Vi ser den almægtige i barnet
i krybben. Vi ser Gud som det modsatte af, hvad vi regnede med. Vi ser universets skaber hænge fortabt på et kors. Og vi modtager evangeliet gennem magtesløse og syndige mennesker. Man kan godt savne noget af den lutherske retfærdiggørelseslære og glæden over evangeliet, som kort tid efter Heidelberg disputationen i overmåde stor kraft kom til at præge Luther og den lutherske reformation. Men grundtanken om, at livet her og nu - inden Jesu genkomst - ikke er et liv i herlighed til herlighed, men er et liv, hvor vi må tage vores kors op og følge Jesus. Dét er en pointe, som harmonerer godt med den kritik, Holmås retter mod sine karismatiske venner.

Efter Holmås beskrivelse, er de nye karismatikere og NAR bevægelsen herlighedsteologer. De ignorerer lidelsen og synden. Eller i det mindste taler de den ned. Det kristne liv er ifølge dem ikke kendetegnet af kors, men af herlighed. En herlighed, som vi oplever ved åndelige manifestationer, profetier, mirakler osv. Og dermed også et kristenliv og en karismatik, som ikke længere har brug for Jesu kors som andet end et forbilledligt eksempel.

“Ved en korsvej” er helt klart en læseværdig bog. Det er naturligvis svært for mig at gennemskue, hvor meget han rammer plet, når jeg ikke selv er en del af den karismatiske fornyelse. Men en del af det, han kritiserer karismatikken for, ser jeg også tendenser til i de kirkelige sammenhænge jeg selv bevæger mig i. Jeg er ikke enig med Geir Otto Holmås’ 
karismatik. Men det er en karismatik som er langt sundere og mere evangelisk, end den karismatik, som han kritiserer. Det er en vigtig bog, for den beskriver en usund kirkelig tendens, som går langt ud over at have indflydelse på den karismatiske bevægelse. Også flere mennesker fra missionsbevægelserne og andre konservative lutherske kredse lytter til prædikener og synger sange, som har sin oprindelse i de hyperkarismatiske kredse, der bl.a. kommer til udtryk i NAR bevægelsen. “Ved en korsvej” er en bog, der stærkt opfordrer til åndelig bedømmelse. Og den udfordrer os alle til at prøve ånderne.

Ved en korsvej - Åbent brev til mine karismatiske venner
Geir Otto Holmås
Lohse, 2019.
​
Pastor Jón Poulsen, Ølgod

Denne bog med artikler er næsten en norsk parallel til den bogudgivelse:”Kvinder på Herrens mark”, der udkom i Danmark fra Hovedland i 2007. Her tages debatten om tjenestedeling i kirkens hyrde- og lærerembede op. Begrundelsen er, at den debat hverken er afsluttet eller død, men til stadighed må gennemarbejdes for hver ny generation. Selvfølgelig har det skabt reaktioner, fordi nogle netop mener at debatten er afsluttet med accept af kvindelige præster. Det mener bogens redaktion og forfattere glædeligvis ikke.

Det er påfaldende at artiklerne er skrevet mellem 1948 og 2012 fordelt med ca. halvdelen før år 2000, halvdelen efter, hvorfor man kunne tro bogen ville virke forældet. Det er ikke tilfældet, for i stedet genopfrisker artiklerne til min store glæde væsentlige teologiske pointer, der i mellemtiden er blevet talt tavse. I en dansk sammenhæng er det også befriende at møde både R. Prenter og B. Giertz koblet sammen med kompetente forfattere fra både Missouri i USA, SELK-kirken i Tyskland og den lutherske kirke i Australien.

Bogens fokus er primært på den lutherske kirkes hyrde- og lærerembede. Det kan let føre til at bogen ikke regnes for relevant for lavkirkelige fællesskaber og menigheder, hvor ledelsen organiseres efter nådegaver, så de nærmest vil betegne sig selv som embedsløse. Da vil man blot overse, hvordan det gennemsyrer flere indlæg, bl.a. Armin Wenz’ til slut i bogen, hvor prædikeembedet ikke blot er et alment præsteembede, men ”mandatum Christi”, hvor manden kaldes på Kristi bud til at række nådemidlerne – og hvor en fravigelse derfra uvægerligt må ses som en dekonstruktion af Kristi bud – og dermed usikkerhed om nådemidlets autoritet og rækkevidde. Det vil dermed føre til anfægtelse af frelsesgrundlag og dermed reelt splitte kirkefællesskab. Wenz understreger at det er gnostisk-lignende selektiv bibellæsning, om man i dette spørgsmål nøjes med at se Bibelen soteriologisk (at frelsens ligestilling sætter kvinder og mænd lige) uden at se de skabelsesmæssige naturlige ordninger indvævet i soteriologien. Set i en dansk sammenhæng viser den splittelse sig tydeligere og tydeligere. Det sker f.eks. når det i folkekirken nærmest er umuligt at få embede, om man er forbeholden over for kvinder i embede ved f.eks. ikke at optræde i embedsfunktioner uden at være det pålagt. Bogens to kvindelige forfattere peger på samme skel, når de begge på forskellig måde beskriver den personlige erkendelse af, at et embede for dem ville være at stå i strid med den teologi, som de kom til tro på.

Der er en række øvrige temaer vævet ind i disse fine artikler. Her vil jeg nævne synet på embedet i lyset af sammenhængende luthersk teologi og forholdet til andre tjenester i kirken. Jeg vil nævne det positive syn på skabelsens gave i at være to køn og perspektiverne for forkyndelse af evangeliets facetter deri. Desuden en saglig sammenhængende gennemgang af bibelteksternes nej til kvinder i embede.

Jeg vil nævne et par detaljer fra nogle af artiklerne som især er relevant ind i en dansk 2020-kontekst:

Første historiske artikel af Alfsvåg trækker væsentlige svagheder ved tidligere nej-sigeres argumentation frem og sammenfatter det med at argumentationen er blevet opfattet som irrelevant i forhold til kirkens samfundsposition, imens samfundet blev mere og mere sekulariseret, fordi det kom til at fremstå som et magtembede i højere grad end den bibelsk tjeneste for kvinder. Dette er også situationen i dag. Langt ind i den kirkelige højrefløjs drøftelser og tanker om embede og køn sker der dels en ubevidst indblanding af tankegang for kvinder i embede fra den omgivende kultur og dels fremføres argumenter, der er irrelevante i samfundet, for at fastholde at embeder er for mænd. Udfordringen er, at denne kirkelige debat om embedet slet ikke hører hjemme i samfundets kønsdebat, så placeringen fører til uklarhed.

C. S. Lewis’ bidrag i essayagtig stil får elegant holdt skaberordningens logik i både gave, byrde og mystik frem. Det kunne godt tåle at deles frit i en dansk sproglig kontekst.1

Peter Brunner og Regin Prenter tager i hver deres artikel fat på væsentlige vinkler af et nej til kvindelig ordination og præstetjeneste. Brunner med vægt på kephalæ-strukturens kristologiske betydning i forholdet mellem Kristus og kirken, der afspejles i forholdet mellem manden og kvinden som Adam og Eva. Med i den forståelse er en klar forkyndelse af hvorfor manden er den, der bærer skylden for kvinden – som Adam, der bærer kvindens fald – og hvordan det netop også peger hen på Kristus, der bærer kirkens fald og skyld. Prenter peger på, at det ikke er lovisk biblicisme at tale imod kvindelige præster, men at det er en naturlig forlængelse af at læse Bibelen som lov og evangelium. I afslutningen giver Prenter også et klart opgør med Olav Valen-Sendstads misforståelse, der fik ham til at åbne for kvindelige præster.
I Herman Sasses artikel gøres klart opmærksom på, hvordan embedsforståelsen, der administrerer sakramenterne er forbundet med at være ”i Kristi sted” – en tjeneste, der med Jesu ord er lagt i først disciplenes hænder. Der var ingen kvinder med der – selv om Jesus sagtens kunne have tilkaldt dem også.

Bo Giertz’ vinkel er at vi må tro som apostlene – også om hyrde- og lærerembedet. Han anfægter særligt at det at tro som apostlene er blevet brudt af tilliden til åbenbaringen gennem det, han kalder reduktionsmedtoden. Den går ud på at betegne dele af åbenbaringen som tidsbestemt og derved ikke-relevant i dag. Dette anvender han på kvindepræst-spørgsmålet fra flere vinkler, først den spiritualistiske, hvor (påstået) åndsgave får større autoritet end det, som står skrevet. Dernæst påviser han, hvordan en hermeneutisk formel, f.eks. ”kærlighed”, kan blive fordrejende for læsning af Skriften. I stedet kalder han os tilbage til at bøje os for Skriften og finde glæde i de kald, der er givet der.

John Kleinig får på en stærk måde påvist, at det er hele gudsbilledet, der er i forandring med ordination af kvinder. På linje med Brunner og Wentz står det stærkt her, hvordan den binære kønsorden i skaberværket forkynder Guds væsen, orden, hellighed og frelsesgerning for både menigheden og verden. Det er for mig at se en side af forkyndelsen, der er svundet stærkt ind over de seneste 50-75 år, netop parallelt med indførelsen af kvinders ordination og en stærk forandring af kvinders kald og rolle i samfund, familie og menighed. Den samme linje fortsætter først Ulla Hindbecks essay om at stoppe som kvindelig præst ved erkendelsen af, at det stred mod Bibelens syn på sig selv – og ikke mindst Sandra Ostapowich. Hos begge er omvæltningen stærk og gennemgribende at måtte igennem kolbøtten at mene sig sikker på at skulle være præst for at opdage, at det slet ikke var Guds plan. Netop Sandra Ostapowich’s gennemgang af Ef 5 og understregning af at det er vigtigere for menigheden og kvinden at modtage af sin ægtemand (og fra Kristus) end at give, står stærkt som vidnesbyrd for en anden tjeneste som kvinde end præstetjenesten.

I forlængelse af disse to kvinders vægtige indlæg står Roland Zieglers korte skarpe gennemgang af feministisk teologi som en tydeliggørende aha-oplevelse. Han beskriver, hvordan tidligere liberal bibelkritik gennemføres som teologisk forskydning i feministisk teologi, så alt maskulint frasorteres for at læse Bibel og kristendom feminint. Det forandrer fokus – og det fjerner loven og omdefinerer evangeliet. Selv om denne artikel blot er fra 2003, så er det skræmmende at kunne genkende elementer fra den beskrevne teologi i nyere konservative strømninger uden etiketten ”feminin teologi”.

Ziegler citerer en postkristen teolog med et udtryk, der ganske sigende også er kernen i bogens budskab, at ”den feministiske udfordring rammer kristendommen i hjertet”. Her må grænsen drages – og derfor er denne bog samlet set et solidt og sagligt modsvar for at tydeliggøre og også fastholde grænsen her 50 år senere. Må den blive læst og få lov at påvirke tankegangen bredt.

Skal kvinnene tie?
Alfsvåg, Danbolt, Hermansen og Okkels (red)
FBB forlag 2019
256 sider,

Knud W. Skov, cand. theol./IT.

1: https://www.fiveaspects.com/teaching/articles/c-s-lewis-on-biblical-sexuality/c-s-lewis-on-biblical-sexuality

Gudstjeneste og liturgi er til debat i Danmark. På baggrund af rapporter fra tre udvalg nedsat af biskopperne drøftes ritualerne for gudstjeneste, dåb og nadver. Der skrives debatindlæg, holdes (i denne tid online-) møder og konferencer – og udgives bøger. 

På Tidehvervs Forlag er ’Nådens Sprogdragt. Et forsvar for folkekirkens liturgiske arv’ udkommet med i alt tolv artikler. Udgivelsens grundlæggende synspunkt markeres allerede i forordet: ’Nærværende antologis ærinde er at mane til besindighed i omgangen med den liturgiske arv, vi har fået overgivet’. Dette grundlæggende synspunkt går mere eller mindre tydeligt gennem alle artiklerne med en tydelig skepsis over for debatten (som er blevet kaldt et ’historisk eksperiment’) og særligt over for udsigten til større liturgisk frihed. ’For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt, siger Prædikeren, men det er svært at se, at tidspunktet for at sætte folkekirkens liturgi i og på spil, virkelig skulle være kommet’, skriver således sognepræst Jesper Bacher (s. 32).

Flere af bogens artikler er en slags essays om liturgiens overordnede betydning. Morten Rydal taler således om liturgien som både ’værn om den kristne teologi’ og ’værn om den lidettroende kirkegænger’. Jesper Bacher sætter stærke og præcise ord på, hvad gudstjeneste overhovedet er. F.eks. skriver han: ’Grundlæggende handler gudstjeneste ikke om oplevelse, men om overlevelse. Det er selvsagt ikke gudstjenestens former, som er afgørende i den sammenhæng, men det frelsesbudskab og det gudsnærvær, som formerne tjener og formidler. Det er til gengæld afgørende, at formerne eller liturgien netop tjener det formål, ja, at formerne er en del af budskabet, så det er Gud i Jesus Kristus, som står i centrum i gudstjenesten, og ikke det senmoderne menneskes oplevelse eller krav’ (s. 26).

Katrine Winkel Holm gennemgår i sin artikel et tænkt gudstjeneste-eksempel med tekster, bønner, salmer/sange m.v. fra nyere liturgiforslag og udgivelser – og sammenligner med alterbogen fra 1992. En af tendenserne er, at ord som ’skyld, ’synd’ og ’nåde’ træder tilbage, mens bløde ord som ’lys’, ’fællesskab’ m.v. fylder i stedet. KWH konkluderer, at ’alle teologiske tænder er trukket ud… Det er ren wellness’ (s. 53).

Flere af artiklerne behandler mere specifikke problemstillinger. Nils Arne Pedersens artikel behandler dåbsritualet, herunder takkebønnen og debatten om formuleringen, at Gud i dåben ’gør os til sine børn’. NAP forsvarer tydeligt både teologien og formuleringen i ritualet.  

Monica Papazu skriver også om dåben i en indholdsrig artikel om ’Dåben: Korsets sakramente’ med en lang række henvisninger til kirkefædre og til oldkirkelig forståelse og praksis i forbindelse med dåben. Der rundes af med en klar og tankevækkende konklusion: ’Vejen ud af den liturgiske krise er en vej tilbage til kristentroens fundamenter’ (s. 74). Papazus to artikler om hhv. dåben og om musikkens betydning er nogle af de mest dybtgående i bogen.

Samme dybtgående karakter har Rasmus Dreyers artikel om sakramenterne. Han påpeger tendenser til en reformert/zwingliansk forståelse af sakramenterne i folkekirken og taler om en ’konfessionel forskydning fra den liturgisk konservative lutherske teologi til Zwinglis radikal-reformatoriske tilgang til ritualerne og sakramenterne’ (s. 88). Dreyers artikel rummer også et element af selvransagelse. Han nævner Tidehvervs forbindelse til Karl Barth og anfører, at ’også Tidehverv bærer – med sin faktuelle kirkehistoriske påvirkningskraft i den danske kirkes seneste hundredår – en del af ansvaret for den aktuelle udskridning mod en zwingliansk sakramentsforståelse’ (s. 89). 

Som et indlæg i den aktuelle debat er bogen både aktuel og læseværdig. Mange af synspunkterne på gudstjeneste og liturgi fortjener umiddelbart opbakning. Bogen præges visse steder af en del gentagelser. Pointer, citater og henvisninger går igen flere steder. Nogle af artiklerne er også båret af den særlige tidehvervske sprog-tone, der kan opleves som belærende og distanceret, og som flittigt bruger både ironi og sarkasme. Denne form er unødvendig her. Mange af bogens argumenter og synspunkter er gode og stærke nok i sig selv og behøver ikke blive holdt oppe af denne særlige sprog-tone. 

I sit tydelige forsvar for traditionel liturgi kunne bogen måske have haft plads til en dybere behandling af, hvordan kirken kan og bør møde det menneske, som oplever gudstjenesten som uforståelig og utilgængelig. Ændringer i liturgi er ikke principielt udelukket, siger flere af artiklerne. Men hvordan kunne det i givet fald håndteres? Hvor er vejen ind i gudstjenesten for det senmoderne menneske? Og hvad med inspirationen fra den liturgiske arv; hvordan kunne guld fra gemmerne findes frem og styrke gudstjenestelivet?

Bogen har ret i sin vægtlægning på liturgiens indhold og betydning. Og der er afgørende ting på spil. Som det formuleres: ’Vores nuværende faste liturgi sikrer, at der forkyndes evangelisk-luthersk kristendom fra start til slut gennem en gudstjeneste med prædikenen som den eneste undtagelse. Forsvinder dette værn, vil højmessens evangelisk-lutherske identitet blive truet’ (s. 55).

Nådens Sprogdragt
Et forsvar for folkekirkens liturgiske arv
Tidehvervs Forlag 2020, 136 sider


Kristian S. Larsen
cand. theol., formand for KSBB

Nu er andel del af Peter V. Legarths (PVL) kommentar til Romerbrevet udkommet. Den dækker kapitlerne 8-
16. Lige siden jeg læste første del, har jeg glædet mig til at læse anden del.
Af to grunde - hvoraf den første er, at første del gav mig lyst til at læse mere. Der var meget godt at hente. Den gav god indsigt i den del af Romerbrevet. Det samme måtte vel være tilfældet i anden del.
Den anden grund er, at den begynder med kapitel 8. Romerbrevet rager for mig højt op blandt de bibelske
skrifter. Og når vi kommer til kap.8 i brevet, når vi højest. Her er vi så at sige på Mount Everest.

Når man har store forventninger, er risikoen for at blive skuffet større. Men jeg blev ikke skuffet. (Jo, jeg har
samme irritation over det gentagne ”Paulus” ved begyndelsen af mange sætninger, men se nu bort fra det.)
Rom.8 er et storslået kapitel og gennemgangen er befriende. Når PVL f.eks. skriver: ”Det Kristus-troende
menneske lever ikke med en håbløs ende, men med et endeløst håb”(p.39), går det lige ind. Så godt. Så
opløftende.

Mange har sikkert undret sig over kapitlerne 9-11. Hører de overhovedet med til brevet, eller er det et
senere input? PVL giver en forklaring på, at Paulus ikke kunne lade være med at skrive disse kapitler netop
her. Grunden er, at troværdigheden i Guds løfter er på spil. Og så er det naturligt at komme ind på Israel
(som folk), fordi der rejser sig et spørgsmål om, hvor vidt Guds løfter til dem holder. Og hvordan er
forholdet mellem jøder og hedninger? Flere steder nævner PVL forskellige tolkningsmuligheder, og han
argumenterer for sit eget syn. Han påpeger, at vi må skelne mellem frelseshistorien og frelsen. ”Paulus
skelner her mellem frelse og frelseshistorie” (s.125).

Et af de vanskeligste vers er 11,26, hvor der står ”så skal hele Israel frelses”. Der er fremsat forskellige
forslag til, hvordan det skal tolkes. Det forstår PVL sådan, at ikke alle israelitter, men ”mange af israelitterne
bliver kristne og bliver frelst” (s.123). Der er ikke for jøderne en anden vej til frelse end den, der gælder for
alle andre, omvendelse og tro på Jesus.

Det er også interessant, når PVL flere gange viser, hvordan Paulus citerer fra steder fra GT, hvor teksten
oprindelig taler om Gud, men når Paulus anvender teksten, handler det om Jesus. På den måde får Paulus
sagt, at Jesus er Herren og dermed Gud (f.eks. s.81 og 125).

Romerbrevets sidste hovedafsnit er den formanende del, ”Livet i menigheden og i verden (12,1-15,13)”.
Det fremgår, som PVL skriver, at Paulus’ etik er evangelisk. Den ”baserer sig på frelsens gave” og det er ”i
virkeligheden Gud, der udfører de givne handlinger” (s.133). På den baggrund kan man kun glæde sig til at
læse om det liv, vi som Kristus-troende er kaldet til at leve. Et liv, der involverer hele mennesket hele tiden.
Der er mange visdomsord og gode formuleringer i bogen. ”Der er ingen sand tilbedelse uden indbyrdes
kærlighed, og der er ingen sand kærlighed uden tilbedelse af Gud” (s.186). Og sætningen ”Gud er ikke
vredens Gud, men fredens Gud” (s.207), er endnu en af dem, der springer i øjnene.

Det er en kommentar, som både præster og lægfolk kan få stor glæde af. Jeg anbefaler den. Den vil jeg
vende tilbage til. PVL skriver til sidst i kommentaren om, det afsluttende ”Amen”, at menigheden, som
læste det, kun kan svare med et helhjertet Amen. ”Og vor læsning af brevet slutter med vort eget Amen.”
Det kan jeg kun tilslutte mig.

Peder-Henning Søderstjerna

​Med Ingolf Henoch Pedersens erindringsbog er der mulighed for at læse en bog af en mand med mange erfaringer inden for kirke- og menighedsliv.
 
I bogen fortælles der varmt og ligefremt om opvæksten på Bornholm, om ungdomstiden i København, om oplevelser og udfordringer som gardehusar og om opgaverne som rejsesekretær i KFS. Senere blev det til teologistudier i København og Lund, der i første omgang ledte til otte år som lærer på LMs højskole i Hillerød.
 
I bogen fortæller Ingolf Henoch Pedersen videre om sine år som generalsekretær i KFS, om tiden som valgmenighedspræst i Fjellerup og sidst om de ti år som fakultetsleder på Menighedsfakutetet. Til slut følger nogle afsnit om engagement i bl.a. Evangelisk Luthersk Netværk og Bibellæser-Ringen.
 
Ingolf Henoch Pedersen fortæller troværdigt og ligefremt om fremgang, glæder og nye tiltag i de forskellige kirkelige organisationer – og på samme måde nøgternt og afklaret om udfordringer og problematikker. De poster og opgaver, der har været hans, har ikke altid været ukomplicerede; der har været konflikter og vanskelige overvejelser undervejs. Men bogen er ikke mindst præget af en taknemmelighed over livet og over det, som forfatteren har oplevet og været engageret i. ’Det er ikke i vores egen styrke, men i vores
svaghed, at Gud kan komme til og virke med sin kraft’, hedder det i bogen om baggrunden for dens titel.
 
Bogen berører mange emner og udviklinger i dansk kirkeliv i de senest årtier og er på den måde også et stykke kirkehistorie – og et interessant et af slagsen. Den er skrevet af en erfaren mand, som det er godt at lytte til.
 
Ingolf Henoch Pedersen:
Skatten i lerkar
Lohses forlag,
288 sider - 249,95 kr.

The unholy Trinity
Martin Luther against the idol of Me, Myself and I
Michael Lockwood, 260 sider
CPH 2016, 17€ på amazon.de

Den er kilden til al afgudsdyrkelse - vort jeg og vores dyrkelse af os selv - og fra den vi venter os alt godt fra i fremtiden. Sådan ser Luther iflg. Michael Lockwood menneskets stadige væren i jagt på selvretfærdiggørelse, selvdyrkelse og selvcentrering - og som sådan er hele menneskets liv og væren et stadigt stort brud på første bud i loven som et primært brud på alle budene - og at brud på alle bud er brud på første bud.

Michael Lockwood (ML) er konfessionel luthersk præst i Toowoomba (v. Brisbane) i Australien. Hans er opvokset som missionærbarn i Papua Ny Guinea og står nu i en præste-tjeneste i Australien med flere ophold i USA bla. for at hente en PhD. Grundlæggende var det forskellen i menneskers reaktion på kirkens tale om synd overfor Gud, der satte ham i gang med bogen. Det har givet bogen nærhed til praktisk kirkeliv, forkyndelse. Det giver også plads til en række vurderinger og kommentarer til samtidige kirkeretningers evangelisation og forkyndelseslinje. Dvs. både den terapeutiske tilgang hos bla. Rick Warren og den intellektuelle hos Timothy Keller får både ris og ros i forhold til forståelsen af første bud. Idet emnet handler om at finde den rette bibelske og lutherske vej i at tale sandt om gudsdyrkelse MÅ ML nødvendigvis pege på den rette vej – og stille kritisk skarpt på afveje. Det lykkes rigtigt godt og samtidig i en opbyggelig form.

Bogen har først et kapitel om Luthers forståelse af det første bud. Her viser ML at Luther med årene bliver stærkere og stærkere i fokus på at menneskets selvidolisering ER det allerinderste af afgudsdyrkelse – det er syndens allerfineste væsen. Det har Luther både bibelsk og kirkehistorisk belæg for at holde frem. ML viser ganske overbevisende også at Luthers brug af udtrykket herlighedsteologi kun forekommer i Heidelbergdisputationen fra 1518 og en anden tekst fra 1518, imens Luther videre frem taler skarpere om selvdyrkelse og selvherliggørelse som den mest karakteristiske grundsynd overfor korsets teologi og troens tillid til Gud. Hvilken fornuftig synder vil da også dyrke åbenlys kættersk herlighedsteologi, når man kan dyrke sig selv og sin egen ære helt naturligt (i synden). På den måde bliver herlighedsteologien ganske overbevisende fremstillet som den lidt forsimplede overtrædelse af buddet – og alle formerne for servherliggørelse som de sofistikerede og dermed bedrageriske former. På den måde kommer ML ind bagom selv nogle af vore fromme selvbedrag.
Bogens hoveddel har ML opdelt i en triade af afgudsdyrkelse, fordi MK vil vise os, at afgudsdyrkelsen retter sig væk fra hver eneste af treenighedens tre personer. Det er naturlig, men ofte overset side af at overtræde det første bud, at det ikke blot retter sig mod Gud Fader, men hele treenigheden. Selvhjælp til frelse bryder buddet i forhold til Sønnen – og selvgrebet tro bryder buddet i forhold til Ånden.

ML fokuserer dernæst på Faderens livsopretholdende omsorg for os – og hvordan vi I mistro og angst griber til egne redskaber for at sikre livet. Han viser det i politiske systemer, i livsnarrativer, i den teknologiske gennemtrævling af samfundet i sikkerhed og løsninger – og ligeså i kontrollerende instanser langt ind i kirken. Heller ikke den selvkærligheds- og nydelsesfokus, som har præget de seneste årtiers kristendom mange steder, får lov at slippe for berettiget kritik i lyset af arvesyndens gennemgribende konsekvenser. ML udstiller da også hvordan en terapeutiske forkyndelse (med Rick Warren som eksempel) ender i en narcissistisk deistisk gudsdyrkelse uden Guds konkrete indgreb i verden mod syndens konsekvenser. Derfor advarer ML også mod at følge trenden med at ville være ’relevant’ i forkyndelsen, fordi den da dyrker menneskets selvcentrering i tanke og liv.

I forhold til Sønnen udpeges ikke bare gerninger til selvretfærdgiggørelse, men ML giver også en god gennemgang af, hvorfor et ret forhold til Loven er afgørende for ikke at ende i selvretfærdighed. Det er velstruktureret og klart, når både de læremæssige fejlskud og de mentale konsekvenser i skyld, skam og dårlig samvittighed. Et helt kapitel bruges på at påpege, hvordan lovprisning, ære ikke gives ved at ”give noget”, men ved at modtage Guds gaver for det, de er – og Sønnen for den, han er. Der tages også en række opgør med reformerte fejlskud, hvor troserfaring gøres til en del af selve troen, samt med mere filosofisk gudsdyrkelse. Det er udtrykkes grundigt og, klart - og hvor er det tiltrængt, at det siges!

Når fokus kommer på Ånden, da bliver spørgsmålet meget om vi taler og dyrker Ånden ret gennem den Åndens gerning, der viser sig ved Guds Ord, menneskets fornuft og om Guds Ånd får lov at forandre et menneske. Her giver ML de lutherske bibelhermeneutiske redegørelser – og påpeger helt enkel vores modstand i bl.a. dovenskab, akademisering eller afvæbning af Ordet gennem tolkninger ud i det allegoriske i forskellige livstolkninger. Her føres vi – af ML og Luther - gennem den daglige omvendelse under Åndens brug af Ordet – og vores naturlige foragt for denne vej, så vi ender ud med en afsluttende opsummering af Luthers tankegang. Det er klargørende modstilling mellem den byrde det er at bære sit eget livs velbefindende, retfærdighed og trosliv i tro og tjeneste – og friheden i at være båret i livet, i retfærdiggørelsen og i troens liv til Guds ære.

Dette er ikke blot en ydmygende bog at læse, men også en bog, der gør glæden stor ved Guds livsopretholdende, frelsende og trosbærende handlinger.

Knud W. Skov.

And Take They Our Life
Martin Luther’s Theology of Martyrdom
2020 Bryan Wolfmueller, 96 sider
11.08 € på amazon.de + porto / gratis som Kindle
​og pdf på Wolfmuellers egen side.

Her er en meget konkret forkyndelse af, hvad ordene fra Hebr. 12, 1-3 rummer. Her rettes læserens øjne og opmærksomhed på løbet, kampen og målet i Himlen - og på at omkostningerne kan være mange - kan være livet, men sejren er vundet og Satan taber for hvert martyrliv, han tager!

​Da Wolfmueller slog op på sin hjemmeside (https://wolfmueller.co/), at han udgav denne bog, kom en kommentar: ”You write books faster than I can read them”. Man kan få indtryk af, at Bryan Wolfmueller (BF) bare prædiker i sin egen kirke, rejser for at prædike, laver undervisnings-videoer og skriver bøger. Men  BF gør disse ting godt og klart og velstruktureret, så vi blot kan glæde os og gerne dele det.

Senest har BF skrevet ”And Take They Our Life”, hvor han indfanger Luthers tanker om at være martyr. Bogen er en naturlig forlængelse af den forrige bog ”A martyrs faith in a faithless world” og en udvidelse af et foredrag fra sidste års Doxology-konference. Den kan hentes gratis som pdf-fil på hjemmesiden, hentes gratis som Kindleabonnement (ePub) og kan købes som trykt bog fra Amazon.de.
 
Med udgangspunkt i luthersk korsteologi og forståelse af at Satan gennem død forsøger at udrydde den kristne, fører BW os ind i, at det er Satans kamp mod Guds Ords livgivende kraft, der viser sig i martyriet. Satan hader evangeliets ord om at ”kvindens sæd skal knuse slangens hoved” og at det lever i den, der tror på evangeliet, så han søger at dræbe det og den, det lever i. Derfor taler Luther ikke om martyrium som et kald eller en tjeneste for Gud, men som en følge af troen på Guds Ord og løfter. Martyrer var i Luther øjne ikke efterfølgelseshelte, men trosvidner, for Satan søger at dræbe troens liv.

Den, der lever i troen, hviler dog i at døden er ikke afslutningen. For når slaget ser ud til at være tabt. både på korset og i martyrens død,  da viser Guds Ord og Ånd sig netop at have magten over liv og død. Så kommer hverken Kristus eller martyren ikke til at lide nederlag, men det gør til Satan. Der er en rig trøst i dette første afsnit – en trøst, der binder troen til Guds Ord i liv og død.

Herefter fortæller BW 3 martyr beretninger, der har fyldt i Luthers teologi og skrifter. To af disse er udvidede udgaver af en kort udgave i ”A martyrs faith … ”. Her er flere historiske informationer om Luthers forståelse af martyrernes død med og flere af Luthers reaktioner på dem. De forløb gør martyriet aktuelt for nutids læseren.
Den første, Henry Zutphen, blev martyr i den slesvigske del af Dittmarsken (gammelt dansk land) 100 km. syd for den nuværende grænse mellem Tyskland og Danmark, imens han er tilknyttet en luthersk menighed i Bremen. For Luther var Zutphens død et stærkt vidnesbyrd om hvordan Satan hader evangeliet og evangeliets tjenere. BW gennemgår Luthers brev til menigheden i Bremen og viser 9 vinkler af Luthers teologiske forståelse af martyriet. Luther fastholder at Jesus er herre midt i forfølgelser, som Luther anser for normaltilstanden for kristenlivet. Helligånden styrker den kristne på vejen til herligheden igennem den tilsyneladende skamfulde død, fordi martyriet bekræfter Guds ords troværdighed og deres forkyndelses sandhed. Luther går endda så vidt, så han lærer menigheden, at Zutphens martyrdød må blive set som et kald til bødlerne gennem Zutphens forkyndelse af det klare evangelium.

I delen om de unge romerske kvinder, Agnes og Agatha, gengives hele deres forhør og forløbet af deres henrettelse. Det er på en gang barsk læsning - og et stærkt vidnesbyrd om at troen ægtevier den kristne til Kristus og fører til en virkelig skilsmisse fra verden, så Agatha taler om skridtene til torturen som vejen til hendes bryllupsdans. Når BW gengiver Luthers sammenvævning af beretningerne med skriftudlægning, bliver det forkyndelse af, hvad Guds Ord siger om hengivelse til Kristus igennem døden. I Luthers forkyndelse er det helt grundlæggende, at Gud bruger Satans egne gerninger til at ødelægge Satans rige. Samtidig er det en jordnær praktisk teologi, for Satans angreb rammer krop og dermed i smerte vores hjertes frygt og nød.

Næstsidst retter BW opmærksomheden på, at martyrernes liv og død er en gave til kirken, til opmuntring og til efterfølgelse, for de fuldførte løbet. Den anfægtelse, som kan sidde i os i dag - om vi kan følge efter dem i troskab - tages op, med det sidste eksempel, Romanus, hvor BW peger på, at vi ikke skal frygte forfølgelsen og opsøge martyriet, men rette fokus på målet og hvile i Guds hånd og vej indtil vi når dertil.

De sidste 20 sider er klip fra Luthers tekster og prædikener med vinkler på martyriet. De skal ses som tilføjelse til de mange citater, der er flettet ind i resten af bogen.

Alt i alt er dette en lille kompakt men let læst bog, som på en sund luthersk og bibelsk retter fokus på den kristne kamp på Satan, Verden og mig eget kød (og mest på de to første), men derved retter fokus på trøsterig måde hen på løbets fuldendelse i at være forenet med vor retfærdighed i Jesus Kristus og på målet hjemme hos Gud.

Knud W. Skov

Flemming Baatz Kristensen:
​På pilgrimsrejse i kirkeåret I.
Forlagsgruppen Lohse, 2019.
416 sider. Pris: 299,95 kr.

Bogen er – som titlen antyder – en rejse gennem første halvdel af kirkeåret. Måske er det nærmere en mediterende vandring. Flemming Baatz Kristensen, der er sognepræst ved Sct. Pauls kirke i Aarhus, kalder også kirkeåret ”et årskursus i kristendom, et år med Jesus, en pilgrimsrejse, hvor vi er på vandring fra den ene oase til den næste” (s. 9), bygget op om de tre højtider julen, påsken og pinsen.

Forfatteren nævner tre målgrupper: 1: Mennesker der ikke kender noget til kirkeåret. 2: Folk der går regelmæssigt i kirke. 3: Præstekolleger. Det er meget ambitiøst at ville nå så vidt omkring, men så vidt som jeg kan bedømme det, lykkes det virkelig!

Bogen indledes med en introduktion til kirkeåret med understregning af, at kirkeåret skal opleves ved regelmæssig deltagelse i kirkens gudstjenester. Man kan ikke bare læse sig til det.

Særligt gør Flemming Baatz opmærksom på forholdet mellem tiden og evigheden. Den fortidige begivenhed, vi møder i liturgien og teksterne en given søndag, sker i vores liv nu. Det er det, der med det bibelske ord kaldes ihukommelse, som ikke kun betyder mindes eller huske, men mere indebærer, at det fortidige bliver nærværende og aktuelt i nuet.

Dernæst følger et kapitel om kirkeårets tilblivelse og udvikling. Det understreges, at dets begyndelse er søndagen, som på apostlenes tid blev den vigtige dag med fejringen af Jesus opstandelse. Snart begyndte man også at fejre påsken, og her knyttede de kristne til ved den jødiske kalenders bestemmelse for, hvornår den skulle fejres. I løbet af 200-tallet kom pinsen og julen til, og kirkeåret fik sin skikkelse. Gennem århundrederne er der kommet flere dage til, og nogle er blevet ændret.

Bogens hoveddel er en vandring fra søndag til søndag og helligdag, fra oase til oase, fra første søndag i advent til langfredag. Bind 2, der går fra påskedag til sidste søndag i kirkeåret er også udkommet. Der gives en kort indledning til hver af kirkeårets perioder, og derefter er der for hver søndag og helligdag først en kort introduktion, hvor søndagens særpræg omtales. Dernæst er der en præsentation af dagens bibelske læsninger, både til første og anden tekstrække.

Nogle søndage sluttes der med et ”Til eftertanke”, der kan være citater fra andre forfattere – gamle eller nyere – eller anekdoter eller oplevelser, der kaster lys over dagen. I denne del finder man også forslag til markering af kyndelmisse og askeonsdag.

Flemming Baatz understreger i indledningen, at han i forklaringerne til kirkeårets tekster er optaget af tre ting.
1: At give en kort, enkel tekstforklaring.
2: At formidle pointer i den kristne tro og sjælesorg.
3: At lade dagens tre bibeltekster komme i snak med hinanden.

En bog som denne skal stå sin prøve i praksis og over tid. Og dér har den vist sig som en guldgrube. Som emeritus er jeg almindelig kirkegænger de fleste søndag. Og dér har bogen har stor værdi som forberedelse og pejlen ind på søndagen, så den blev en oase. Men jeg har også fået lov til at forestå nogle gudstjenester, og også i den forbindelse har bogen været til hjælp og berigelse i forberedelsen.

Flemming Baatz har givet os en rig gave.

Jørgen Bækgaard Thomsen

​Sange, der fortjener at blive sunget

Talenter er noget, et menneske får for at sætte dem i spil. De skal bruges, aktiveres og give afkast. Verner
Kristensen har fået evner og gaver, som han har brugt i et arbejdsliv som socialrådgiver. Imidlertid har han også få evner til at forme ord og sætninger og sætte dem sammen, så de bliver til vers og poesi. Den evne har han brugt til at skrive kristne sange og en poetisk gennemgang af Luthers lille katekismus.

Dette afkast er nu samlet i denne fine udgivelse med i alt 98 numre, og det fortjener Verner Kristensen både tak og anerkendelse for. Her er tekster, som fortjener at blive læst og sunget og på den måde afprøvet. De fleste er på kendte melodier og på den måde umiddelbart tilgængelige.
Hvor mange af disse tekster, som vil blive stående og brugt også af senere generationer, må tiden og en nærmere afprøvning vise.

I dag skrives der salmer og sange i stort tal. Form og indhold varierer. Nogle stritter i den ene retning, andre i den anden. Nogle stritter og strider direkte mod det, som salmer traditionelt har formidlet. Enkelte digtere arbejder eksplicit med ’mod-digtning’ i forhold til gamle salmer af bl.a. Luther og Grundtvig. Resultatet bliver tekster, der taler imod f.eks. en traditionel forståelse af forsoningen.

Verner Kristensens digtning kan snarere kaldes ’med-digtning’. Hans tekster er i sprog og indhold i nær familie med salmer, som kan kaldes klassiske og traditionelle. Her er intet opgør i form eller indhold, men nye ord og formuleringer af det, som bliver ved at være kristen tro og bekendelse.

Som sådan anbefales bogen til læsning og brug.

af cand. theol. Kristian S. Larsen

Når kaldet lyder
Verner Kristensen: 
Books on Demand, 2017

​

Paulus skrev til korintherne om ’ordet om korset’ og kaldte det både en dårskab og Guds kraft.

I centrum af Kirkens tro står korset – men hvordan skal vi nærmere forstå ordet om dette kors? Hvad skete der langfredag, og hvilken plads og betydning har det for troen? Jesus døde for vores synder og bar vor dom og straf, siger vi traditionelt. Men det er der også nogle, som ikke siger – og de påstår, at det er forkert eller direkte farligt at forkynde sådan.

Denne kritik af forsoningslæren har nordmanden Arne Helge Teigen sat sig for at tage til genmæle imod, og han har derfor skrevet denne fine bog med undertitlen ’Oppgjør med postmodernistisk kritikk av forsoningslæren’. Bogen er altså en kritik af kritikken – og kritikken af den traditionelle forståelse og forkyndelse af forsoningen fylder i dag meget i dele af den teologiske debat.

Teigen tager sit udgangspunkt i en avisartikel med det tema, at ’nå har kristne mistet troen på synden’. Og er mennesket ikke en synder, hvad betyder det så, at Jesus døde for vore synder?
Teigen går derfra videre til at referere en række postmodernistiske tænkere og teologer. Fra den side rettes der forskellige og til dels meget kraftige indvendinger – fra nogle kommer til og med den beskyldning, at traditionel forsoningslære legitimerer vold og overgreb.

Undersøgelsen går videre tilbage til Gustaf Aulens opdeling af forsoningsforståelserne og derfra tilbage til oldkirkens og reformatorernes forståelse med afsnit om Irenæus, Athanasius, Luther og Calvin. Herfra når Teigen tilbage til Bibelen og et mere bibelteologisk kap. 5. 

I kap. 6 formuleres et af de afgørende argumenter mod de postmoderne angreb: Han, der led på korset, er Guds egen Søn, ét med Gud. Treenighedslæren er således en central indvending mod postmodernistisk kritik af traditionel forsoningslære: ’I og gjennom Jesus Kristus gav Gud seg selv i døden for å gjøre opp for våre synder. Slik er det, fordi Gud Fader og Guds sønn er ett’, fastslås det (s. 81).

Bogen er overskuelig og letlæst og har på nogle strækninger et ret oversigtsagtigt præg. Netop det er måske både en styrke og en svaghed. Bogen kan være en god hjælp til at få overblik – over forsoningslæren, over angrebene på den og over et gyldigt forsvar for den. 

Men emnerne her er også så store, at de kunne fortjene større og mere dybtborende behandling. En udvidet version af bogen ville derfor kunne hilses velkommen.
Dermed er det også sagt, at denne bog er både relevant og brugbar både for den, der skal lytte til og grunde over ordet om korset, og for den, der skal formidle det videre.

’Dersom læren om Jesu soningsdød faller, tvinges vi til å omskrive den kristne tro’, konkluderer Teigen (s. 98). Med andre ord: går vi fejl af noget af det, som står i centrum, går vi fejl af det meste – eller af det hele. 

af cand. theol. Kristian S. Larsen

Arne Helge Teigen: 
Aguila-forlag 2016
​
​

Denne bog er ikke udgivet i et forsøg på at fortsætte begejstringen over Luther og reformationen, som var tydelig i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017, men for at give anledning til fornyet Lutherrefleksion. Det sker ved en række forskere leverer bidrag til bogen – heraf kun den ene af bogens TRE redaktører.
Bidragenes indhold er rettet i to vinkler, først om Luthers teologi i sin egen samtid, dernæst om konsekvenserne af Luthers teologi i senere kirkehistoriske nedslag og tolkninger.

I indledningen er en kort gennemgang af artiklernes indhold, som delvist kunne kopieres ind her som anmeldelsesstof.
I stedet vil jeg udtrykke glæder og undren over dele af de enkelte artiklers indhold – som måske kan være anslag til andre artikler fremadrettet. Som min første udfordring til redaktørgruppen, vil jeg nævne, at det undrer mig at der er så meget fokus på Luther til forskel fra det lutherske. Dermed har bogen nok bundet sig til de dansk anerkendte lutherske bekendelsesskrifter, men ikke forholdt sig til den stadige debat, der foregik omkring Luther både i samtid og nærmeste eftertid. Dermed ville bogen ikke have været helt den samme gentagelse af dele af Luthers teologi, som den umiddelbart giver indtryk af – og den ville have åbnet for en større bevidsthed om den reformatoriske teologis stridigheder end blot at tage Luthers skrifter alene (selv om der er nok af dem). Det kunne have været en diskussion af Melanchtons rolle i forholdet mellem Swabach/Torgau-artiklerne – Johan Ecks 404 teser – og Augustana og Apologien. Ligeså kunne den stadige diskussion og udvikling af Luthers lille katekismus have været bragt i fokus.

I første artikel sætter AH Teigen flot Luthers forståelse af den oldkirkelige kristologi i fokus. Det gøres solidt og sikkert, så også nutidige reformerte dogmatikere sættes til vægs. Dermed får Teigen vist, at der er forskel på luthersk og reformert forståelse af inkarnationen – og at netop forståelse af Guds søns menneske-blivelse har en afgørende betydning for frelsesforståelse og realpræcens i kirken i dag. Inkarnationen er ikke et perifært teologisk spørgsmål, men afgørende for, ved hvem og hvad, frelsen bliver bragt til veje – og hvordan den tilegnes i dag.

Det er en fornøjelse at læse anden artikel, hvor Asger Højlund (AH) lægger ord til Luthers tale om at det er Guds barmhjertighed, når han lader mennesket blive mødt med trængsler, synd og skyld, nederlag. Korsteologien bliver dermed til Guds godhed – og ikke til fravær af Guds nærvær og velsignelse. Tværtimod – så er Gud tæt på med sin barmhjertighed. AH bruger også en del plads i slutningen på at udlægge Luthers forståelse af enheden med Kristus som trøst i erfaringen af korset i kristenlivet. Det er der sjælesørgerisk gods i, for her gribes om troen før erfaring alene bundet til håbet i en usynlig virkelighed. Tak! I både anden og tredje artikel beskrives elementer af ”erfaringen” i Luthers teologi.

I tredje artikel er det prædikens i forhold til menneskets erfaring, der er i fokus. Undervejs sidder jeg dog og savner at Luthers forhold til samvittigheden bliver bragt op. Der tales om anfægtelse, forskrækkelse og troen. Alligevel er samvittighedens erfaring ikke i fokus, hvilket jeg måske netop havde ventet her. Der tales om ”forfærdelse under loven og troens nøgne råb” … ”er den grundlæggende fortolkningsnøgle til retfærdiggørelsen ved tro” (p. 73). Samtidig sidder jeg med en uklar fornemmelse af, om retfærdiggørelsen af tro sker i erfaringen eller om den objektivt sker for Guds trone og medfører en erfaring af fred?

Sjaastads artikel gennemgår på en befriende måde forsoningsperspektiverne i Luthers salmer. Det er befriende, at artiklen arbejde med salmerne påpeger at Aulen har mislæst Luthers vægtlægning til primært at være kamp/sejer – hvor det med klar overvægt i stedet er den objektive forsoning, der får vægt i Luthers formuleringer i salmerne. I stedet påpeger Sjaastad, at de magter, der bekæmpes, bliver bekæmpet gennem den objektive forsonings handling, som gør dem magtesløse.

Nyoversættelsen af dokumentet om ”kristne fyrsters skyldighed” i forhold til at bekæmpe baptistisk lære i deres områder er sammen med P. Olsens historiske artikel superaktuel i en skandinavisk kirke-kontekst. Mellem linjerne bliver det tydeligt, hvordan gendøbernes vranglære og sammenblanding af de to regimenter grundlæggende strider mod Luthers teologi og forståelse af øvrigheden som magthaver og beskytter af god sund kristentro mod blasfemi. Det – og arbejdet med Religionsfreden i 1555 - bliver bagtæppet for Luthers forhold til jøders forkyndelse, som han afviser stærkere og stærkere på linje med gendøbere og sværmere, så Luther til sidst selv tenderer til at blande det, han selv mener ikke at måtte blande. Altså er her et udråbstegn i begge retninger – hverken adskille eller sammenblande de to regimenter.

”Er Luther blevet brugt i de vækkelsesbevægelser, der bærer hans navn” spørger Flemming Kofod-Svendsen i sit bidrag. Her gives et historisk overblik og indblik i de danske missionsbevægelser og Den ev.lutherske frikirkes liv som bør læses af enhver nuværende og kommende leder i de samme bevægelser. Beskrivelsen giver grundlag for refleksion på brug af Luthers lille katekismus til oplæring af unge. Den giver også grund til overvejelse af, om LMs brug af Rosenius som Luther-fortolker og mellemled har gjort en forskel i LMs tilhørsforhold til det lutherske i dag.

Jakob Olsens bidrag om fornuftens plads i forhold ti Heidelbergteserne læser ikke Heidelberg-teserne, men diskuterer diskussionen af dem. Det giver plads til en klar formulering af Luthers syn på fornuftens erkendelsmuligheder og beskadigelse ved syndefaldet, men det giver i lige så høj grad plads til en præsentation af hvorfor Heidelbergteserne, og især de filosofiske sidste teser, fylder så meget i nutidig Luthersforskning samt en gennemgang af en række positioner omkring den forskning. Bidraget er i sit emne meget væsentligt, men det er ærgerligt at indpakningen gør det mindre tilgængeligt uden for fagkredse.

Elmelund-Petersen tager den lutherske helliggørelsesforståelse under behandling gennem de to forskere Lerfeldt og Horstmann. Det giver anledning til at få præciseret at der er en klar helliggørelsesteologi i den lutherske teologi – man behøver ikke gå over åen til de reformerte efter den slags. Helliggørelse har en stor plads i Luthers egen teologi – ligesom den har en markant plads i de lutherske skrifter samlet i Konkordiebogen som en trinvis fremadskridende proces. Godt beskrevet artikel, der tåler udbredt læsning.

Til sidst får Knut Alfsvåg lov at binde trådene sammen med en artikel, der forbinder skabelses-nyskabelse med treenighedens mysterium, åbenbaringsteologiens nødvendighed, inkarnationens frelsesbetydning og Guds evige væsen og adskillelse fra verden. Her afviser han oldkirkelige og moderne teologiers forsøg på at forklare Gud anderledes end Luther gør på Bibelen og de oldkirkelige bekendelsesskrifters grund. Her blev til sidst helheden i artiklernes mange sær-retninger forbundet – og den røde tråd gennem bogen bundet i sidste ende.

Det er på mange måder en fagligt udfordrende bog med gode særartikler. De er værd at læse – og skulle der komme et bind 2 og 3, vil de nok også være værd at købe og læse.

Af cand. theol. Knud W. Skov

Boganmeldelse af ”Fra Wittenberg til verden”
Martin Luther dengang og i dag
red. Mørch, Kjøller-Rasmussen og Petersen
Kolon 2019
230 s
​

​Sjæleskat
Gamle ord til nye tider
Udklip fra Chr. Scrivers ’Sjæleskat’ v. Steen Skovsgaard
80 sider; pris: 50 kr.
bestilles v. Lolland-Falsters Stift (www.lfstift.dk/webshop)
 
En skat gravet frem
 
En skat kan ligge godt gemt – så godt, at der skal et stort arbejde til for at grave den frem og lade den komme til ære og værdighed.
 
Den tyske præst Chr. Scriver udgav i 1675 bogen ’Sjæleskat’. I 1740’erne blev den udgivet på dansk og på dansk igen i 1888. Den er blevet læst gennem generationer og har haft stor betydning som andagtsbog.
 
Den kan stadig findes og læses, men helt ligetil er det ikke: den er et stort værk på flere tusind sider med tungt sprog, lange sætninger og gotiske bogstaver.
 
Biskop Steen Skovsgaard har nu gjort en indsats for at grave denne skat frem og gøre den lettere tilgængelig. 
 
Gennem en årrække har han arbejdet med bogen og har på baggrund af det arbejde udgivet en samling af udvalgte citater – såkaldte udklip - fra den. ’Gamle ord til nye tider’ hedder undertitlen.
 
Bogen er ordnet i 14 små afsnit med citater om mennesket, om tro, om gode gerninger osv. og som det sidste et længere afsnit med ’Trøsteord under sygdom, trængsel, modgang og anfægtelser’.
 
Citaterne består af en enkelt eller nogle få sætninger og gengives med nutidig retskrivning.
 
Bogen er prydet med en lang række fotografier af Maribo Domkirkes inventar. Det er en fin udgivelse, som kan benyttes på forskellig måde – også som gave. Den fortjener ikke blot ære og værdighed, men også at blive brugt.
 
Det er en vigtig bog med et vigtigt anliggende. Steen Skovsgaard skriver i forordet: ”Vi har brug for at grave de gamle brønde fri, at søge i dybden, og at finde frem til kristendommens gamle, rige kilder”.
 
Det kan denne bog, der er udsendt i forbindelse med Steen Skovsgaards 10 års jubilæum som biskop, være en god hjælp til.
                                                    Kristian S. Larsen
 
 
 

Villy Klit-Johansen:

MENNESKE FØRST...

Ateisme, religion og folkelighed i evangeliets lys

Nielsine Madsens Forlag 2014 (www.nielsine-madsens-forlag.dk)

72 sider, 79,00 kr.

Vort tidligere bestyrelsesmedlem, Villy Klit Johansen, har i denne bog taget en del brændende spørgsmål op. På en upolemisk måde får han behandlet tidens brændende spørgsmål. I erkendelse af, at vi lever i en tid, der på den ene side er præget af ateisme og på den anden side af religiøs interesse og søgen, viser han, at når videnskaben holder sig inden for sine grænser, kan den hverken bevise, at der er en gud – eller, at der ikke er nogen gud. Ateismen mangler ”en tilværelsesforklaring, der matcher tilværelsen, stor og underfuld, som den jo er.”

I afsnittet om ”Evangeliets forhold til og forskellighed fra religion”, knytter forfatteren til ved Grundtvigs kendte ord ”Menneske først og kristen så/ det er et hovedstykke,/ kristendom vi for intet få,/det er den pure lykke.” Menneskets stræben efter at overvinde tilværelsens meningsløshed og døden, er forgæves; men som kristne er vi forløst ved ordet om Guds frelsende kærlighed i Kristus.

I vor tid er bogens afsnit om ”Islam og Evangeliet” særdeles aktuelt. Og Villy Klit-Johansen skriver dygtigt og samtidigt forståeligt om forholdet mellem Islam og Evangeliet.

Et afsnit om ”Dåben og Evangeliet” har tidligere været offentliggjort i Præsteforeningens Blad. Takket være Grundtvig har vi bevaret den gamle kirkes og også reformationens dåbsritual med tilspørgsel, forsagelse og tro. Dette afsnit om ”Dåben og Evangeliet” er velskrevet og særdeles nyttigt at læse.

Endelig rummer bogen et godt afsnit om ”Folkeligheden og evangeliet”. Forfatteren nævner, hvordan man i sporene af den franske revolution har talt meget om ”menneskeheden”, mens Det nye Testamente hellere taler om ”folkeslagene”, hvis særpræg ikke udviskes, men helliges, når et folk antager den kristne tro. Også dette afsnit er ret så aktuelt.

Hermed anbefales bogen på det bedste.
Hans Olav Okkels

Jan Vermeer:
TJENER FOR DEN STORE GENERAL
LogosMedia 2011
272 sider, 249,95 kr.

Iflg. alle foreliggende oplysninger er Nordkorea det land i verden, hvor forfølgelsen af kristne topper. Det er denne virkelighed, der er udgangspunkt for bogen her, som er en roman om forfulgte kristne i netop Nordkorea.

Bogen, der er udgivet i samarbejde med organisationen ”Åbne Døre”, er tydeligvis skrevet af en person, der som journalist kender forholdene inde fra. Derfor er det – trods romanformen – også en vigtig bog at læse, fordi man her stifter bekendtskab med vilkårene i verdens mest lukkede land. Indholdet er nemlig baseret på virkelige hændelser.

Søren Juul Skovenborg:
DET RUMMELIGE MISSIONSHUS
Fællesskab der favner
Lohses Forlag 2011
83 sider, uddeles gratis

Forfatteren, der er indremissionær, ønsker med bogen her at slå et slag for, at missionshuset – men også andre kristne fællesskaber og menigheder – bliver rummelige, favnende fællesskaber.

Rummeligheden betyder, at der skal være plads til forskellighed. Et fællesskab er således ikke et meningsfællesskab, men et trosfællesskab. Det betyder naturligvis ikke accept af, at ret lære er ligegyldig!

Der er megen stof til eftertanke i den lille, velskrevne bog!

Bodil Sangill:
NOGET AT TYGGE PÅ
Lohses Forlag 2011
181 sider, 249,95 kr.

Denne særdeles læseværdige bog indeholder 10 noveller, der alle henter deres inspiration i Bibelen – i både Gammel og Ny Testamente. Det gennemgående tema er ”brød” - både det, man spiser for at overleve, og ”livets brød”.

De enkelte novellers handling knytter sig med en enkelt undtagelse til konkrete skriftsteder. Samlet kan bogens indhold i øvrigt læses som en ”anderledes” genfortælling af den bibelske frelseshistorie.

Alle novellerne har en anonym, ikke navngiven kvinde som fortæller. Alle begivenheder er dermed oplevet og tolket af personer, der i øvrigt ikke spiller nogen rolle i historien. De iagttager og fortæller positivt, hvad de ser.

En god bog – både til eftertanke og brugt som gave!

Boris Salo:
DEN GLEMTE SKAT
På opdagelse i den lutherske spiritualitet
Boedal 2008
176 sider, 169,95 kr.

Forfatteren, som er præst i Finland, slår i denne lille, men indholdsrige bog et slag for brug af det centrale katekismus-stof. Han peger på, at katekismen ikke kun indeholder lærestof, men indholdet skal snarere ses som livsmateriale – noget at leve i og af som kristen. Katekismen er altså i grunden en håndbog i det åndelige liv og hverdagslivet. Derfor skal den først og fremmest tilegnes gennem meditation over de 10 bud, trosbekendelsen og Fadervor. Bogen giver da også god vejledning i, hvordan man gør! Brug den!

Erling Rimehaug:
TØRSTEN GIVER LYS
Om åndelig længsel og modning
Lohses Forlag 2008
137 sider, 74,95 kr.

Livet som kristen er en vandring, og derfor finder der da også en åndelig vækst og modning sted. Den helt centrale heri er Jesus Kristus, der i grunden er vejen, ad hvilken vi vandrer.

Med inspiration fra Johannes af Korset og andre kristne mystikere skildres vejen, der må følges, og den udvikling, der så finder sted. Og det understreges stærkt, at det er Gud, der giver væksten.

En udmærket vejledning i at leve som praktiserende kristen!

Henning Nørhøj:
I PETERS SPOR
Aros Forlag 2011
146 sider, 179,00 kr.

Rom er for alle kristne én af kristenhedens vigtigste byer, for her finder vi sporene af nogle af de allerførste kristne. Således er apostlen Peter og Rom uløseligt forbundet med hinanden. Og apostlen Paulus træffer vi også på. Gennem ham stifter vi allerede i Ny Testamente bekendtskab med kirken i Rom.

Denne udmærkede bog er en illustreret rejsebog, som på overkommelig plads følger de spor, apostlen Peter har sat i Rom og byens kirker.

Bogen indeholder også en guide til fem dage ”i Peters spor”, årstalslister og en litteraturliste.

Mogens Nykjær:
DET SIXTINSKE KAPEL – En verdenshistorie i Rom
Gyldendal 2013
240 sider. illustreret, 299,95 kr.

Det Sixtinske Kapel i Vatikanet har på mange måder en fremtrædende plads i bevidstheden. Det er her pavevalg finder sted, og så er det i øvrigt en af de helt store seværdigheder i Rom – ikke mindst p.g.a. Michelangelos berømte billeder. Mere end 5 mill. mennsker besøger da også stedet hvert år.

Forfatteren er kunsthistoriker og har i øvrigt også skrevet en bog om Peterskirken. Her fortæller han om det enkelte billedes motiv og betydning samt om den historie, billederne sammen beretter: Historien om Guds plan med skaberværket og om mennesket mellem fald og frelse.

Bogen, der er rigt illustreret, er særdeles læseværdig! Og så er den en fin gaveidé – ikke mindst til både tidligere og fremtidige Rom-farere!

Jørgen Hedager Nielsen:
FORSONING I KLØFTERNES LAND
Fokal/Logos Media 2011
234 sider, 249,95 kr.

Den meget læseværdige bog handler om Israel-Palæstina konflikten set gennem mennesker, som lever med den og i den.

Det er meget forskellige mennesker, der gennem bogens interviews giver os et indblik i den virkelighed, der er deres. Men uanset den forskellige baggrund er de fælles om troen på Jesus Kristus.

Netop denne fælles tro er udgangspunktet for, at de alle har engageret sig i et arbejde for

forsoning. Dette foregår i organisationen ”Musalaha”, hvor man har udviklet en meget interessant og inspirerende forsoningsmodel, som også i høj grad kan anvendes i helt andre sammenhænge. Formålet er at skabe fællesskab og forsoning mellem enkeltpersoner.

Bogen er i grunden også en bekræftelse på, at dén biskop i Mellemøsten havde ret, som for en del år siden sagde til undertegnede, at fred i Israel/Palæstina måtte have med forholdet til Jesus at gøre!

Eric Metaxas:
BONHOEFFER
Præst, martyr, profet, spion
En retfærdig blandt folkeslagene kontra det tredje rige
Forlaget Scandinavia 2012
611 sider, 349,00 kr.

Det er på flere måder en stor bog, den amerikanske forfatter Eric Metaxas har skrevet om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der blev henrettet kort tid før 2. verdenskrigs afslutning.

Bogen er stor, hvad sidetal og dermed stofmængde angår. Men den er også stor indholdsmæssigt.

Der tegnes her et inspirerende billede af en klarttænkende teolog, som har sat spor – og det både i sin egen tid og situation og i tiden siden da.

Gang på gang slår det under læsning af bogen én, hvor aktuel han og hans tænkning er! Der er her virkelig inspiration at hente til den kamp, kirken står i i dag – ca. 70 år senere! Men at påstå – som én har gjort det – at Bonhoeffer skulle ligne en nutidig, amerikansk evangelikal kristen, er virkelig at gøre de evangelikale alt for megen ære!

Det er glædeligt, at der hermed foreligger en god biografi af Bonhoeffer på dansk. Men den havde fortjent en væsentligt bedre oversættelse! Og korrekturlæsningen lader desværre også en del tilbage at ønske! Og så er det et irritationsmoment, at man ret konsekvent anvender den private bibeloversættelse ”Bibelen på hverdagsdansk” og ikke den fælles, autoriserede bibeloversættelse. 

Ole Lundegaard:
GRUNDTRIN
Når tro får liv
Boedal 2012
208 sider, 200,00 kr.

Den kristne tro er ikke bare en troslære. Den er også en praksis – en vej at gå! Men vi er altså først og fremmest tilbøjelige til at beskæftige os med, hvad vi tror på, men det hører også med, hvordan vi lever som troende kristne.

Det er udgangspunktet for denne vejledning i troens praksis skrevet af baptistpræsten i Herlev. Formålet er at inspirere os til at tilvælge det kristne liv ved bevidst at tillægge os en række særlige vaner i dagligdagen.

Pablo Llambias og Rasmus Nøjgaard (red.):
FORFATTERPRÆDIKENER i Sankt Jakobs Kirke
Gyldendal 2012
195 sider, 249,95 kr.

I 2012 indbød man 16 forfatter til at prædike ved en almindelig søndagsgudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København. Det betød, at de skulle vælge salmer og så i øvrigt prædike over søndagens evangelietekst. Bogen indeholder disse 16 prædikener.

Formålet var at rejse spørgsmålet om, hvad en prædiken er for størrelse, og forventningen var desuden at søge et nyt lys kastet ind over teksterne.

Samlet set er resultatet ikke imponerende, selv om interessen var stor fra ”publikums side”. Gennemgående tages der udgangspunkt i teksten. Man går ud fra teksten uden at vende tilbage. I hvert fald er der ikke tale om tekstprædikener. Salmevalget er heller ikke fremragende.