Samfundstænkning og teologi i det offentlige rum undersøges i denne bog. Jeg læste bogen hen over Skt Stefans dag, hvor det kristne martyrium er i fokus og hvor det at kirken som sammenvokset med Kristus altid vil være lagt for verdens had, slog denne konforme akademiske diskussionsbogs svaghed og mangel mig: Er Jesu Kristi forargelse og anstød en del af denne offentlighedsteologi (herefter OT), eller leveres her en abstrakt sammenvævning af selvbekræftende kristent lignende tale om teologers ord om emnet gennem 2000 år? Det kom i et af de sidste kapitler, men kun i spørgsmål om konflikt mellem muslimer og kristne, ikke som at have del i Jesu forargelse. I stedet handlede det om kontekstualisering og tilpasning af religiøse tekster for at undgå vold. Tilsvarende kunne jeg spørge, om jeg finder lovens første brug – den offentlige brug som af og til omtales som en kantsten – eller en udlægning af Romerbrevet kap. 13 – i denne OT. Svaret på begge disse spørgsmål er negative, hvor der er et uklart svar på korsets anstød – og lovens første brug forkyndt i samfundet erstattes af dialog, disruption og enkelte godbidder.
​
Bogen er præget af to forskellige retninger i indlæggene. Nogle er deskriptive i forholdt til deres syn på kirkens rolle i det offentlige rum (f.eks. om migranter), andre er indvævet med en progressiv tankegang, så der søges skabt en udvikling i retning af et ændret teologisk indhold og praksis ift. tidligere generationer. Disse indlæg har stort set alle dele, hvor teologiske ord og begreber omdefineres til en slags ny-sprog i en ny virkelighed.

Bogens indledende indlæg definerer OT som ”teologisk engagement i ord og/eller handling i forhold til spørgsmål vedrørende alle samfundsborgere”. Denne definition uddybes ved at opliste, at denne disciplin har 6 kendetegn – som 1. inkarnatorisk (teologien skal tage bolig i konkrete problemstillinger), til stede 2. i flere offentlige rum og sprog, 3. interdisciplinarisk tværfaglig, 4. dialogisk (åben og lærevillig samtale), 5. global (ved at berøre overnationale spørgsmål som klima, migration og sundhed) og endelig 6. performativ (så den er konkret – ikke teoretisk). Bemærk, hvordan det mest teologiske udtryk ”inkarnatorisk” ikke bruges om Guds komme i kød i Kristus, men om den (humane) teologiske tanke, der bliver konkret. Bemærk også at fokus er på engagement – ikke på teologiens indhold, selv om det netop er, hvad bogens indhold forandrer for at skabe engagement.

Det historiske perspektiv for den globale kirke gives i et konfessionsløst bidrag, med den tese, at kristendom påvirker kulturen og påvirkes af kulturen. Dermed er OT gjort til kultur. Det peger, sammen med de 6 kendetegn ovenfor, på, at OT er et sekulært sociologisk kultursprog i teologisk sproglig klædedragt på en kirkehistorisk baggrund. Den lokale danske OTske baggrund skildres med saglig dybde, så både to-regimentelæren, de 3 stænder, Halle-pietismens indtog med katekismelæring og Grundtvig/Kold fint kommer med. Det fører dog videre til en diskussion om OT er politisk disciplin via Horkheimer, Habermas til Helmut Rosas tanker om religion som en dybde-resonans i det postsekulære samfund. Sammen med den tidligere definition, hvor OT er gjort til kultur, gøres OT nu til en lille røst blandt mange, underlagt samfundets orden. Så er den ikke Guds tale til samfundet. Mellem linjerne indføres derved en kulturradikal dekonstruktion af teologi som Guds givet tale til menneskeheden i en post-sekulær verden.

De næste to højaktuelle emner bærer det samme præg og grundtone. Et kapitel, ”Herske eller herske”, er om natursyn og miljøengagement. Her diskuteres oversættelsen af det hebraiske ord for at herske (radá) som vinkel på en kort præsentation af klimakrisen og i virkeligheden en diskussion af om skabelsen skal forstås antropocentrisk eller økocentrisk. Kapitlet viser, i en næsten woke stemning, at på dette område defineres OT af økoteologien fra Løgstrup, Ole Jensen, N.H.Gregersen til en animistisk økocentrisk teologi udtrykt v. Mark I Wallace – og Bibelens bruges til at bekræfte den definition. I kapitlet efter tages fat på nationalisme og kristendom. Her nævnes kritisk den russisk-ortodokse OT personificeret i patriarken Kirills tale om enhed mellem nation og tro som støtte til Putin. Den berettigede kritik forstærkes af at nævne, at Kirill også støtter et bibelsk baseret syn på familieliv og køn som OT. Tilsvarende vendes fokus negativt på evangelikales ”kulturkrig” mod abort, porno og homoseksuelle ægteskaber i USA, trods kulturkrigen reelt set føres af social-liberale mod kristne og konservative værdier. Evangelikale megakirker omtales som de eneste samfundsengagerede kirkegrupper med OT’sk påvirkning, trods den katolske kirke i USA f.eks. står stærkt i spørgsmålet om naturlovens normsætning og at der nyligt er indsat to katolske højesteretsdommere. Her møder vi i øvrigt bogens forsøg på at definere ordet ”nåde”, nemlig som samhørighed i modsætning til nationale og sociale skel. Den nåde defineres ikke som Guds nåde, men som mellemmenneskelig nåde. Desuden sammenfattes, at kristendom er ”at være mere optaget af sin næste end af sig selv”. Dvs. OT gøres til en reduceret human-lovisk vejledning uden hele Guds Ords tale.

Til forskel fra disse to kapitler er det en befrielse at læse essayet om kirke og migration, da der her ikke-polemisk beskrives faktuelt om migranters forhold og kirkens mulige tiltag. Her skrives præcist om muligheder og behov, så læseren neutralt er rustet til at lægge eget engagement ind. Glædeligt – og pga. konteksten forstemmende at læse, fordi det gode konstruktive her slet ikke kan få ret kirkelig opmærksomhed. Den samme konstruktive diskussion er at finde i kapitlet om tro og videnskab, hvor der fastholdes en klar skelnen mellem den sekulære ateismes verdensbillede og det kreationistiske. Selv om der i det afsnit anføres, at de to sider supplerer hinanden og fortsætter diskussionen, så konstateres bekymrende også at ”ledende folk inden for den nye ateisme [er] slet ikke villige til at give rum for, at der … findes principielt acceptable alternativer til et naturalistiske verdensbillede”.

Et forenklet kapitel om økonomi og lighed forsøger at vise den katolske kirkes sociallære – og så den danske velfærdsmodels sociale håndtering af ulighed. Her udgør det teologiske en læsning af de bibelske citater, der peger på penge som et nødvendigt onde, der ikke må skabe uretfærdige forhold – i bedste sociale tankegang. Skal man blive i emnet, savner jeg en sammenstilling af de teologiske konfessioners forskelles historiske påvirkning i OT af forskellige landes social- og sundhedsvæsen. Der er heller ikke antydning af refleksion over kristentroens betydning for socialvæsen set i forhold til et konsekvent evolutionært syns konsekvenser.

Sjælesorgsafsnittet tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra Tsunamikatastrofen i 2004. Sjælesorg skal da NÅ mennesker i forskellige situationer og trosforhold, men der siges ikke et ord om HVAD, forfatteren ønsker at nå nogen med. Sjælesorgen omtales og udlægges her på skabelsesplanet, hvorfor den kun omtales som til ”Guds skabninger”. Her er ingen kirke eller kristentro. I stedet bliver ”tro” til nærvær mellem kaotiske oplevelser og så at finde i relationer. Den teologiske uklarhed vrides, da denne forståelse af troens nærvær tolkes som Kristi nærvær i nadveren til at overskride adskillelsen (transcendensen) mellem det menneskelige og det guddommelige! Den nytolkning udfoldes derefter i tanke om at alle mennesker er forbundet med hinanden i en kærligheds bevægelse i den treenige Gud. Det er forstemmende at her er ingen omsorg for mennesket i sorg for sjælen, blot teologisk ny-sprog. Tilsvarende skrives i to andre afsnit i et dennesidigt sprog om at leve kristeligt frit. Kampene, der beskrives, er mod mure og skel i psykologiske og sociologiske strukturer af manglende åndsfrihed eller perfektion og præstation, og de skal vindes ved at blive sig selv. Målet gøres til psykologisk frisætning alene. Denne omtolkning sker ved at der indarbejdes nyt indhold i betydningen af de gamle ord – til advarsel til os alle!

De fleste indlæg i denne bog viser en teologi om en teologi, der har skåret Skriften væk som formalprincip for læren og erstattet den med egen læsning af tidens tendenser i lyset af mainstream media. Det er svært at anbefale bogen, selv om enkelte afsnit er gode at blive oplyst af.

Knud Skov
Cand. Theol. & Cand. IT/komm. & Dipl.Erhv.Pæd.

Offentlighedsteologi – En introduktion - Af Jonas Adelin Jørgensen, Birgitte Stoklund Larsen, Ulrik Nissen
Eksistensen, 2022, Hæftet, 235 sider
ISBN 9788741007724

Det Danske Bibelselskab udgiver et såkaldt Håndbibliotek, der er en serie af små fagbøger, der udforsker væsentlige temaer og begreber i Bibelen.
I denne serie er nu udkommet en bog på 144 sider med titlen: Messias, skrevet af Søren Holst, forfatter og foredragsholder, forhenværende lektor ved det teologiske fakultet ved Københavns Universitet.

På bagsiden af bogen er formålet med bogen angivet: Søren Holst går på jagt efter baggrunden for Det Nye Testamentes forventning om en frelser. Er Jesus opfyldelsen af gamle profetier? I forordet siger Søren Holst, at dele af svaret findes i Bibelen, men at noget må hentes i en stribe andre skrifter.

I første kapitel afsøger Holst, hvorledes Messias-forventningerne møder os i Det Nye Testamente (NT). Messias-titlen forekommer kun to gange i den danske oversættelse (Joh 1,41; 4,25), i stedet bruges det græske Kristus. Men der er også andre betegnelser, der peger på forventning, f.eks.: Den som kommer. Og han går også ind i passager, der med andre ord og begreber udtrykker forventning til Frelseren, herunder Frelserens magt over sygdom og død. Holst kommer også ind på titler som: Israels konge og: Davids søn. Og i lidelseshistorien har Messias-forventningerne en fremtrædende plads. Holst understreger, at det flere steder siges klart, at Det Gamle Testamente (GT) peger på Messias.
Men peger GT klart på Messias? Det undersøger Holst i kapitel 2 og 3. Og han når frem til, at det gør GT ikke!
Der tales ganske vist i GT om den salvede, og han undersøger en lang række steder, men når frem til, at betegnelsen bruges om et almindeligt menneske med et særligt embede, oftest om kongen i Jerusalem, et dødeligt menneske af kød og blod. Det gælder fx i Sl 2,1-2.6, hvor der tales om kongen i Jerusalem, der af Gud er indsat til at herske over hele verden. Det er ifølge Holst ikke et politisk program men en prædiken om, at Israels Gud i sidste ende er den stærkeste.
Efter Jerusalems fald år 587 f.Kr. flyttede fokus til håb om en konge som David. Det gav tanken om kongen en dimension rettet mod fremtiden. Stadig dog en almindelig, menneskelig konge, født af forældre af kød og blod. Men udsagnene om forventningen til kongen bliver senere brugt som byggesten, når de første kristne – og de øvrige jøder i samtiden – formulerede forventningen til en fremtidig redningsmand sendt af Gud (s.43-44).
Holst pointerer, at profeterne kommenterede samtiden (s. 48-49). Det understreges bl.a. med en kort udlægning af Es 9,5-6; 7,14; 11,1-2; Jer 23,5. Det gælder også Zakarias, der hører til i tiden efter hjemkomsten fra Babylon.
Holst vil ikke regne Daniel til profeterne (jf. jødisk opfattelse), hans bog er et senere apokalyptisk skrift, hvor Menneskesønnen, der kommer med himlens skyer, ikke er af Davids slægt.
I kapitel 4 behandles i første omgang tiden fra 500-400 f.Kr. Her er der kun ganske lidt bibelsk stof, især Jobs Bog, Prædikerens Bog, Højsangen og dele af Mosebøgerne, men hverken i denne periode eller frem til 200 f.Kr. kender vi til ønske om en konge.
Det ændrer sig i det 2. årh., hvor Holst placerer dele af Daniels Bog. I denne periode opstod der en række apokalypser og pseudepigrafer, ligesom Dødehavsrullerne kom til frem mod år 68 e.Kr. Disse skrifter er vigtige kilder til, hvordan man opfattede Messias på NTs tid.
Holst er godt hjemme i disse skrifter, og det er spændende læsning – men har han ret i, at tanken om Messias-tanken først opstod i disse ikke-bibelske skrifter, som til dels indeholder hele og halve citater fra GTs profeter?
Kapitel 5 og 6 handler om især talen i Dødehavsteksterne (2. årh. f.Kr. – 68 e.Kr.) om den salvede som præst og profet. Det gælder også kapitel 7, hvor Første Enoksbog er central, og hvor der tales om Menneskesønnen af himmelsk oprindelse. Kapitlet slutter med citat fra Fjerde Ezrabog, hvor Messias’ død beskrives.
Kapitel 8 tager Es 52-53 op. Holst understreger, at ”teksten ikke selv med én stavelse antyder, at den skulle handle om Messias eller om en salvet konge, præst eller profet. I den del af Esajas’ Bog, hvor beskrivelsen står, bliver ”Herrens tjener” langt de fleste steder klart og utvetydigt brugt om israelitterne” (s.125-126). Det uddyber han selvfølgelig nærmere.
Det hele rundes af og samles op i et kort kapitel 9 om Ny Testamentes beskrivelse af forventningerne til og forkyndelsen af Jesus som den lovede Messias og profet og med antydninger af ypperstepræstelig funktion. Men igen understreger Holst, at Messias i GT ”ikke er en fremtidig frelser, men en menneskelig konge eller evt. præst i samtiden … men vi møder forhåbninger om en fornyelse af kongedømmet, og her males den fremtidige konge i farver, der kan minde om det, som man i Ny Testamente forstår ved Messias – men helt uden at Det Gamle Testamente bruger ordet” (s.133). Det sker jo altså først i tiden mellem de to testamenter, hvorfra der dog er mange forskellige billeder, der afspejles i NT.
Søren Holst har skrevet en spændende bog. Hans viden om GT og om skrifterne fra tiden mellem GT og NT er stor – og bogen er udfordrende. Men er det sandt, at tanken om Messias ikke har reel tilknytning til GT?
Selv om GT ikke bruger ordet, tegnes der altså silhuet af en fremtidig frelser - Messias. Sagen er vel, at uden GT bliver meget i NT uforståeligt, selv om det er uomtvisteligt, at NT afspejler den mangfoldighed i forventningen til Den salvede, der udfoldedes i den mellemtestamentlige tid. Her tales der både om en salvet konge, ypperstepræst og profet. Men netop som udfoldning af centrale tekster i GT.
I 1 Mos 3,15 tales der ganske vist ikke om Messias, men om en fremtidig frelser for menneskeheden, og løftet til Abraham (1 Mos 12,3) er vigtig baggrund for Israels tro.
Det er vanskeligt at forestille sig, at Judas konger har været tiltalt og omtalt i de vendinger, der findes i kongesalmerne. Fx tales der i Sl 2 om Herrens salvede, der skal herske over verden; ville et lille folk på egen hånd drømme så vilde drømme? Det samme gælder Sl 72, der taler om en konge, der langt overgår Salomo (ordet salvede bruges dog ikke). Det gælder også andre salmer; det er sandt, at de ikke indeholder fuldt færdigt billede af Messias, men en stærk ansats, som også findes hos flere af profeterne, fx Jer 23,8, jf. 2 Sam 23,1-7.
I første omgang tales der en del steder i GT klart om Israels frelse. Men det sker med ord og begreber, der går langt ud over et lille folks liv. Det er på denne baggrund, at Messias-begrebet er blevet fuldt udviklet i den mellemtestamentlige jødedom, ligesom NT bevidst griber tilbage til GT og bygger på og forkynder opfyldelse af udsagn dér. Og som Holst nævner i det første kapitel, samles flere andre gammeltestamentlige betegnelser (og forventninger) i Messias skikkelsen.

Jørgen Bækgaard Thomsen
Pastor em., Beder, Danmark.

Messias
​Søren Holst: 
Bibelselskabets Forlag 2022
144 sider

To forfattere med tilknytning til Dansk Bibel Institut (DBI) i København har skrevet en kortfattet bog, som skal give en indføring i nadverens mysterium. Som bagsiden forklarer, ønsker de at ”’genfortrylle’ nadveren og åbne læserens øjne for de skatte, som dette enkle ritual rummer”.

Dette er et prisværdigt projekt. I de lavkirkelige kredse, som forfatterne tilhører, er der en løbende fare for at nedtone sakramenternes betydning og værdi til fordel for talt forkyndelse og undervisning. Dette forstærkes af de seneste årtiers åbenhed for amerikansk reformert kirkekultur. Derfor kommer denne bog et godt sted på det rigtige tidspunkt.

Bogen skal tænkes som en kortfattet indføring, og den består af to dele: Lars Malmgaard Jensens (LMJ) dogmatiske indføring i nadveren og Michael Agerbo Mørchs (MAM) essay om nadverens betydning. Bogen er let læst, og det lykkes de to forfattere at formidle enkelt og kortfattet. Man kan håbe at denne indføring vil blive læst af mange - især unge.

LMJ rammer plet når han påpeger at troslæren er ”en bastion og et bolværk mod den personlige tros fortvivlelse” (14). Det er en god måde at gå til dogmatikken på, for dermed får den en befriende funktion for troslivet, frem for de fordomme af tør teori, som mange (unge) kunne have. Dog er det en svær øvelse at skulle redegøre for nadverens dogmatik og historie på en så koncentreret og kortfattet måde. Det lykkes på mange måder godt, men nogle steder synes jeg det går lige hurtigt nok. Heldigvis er der en god fodnotepraksis med henvisning til yderligere læsning. Af samme grund kunne det have været godt med en litteraturliste bag i bogen.

Der synes at være nogle uheldige uklarheder. Eucharistien knyttes stærkt til den romerske offerteologi (37), og det kommer til at fremstå som om elevationen i sig selv er udtryk for en genfremstilling af Jesu sonoffer (41). Men der findes eksempler på at både taksigelse og elevation indgår i lutherske nadverfejringer, uden at det er udtryk for en problematisk offer-teologi.
Et lille hjertesuk: Jeg er træt af begrebet ’bibeltro’ som i første del af bogen bruges konsekvent. Jeg synes det er en upræcis og indforstået term. Netop i denne bog kunne det give mening at erstatte det med ’bekendelsestro’. Man kunne også variere det med begreber så som ’bibelsk’ eller ’klassisk’, hvor det var passende.

MAM kommer med nogle gode refleksioner over, hvordan nadveren kan blive mere nærværende (han kalder det ’et refleksionstilbud’). Det er et godt supplement til LMJ’s undervisende afsnit. Grundtanken synes at være, at vi får meget mere ud af nadveren ved at kontemplere den med både krop og sind: ”lad det synke ind, grund over det, reflekter, læs igen. Når Herren selv har rakt os et nådemiddel, er det, for at vi skal ære det, bruge det, nyde det og kende det” (98). Han knytter sine betragtninger til teologisk tækning omkring nadveren og slutter med at knytte dem til liturgien. Selvom han her vælger en minimalistisk model med fokus på indstiftelsesordene, modtagelsen og velsignelsen, er det velgørende, at få liturgien på banen. God liturgi kan nemlig sætte gudstjenestestens ord ind i et større kontemplativt perspektiv. Derfor kunne jeg godt savne, at MAM udvidede sine betragtninger til at inkludere flere liturgiske elementer så som præfations-bønnerne og Sanctus. For en minimalistisk, simpel nadverfejring kan let give nadveren en mere reformert karakter, hvor fokus er på personlig refleksion frem for en god balance mellem tro, nådemidlerne og den fælles fejring.

Nadveren er en stor gave til Guds folk. Bogen motiverer virkelig til at være med i fejringen af den.
Hermed et tillykke til forfatterne for at have udført en vigtig formidlingsopgave.

Peter E. Nissen
afdelingsmissionær og pastor
6000 Kolding

Lars Malmgaard Jensen & Michael Agerbo Mørch:
Virkelig nær – En lille bog om nadveren
Credo 2022,
​152 sider

Fem minutters fast føde
Mødet med Bibelens ord kan ske under mange forskellige former. I Børge Haahr Andersens barndomshjem mødte han Bibelens ord bl.a. ved køkkenbordet. Nu har han skrevet en andagtsbog og ladet køkkenbordet indgå i dens titel. Ved at bruge fem minutter kan man angivelig nå dagens stykke og måske også både at slå bibelstedet op og bede en kort bøn.
BHA er opvokset i Vestjylland i en familie tilknyttet Luthersk Mission og har været ansat i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende), præst i København og rektor på Dansk Bibel-Institut.

Udgivelsen er delt i to bind, og første bind rummer stykker til årets første seks måneder. Til hver dag tages der udgangspunkt i en ganske kort bibeltekst, hvortil der knyttes en refleksion i den ene eller anden form. Hver måned har fået sin særlige overskrift. I januar er det ’Tiden. Begyndelsen. Skabelsen’. I april er det ’Jesus. Guds søn i liv og død’. Disse måneds-temaer hænger en hel del sammen med årstid og ikke mindst kirkeårstid og højtider.

Den gennemgående fornemmelse er, at man teologisk og åndeligt er på tryg grund. BHA formulerer med et jævnt og stilfærdigt og til tider lidt finurligt sprog et centralt bibelsk budskab og inddrager undervejs pointer fra både Luther, Søren Kierkegaard m.fl.. Nogle gange går bibelverset igen over flere dage, f.eks. i februar, hvor ’Vær ikke bekymrede’ er temaet hele seks dage i træk.

Enkelte steder formuleres der også noget, der måske kan kaldes ’teologiske kæphæste’, men typisk med en opbyggelig og personlig vinkel. Nogle få formuleringer kan forekomme lidt upræcise, bl.a. i omtalen af barnedåben i stykket til 19. juni.

En relativt stor del af stykkerne er præget af erfaringer og oplevelser fra BHAs eget liv. Læreren, søndagsskolen og ikke mindst familien nævnes jævnligt. F.eks. indledes der: ’Når jeg tænker på min barndom’, ’Da jeg gik i søndagsskole’ eller ’Jeg har flere gange i mit liv…’. I nogle af disse stykker fylder erindring og fortælling ret meget.

Til forskel herfra har andre stykker mere karakter af redegørelser for komplicerede temaer som inkarnationen og forsoningen. Her udfoldes sikker og stilfærdig pædagogik, så det hele tiden er muligt at følge med.

Alt i alt en fin udgivelse, hvor der er meget godt at hente til tro og liv.
Kristian Søndergaard Larsen

Fem minutter ved køkkenbordet
Børge Haahr Andersen
Bd. 1 – Januar-juni
LogosMedia 2022; 384 sider

Findes der noget mere forudsigeligt end en antologi fra Indre Missions forlag, som indeholder 14 kapitler om fortabelse? Ikke desto mindre er det, hvad vi finder i Livets Risiko – Himmel og Helvede. Alligevel tror jeg de færreste vil finde indholdet forudsigeligt.
 
Lad mig begynde med konklusionen: Livets Risiko er både afbalanceret, lærerig og – på en bagvendt måde – opmuntrende. Forfatterne belyser fra forskellige vinkler, hvordan fortabelse er forstået og behandlet og bør forstås, og veksler dermed mellem det deskriptive og normative og inviterer læseren til at tænke med.
 
Ikke sådan forstået, at der er vaklen, når det kommer til, hvorvidt fortabelsens mulighed er en nødvendig del af den kristne lære. Sprint Aagaard Korsholm skriver om kristendommens forståelse og varedeklarerer: ”Jeg refererer til ’klassisk kristendom’, der bygger på den opfattelse, forfatterne til Bibelen havde, og på den forståelse, som alle vores grundlæggende trosbekendelser i den danske folkekirke også blev affattet i.”
 
Klassisk kristendom indebærer altså en tro på en dobbelt udgang, og det er bogens tone og anledning. Det betyder imidlertid ikke, at fortabelsen dyrkes eller behandles uden anfægtelse. Tværtimod er det måske bogens allerfineste træk, at der er en gennemgående anfægtelse til stede. Jan Holm Mortensen skriver i et konkluderende punkt på bogens sidste side: ”Den, der ikke selv mærker det ubærlige ved fortabelsens mulighed, bør ikke forkynde den.” Og i det lys kan redaktørerne være tilfredse med valget af skribenter.
 
Om vi kalder det helvede, fortabelse eller hvilken som helst eufemisme vi nu kan komme op med, ændrer det ikke ved modviljen mod og sorgen over den bagvedliggende virkelighed. Om det skriver Mortensen: ”Det at brænde for alles frelse og inderligt håbe på det, er selvfølgelig ikke på nogen måde i modstrid med hverken bibel eller bekendelse. Det banker i takt med Guds eget hjerte og vilje.”
 
Ønsker vi at være tro mod kristendommen, er der desværre bare ingen vej udenom. Det påvises, hvordan både det Gamle Testamente, det Nye Testamente, de apostolske fædre, oldkirkens altovervejende majoritet, Luther, Grundtvig og Kierkegaard taler utvetydigt om en dobbelt udgang. Derudover bliver det tydeligt, hvor meget der er på spil. Hans-Ole Bækgaard skriver: ”…men får betydning for helt grundlæggende forhold i den kristne tro såsom gudsopfattelse, menneskesyn, kærlighed, synd, forsoning, retfærdiggørelse, tro, dåb, nåde osv.” Da hver forfatter har måttet begrænse sig, bliver der videreformidlet en hel del kildemateriale, som læseren selv må slå efter for at sikre sig rigtigheden i, men jeg vil alligevel gå så langt som til at sige, at bogen i sin helhed er overbevisende og lødig.
 
Ud over det strengt dogmatiske er der flere tankevækkende og øjenåbnende pointer at hente. F.eks. beretter Steen Skovsgaard om hjemmesider med kristent indhold, hvor der kun sjældent er sat ord på fortabelsen, mens frelsen forkyndes i maleriske vendinger. Det passer meget godt til den fornemmelse, jeg har fået af at lytte til kristen forkyndelse de senere år, hvor der (Gud ske lov!) forkyndes radikalt om frelsens altomfattende betydning, men hvor der sjældent sættes ord på alternativet. Livets Risiko, tror jeg, kan være med til at give fornyet frimodighed til at nævne fortabelsens mulighed, men netop i lyset af Guds barmhjertighed, nåde og retfærdighed.

​Livets Risiko
Red.: Jørgen Sejergaard, Henrik Højlund og Hans-Ole Bækgaard
Lohse 2022;
Pris: 249,95,-
 
Hermed anbefalet.
 
Søren Aalbæk Rønn
cand.theol., KFS-sekretær, Esbjerg

Der er tale om en samling af tidligere udgivne artikler, bønner og prædikener, som forfatteren nu på opfordring har udgivet. Udvalget, der tidsmæssigt spænder fra 1969 til 2022, gør det muligt at se en udvikling hos forfatteren. Bogen er redigeret af Flemming O. Nielsen.
 
Niels Thomsen er født i 13/2 1938, fylder altså 85 den 13/2 næste år. Han har været en markant og selvstændig røst i dansk teologi og kirke gennem mere end fem årtier. Han fylder meget. Niels Thomsen viste tidligt sin teologiske begavelse. Han kunne utvivlsomt have fået en smuk karriere på universitetet. Men det var ikke sådan, det blev, for i 1969 skiftede han spor og fik ansættelse som frimenighedspræst i den i grundtvigsk sammenhæng prestigiøse frimenighed i Ryslinge. Karrieren toppede med stillingen som rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster 1985-2000. Desuden har han engageret sig i et stort antal foretagender af kirkelig og folkelig art. Og så har han altså været flittigt skrivende.
 
Det er godt, at vi nu har fået et repræsentativt og fyldigt udvalg i den foreliggende bog, der er på 442 sider. Jeg anbefaler den uden forbehold. Læs den og bliv klogere på menneskelivet, Bibelen, kirkehistorien, Den danske Folkekirke, kirkens musik, kunst i kirken, teologien i det 20. og 21. århundrede, moderne kirkearkitektur, missionsteologi, forholdet mellem Luther og Grundtvig og meget, meget mere!
 
Niels Thomsen har en vid horisont. Han er på højde med tidens kulturliv og er i stadig dialog med det. Han refererer andres synspunkter loyalt, men får altid sin egen kristne pointe tydeligt frem. Han er fordomsfri - undtagen i forhold til Søren Krarup og Jesper Langballe. Overfor deres ægteskabssyn spidser han pennen og spidder de to DF’ere og præster i et sandt fyrværkeri af sarkasme (s. 393-400). Yderst elegant. Men samtale er der næppe blevet ud af denne tekst.
 
Teologen Niels Thomsen er ikke let at sætte i bås. Han er opvokset i et indremissionsk hjem, men blev præst i en decideret grundtvigsk menighed. Det giver god mening, hvis man ikke er partimand og ikke fra begyndelsen har det udgangspunkt, at man allerede er nået til vejs ende med at få greb på det med kristendommen.
 
Af cand. Theol./pastor emer.
Villy Klit-Johansen,
Lisbjerg, Århus

Læs anmeldelsen i sin fulde længde her.

De nordiske lande har meget til fælles. Det gælder også Kirkens liv og arbejde. Der er dog også en række forskelle. I Sverige dannedes for få år siden et kirkesamfund, som ikke findes tilsvarende i Danmark, den såkaldte Missionsprovinsen. Den beskriver sig selv som ’ett självständigt stift i Svenska kyrkans andliga tradition’. Fra 2010 til 2019 var Roland Gustafsson biskop i Missionsprovinsen, og i anledning af hans 70 års fødselsdag i april i år har man udgivet et festskrift med hans valgsprog som (en ret lang) titel.

Bogen er inddelt i fire afsnit. Det første rummer artikler, der på forskellig måde omhandler emner vedr. kirke og mission, ikke mindst med udgangspunkt i Roland Gustafssons tid som missionær i Kenya 1980-91.

Andet afsnit rummer artikler med fokus på baggrunden for Missionsprovinsen og dens etablering i efteråret 2003. Om dens selvforståelse siges det f.eks., at den ’ser som sin kallelse att bevara Svenska kyrkan som den kyrka den har varit, före och efter reformationen’ (s. 103). Tilsvarende siges det, at ’när den officiella Svenska kyrkan långsamt, men uppenbarligen medvetet, förändras, står Missionsprovinsen som bevarare av den apostoliska och reformatoriska tradition som omsorgsfullt och fulllödigt har präglat Kristi kykrka i vårt land’ (s. 105).

Nogle af artiklerne i dette afsnit handler ret specifikt om Missionsprovinsensen, mens andre mere bredt beskæftiger sig med temaer og tendenser i nyere svensk kirkeliv. Ikke mindst en artikel af teologen og præsten Fredrik Sidenvall (s. 119ff) beskriver på en interessant måde nogle grundlæggende tendenser. Han peger på, at initiativtagerne til Missionsprovinsen ikke kunne leve med en ’kirke uden kristendom’ og heller ikke en ’kristendom uden kirke’. Man ville i stedet arbejde i og for en ’kristendom med kirke’ og en ’kirke med kristendom’. Selv om sammenhængen er svensk, er der her en del stof til overvejelse også i andre lande og sammenhænge.

Bogens tredje afsnit sætter fokus på fremtiden for Missionsprovinsen med bl.a. en artikel med overskriften: ’Därfår behöver Svenska Kyrkan Missionsprovinsen’. Fjerde afsnit er en slags tillæg, der bl.a. indeholder et ret kort interview med Roland Gustafsson om bl.a. hans forståelse af mission: ’Missionsopdraget är en märklig paradox: det består av vila og arbete – samtidigt!’, siger han.

Bogen er et spændende indblik i aktuelle udfordringer og muligheder for kirke og kristendom i Sverige. Uundgåeligt indeholder den en del gentagelser, og en del af stoffet er relevant primært for mennesker med relation eller nærmere kendskab til Missionsprovinsen og svensk kirkeliv. Men en artikelsamling kan man jo bladre og sortere i. Denne rummer en god portion stof at fordybe sig i også for en bredere gruppe.

Allt vad vi har udrättat, har du utfört åt oss
Red.: Rune Imberg, Gunnar Andersson og Jakob Okkels
Missionsprovinsen i Sverige, Göteborg 2022
249 SEK hos bvforlag.se
https://www.bvforlag.se/nyheter-1/kyrka-foder-mission-och-mission-foder-kyrka-festskrift-till-rola.html

Denne bogs hensigt er at opmuntre læserne til at tage på en rundtur til de steder, hvor Brorson har boet og virket. Vi får her mulighed for at gå i Brorsons fodspor og få lidt indblik i hans liv. Dette indblik kan også betyde, at hans salmer vil få en ny betydning.

De fleste forbinder nok Brorson med Ribe, og det var også der, han boede den længste periode, men der er mange andre steder, fra Varde i nord til Tønder i syd, som kan forbindes med salmedigteren. Det var sikkert salmedigtningen, som førte til, at den daværende pietistiske konge, Christian 6. (ikke Christian 4., som der står i bogen), udnævnte Brorson til biskop i Ribe. Vi kommer derfor ikke uden om Ribe, når vi skal rejse i Brorsons fodspor.

Bogen fortæller om en familie, som har haft særlig betydning for Brorson. Han blev også påvirket af andre mennesker, han mødte på sin vej. Og naturen har inspireret ham, som det ses i nogle af hans salmer. Han oplevede store tab og lærte at lægge livet i Guds hånd. Og han var barn af pietismen. Vi får her et billede af et menneske, der ikke bare stod frem med en teologisk embedseksamen, men som i lighed med alle andre er blevet formet i livets skole, en skole, som
Gud har ført ham igennem. Det er spændende at stifte bekendtskab med en så vigtig biskop og salmedigter i dansk kirkehistorie. Det er gjort kortfattet og let forståeligt.

Forfatterne har øje for og kendskab til nogle detaljer. De gav mig ny viden. Brorson familien har sat dybe spor, og Brorson selv gør det stadig gennem hans mange salmer, som er helt uundværlige i vores salmebog.

Bogen er rigt illustreret med gode og nyttige billeder. Den har givet mig lyst til at besøge de steder, som kan knyttes til Brorsons liv. Og det er netop bogens formål.

Bogen er på 92 sider i stift bind.
Udgivet på Forlaget Mellemgaard. Bogladepris 189,95 kr.

cand. theol.
sognepræst i Lønborg og Egvad sogne
Peder-Henning Søderstjerna

Lad det være sagt straks: Jeg har ikke læst alle de prædikener, som denne postil indeholder. Men jeg har læst de fleste, og det første ord, som falder mig ind, er ordet befriende.
 
Hvor er det befriende at læse prædikener, som tør stå ved, at der er både frelse og fortabelse! Befriende at få slået fast, at arvesynden er en virkelighed, vi ikke kan flygte fra eller bortforklare. Allerede på omslaget får vi at vide, at her er der ikke tale om vellyd, hyggesnak eller leflen for tidsånden, men om gudsfrygt, dom, arvesynd og kødets opstandelse. Det er da befriende! Velgørende, at der altså stadig findes forkyndere, som tør sige tingene ligeud.
 
Men tør de nu også det? Se, det er jo spørgsmålet, som står tilbage, når man har læst en hel del af disse prædikener. Flere ting irriterer mig undervejs. Lad mig nævne et par eksempler:
 
For eksempel er der flere af de 39 prædikanter, der ynder at bruge betegnelsen ”Vorherre”. Jamen, det er da klart at lefle for tidsånden! Her har jeg lyst til at provokere og sige: Jeg kender ikke denne Vorherre! Herren – se, det er en anden sag, og vor Herre Jesus Kristus, men hvem har dog opfundet udtrykket ”Vorherre”? Det er ikke let at sige, men det udtryk er i hvert fald med til at gøre ham hyggelig, tilforladelig, ufarlig og ikke den frygtindgydende Gud, som Bibelen skildrer. Jo, Vorherre passer fint i tidsåndens kirke!
 
Leflen for tidsånden – det er det også, når man i en prædiken om de ti brudepiger kan møde udtrykket ”de fem små egoister” (s 20). Ærlig talt: Det er alt for billigt at slippe om ved det på den måde! Den, som for alvor trænger ind i denne tekst, bliver hurtigt klar over, at her er der noget, som ikke kan deles, og der er overhovedet ikke tale om egoisme.
 
Min alvorligste kritik af denne prædikensamling går imidlertid på noget andet og dybere. Efter at have læst mange af disse prædikener stiller jeg spørgsmålet: Hvad er en prædiken i det hele taget? Er det ikke spørgsmålet om en del af det, jeg læser i denne bog: Er det overhovedet prædikener, når det kommer til stykket? Eller er det ikke snarere klummer, som kunne finde plads i Kristeligt Dagblad eller lignende steder? Når der nu reklameres med, at der ikke er tale om vellyd, hyggesnak eller leflen for tidsånden, er det så ikke netop den grøft, mange af bogens prædikanter falder i? Der er undtagelser – heldigvis – men alligevel!
 
Gang på gang slår det mig, at det er spændende, interessante vinkler, som tages op, men helt ærligt: Hvor er de toner, som rammer og gør ondt? Da apostlen Peter holdt sin store pinseprædiken, får vi at vide, at det stak dem i hjertet, men det stik savner jeg, når jeg læser disse prædikener. Derfor spørger jeg mig selv: Var det ikke det, som skulle lyde i tide og utide, så mennesker med uro stiller spørgsmålet: Hvad skal vi gøre?
 
Til det positive hører også, at det ikke bare er nævnt, hvilke salmer der synges den pågældende søndag, men ofte får vi at vide, hvorfor netop denne salme er valgt. Også det er befriende! Befriende er det også, at man i disse forslag både finder ”Nærmere, Gud, til dig” og ”Jeg så ham som barn”.
 
At man så undertiden kan undre sig – tja, det er en anden sag. At vælge en lang salme som anden salme – det gør flere af prædikanterne, og det er ikke en god idé. At sætte en ukendt salme på som den sidste – heller ikke nogen god idé. ”Folk skal helst gå hjem på en godte”, var der en præst, som engang sagde.
 
Frede Møller, pastor emeritus

I tide og utide – Lutherske prædikener til kirkeåret.
Anden tekstrække
Af Katrine Winkel Holm, Nana Hauge, (red.), Merete Bøye
Eksistensen, 2021, Hæftet, 336 sider

Bogen består af en række artikler om dåben. Den er redigeret af Tine Illum, der er
sognepræst i Sdr. Bjert. Hendes baggrund er – udover tjenesten som sognepræst – at hun
har været aktiv i debatten om dåbsritualet og også har været medlem af den faggruppe, som
biskopperne nedsatte i 2016 til at diskutere dåb og nadver. Bidragyderne til bogen er
forskellige fageksperter fra både ind- og udland, der deler ud af reflektioner og erfaringer.

Professor Anders-Christian Jacobsen har en artikel med titlen: ”Til dåb i Jerusalem”,
​hvor han fortæller om biskop Kyrils teologi og praksis i 300-tallet. Og professor Peter Lodberg
ar bidraget med en artikel om ”Dåbens teologi og praksis. Fra Paulus til nye perspektiver”.
Det er en kort gennemgang af dåbsteologien og dens praksis fra NT til i dag.

Men de fleste artikler behandler de spørgsmål, der drøftes i dag omkring Folkekirkens dåbspraksis, og dermed må selvfølgelig også dåbsteologien behandles. Tine Illum citerer i artiklen ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” professor Niels Henrik Gregersen for dette udsagn: ”I dåben bliver vi det Guds barn, vi allerede er” (s. 72). Kan vi blive noget, vi allerede er? Det understreges i flere artikler, at der sker noget stort og afgørende i dåben, men det er uklart, hvad det er. ”Det skal være tydeligt, at mennesker er en del
af fællesskabet i Gud, og at man aldrig kan havne uden for dette fællesskab” (s. 94). Men hvad betyder det?
Der mangler en redegørelse for at være Guds barn uden dåb og Guds barn gennem dåb.

Dr. theol. Kirsten Nielsen og organist Martin Hornstrup gennemgår i en artikel tre nyere dåbssalmer. Her behandles både teologien og melodiernes kvalitet. Det er især dåbspraksis, der er i fokus. Og her når bidragyderne ganske langt omkring i de spørgsmål, vi som menighed og ansatte må arbejde med. Hvordan skal dåbsliturgien være? Hvor skal dåben placeres i gudstjenesten? Hvordan inddrages menigheden i dåbshandlingen? Hvordan føler en dåbsfamilie og deres gæster sig sete og taget alvorligt i gudstjenesten? Skal der være hel eller forkortet tilspørgsel ved døbefonten? Og flere andre spørgsmål. Jeg savner en overvejelse af den forlegenhed, der ofte ses i dåbsfølget, når der opfordres til, at alle skal sige med på trosbekendelsen i forbindelse med dåben.

Til slut i bogen er der dels forslag til nogle workshops, hvor spørgsmålene kan behandles i større eller mindre grupper. Denne del er i høj grad inspireret af tilsvarende arbejde i Lund stift. Dels er der overvejelser om og forslag til tegnhandlinger, der kan understøtte dåbens betydning, og dette fører frem  til forslag til ”seks liturgier med tegnhandlinger”. De svarer i nogen grad til det, der andre steder kaldes meditationsgudstjenester.

Bogen kaldes en brugsbog, der ikke nødvendigvis skal læses fra ende til anden. Den henvender sig bredt til
præster, medarbejdere og menighedsråd. Bogen kan anbefales til både overvejelse og modsigelse.

Langs levende vande
Dåben som handling og livsfundament.
Forfatter: Tine Illum, red.
Forlag: Eksistensen 2021
212 sider, 229,95 kr.

Anmeldelse: Jørgen Bækgaard Thomsen

Den nye bog om Galaterbrevet i Credo Kommentar-serien er en bog, der åbner
op for et 2000 år gammelt skrift. Og gør budskabet aktuelt og relevant for
mennesker i vores dage. Torben Kjær skriver overbevisende, letforståeligt
og samtidigt på et højt akademisk niveau.

For mig personligt har Galaterbrevet haft en stor plads i mit kristenliv, siden jeg
i 1999 oplevede at få fred med Gud. Jeg blev troende som 17 årig, men i de første
2-3 år af mit nye kristenliv havde jeg meget svært ved at hvile i troen på Gud.
Mit hjertes judaister forsøgte at få mig til at betvivle Skriftens klare evangelium. 
Der var særligt tre skrifter, som blev afgørende for mig i min kamp for at få fred
med Gud: Rosenius’ ’Vejledning til Fred’, Kingos salme ’Aldrig er jeg uden våde’
og endelig Luthers ’Store Galaterbrevskommentar’.

Luthers kommentar er ret forkyndende af karakter. Det er næsten som om, at man
sidder i kirken i Wittenberg og hører Pastor Luther prædike. Torben Kjærs kom-
mentar oplever jeg som værende noget mere akademisk. Men ikke desto mindre
igeså evangelisk og frisættende. Luthers kontekst var en kamp imod den romerske
ranglære, som på mange måder mindede om galaterbrevets judaister. Kjærs kontekst er vor tids protestantiske kristendom, som også til tider har judaistiske tendenser.

Noget af det, som er med til at give mig en fornyet frimodighed til at holde fast i og prædike den lutherske lære er, at Torben Kjær på en bibeltro og dybt akademisk, redelig måde peger på Paulus oprindelig budskab til Galaterne: a) At det, han siger som apostel, er Guds klare ord. Det er ikke bare Paulus’ ord. Det er Guds ord. b) At mennesket kun gøres retfærdigt af tro alene. Dette står i modsætning til romerkirkens officielle lære – og det er også imod vor tids nye Paulus perspektiv, som både negligerer og protesterer imod forståelsen af retfærdiggørelse af tro alene, samt den bibelske lære om lov og evangelium.

Bogen er bygget op som en klassisk bibelkommentar. Inden den obligatoriske indholdsfortegnelse er der et forord af forlagschefen og derefter går bogen i gang. Først kommer der et forfatterforord, hvor han kommer med nogle af de overvejelser og tilgange han har haft til skriveriet. Indledningen til kommentaren fylder 24 sider. Her introduceres vi for overvejelser omkring forfatterskab, adressater, affatelsestid og sted, genre og formål, struktur og endelig indhold. Særligt indholdsdelen er meget gavnlig for helhedsforståelsen af Galaterbrevet.

På side 42 begynder selve tolkningen. Tolkningen følger naturligvis den struktur, som er beskrevet i indledningen. Selve tolkningsdelen består af en kort indledning til det tekstafsnit, som behandles. Dernæst følger forfatterens egen oversættelse af teksten, siden en inddeling og så selve tolkningen. Til slut er der en sammenfatning af tolkningen til perikopeafsnittet, inden vi går videre til det næste tekstafsnit.

Overordnet set inddeler Torben Kjær Galaterbrevet i seks afsnit, hvor af tre af dem udgør brevets hovedemner. Disse omkranses af forord og indledning i begyndelsen af brevet, og en afslutning til sidst. 
Den første hoveddel består af et forsvar for Paulus apostolat og det evangelium, som han har forkyndt for galaterne. Anden hoveddel er en uddybning af selve anledningen til brevet; nemlig, at føre galaterne tilbage til læren om retfærdiggørelse af tro alene. Efter at Paulus havde prædiket for galaterne, og der var opstået flere nye menigheder, kom der nogle falske forkyndere, som prædikede en anden vej til frelse, end det Paulus havde prædiket. Den bestod i at tro på Jesus OG lade sig omskære og binde sig til moseloven og følge dens anvisninger. Disse forkyndere kaldes judaister. De ønskede at føre de kristne tilbage til en uevangelisk, farisæisk udgave af troen. Paulus uddyber retfærdiggørelseslæren ved at lære galaterne at skelne ret imellem lov og evangelium.
Sidste hoveddel handler om, hvordan galaterne skal leve som gode kristne mennesker, med stor omsorg og kærlighed til hinanden. De skal ikke følge kødets lyster, men leve og vandre i Ånden. Da vil de bære Åndens frugter.

Spredt rundt omkring i bogen er der fem ekskurser, hvor forfatteren kommer med en uddybende forklaring til nogle centrale emner i Galaterbrevet. Ekskurserne handler om ’evangelium’, ’Guds ånd, ’afguder og dæmoner’, ’forholdet mellem Guds ånd og adoption/tro’ og ’Kød (sarks) i Galaterbrevet’.

Torben Kjærs Galaterbrevskommentar får min varmeste anbefaling, og den kan med stort udbytte læses sammen med Luthers Store Galaterbrevskommentar, og hvis du gerne vil endnu længere tilbage i kirkens historie, så læs den også gerne sammen med Chrysostomos kommentar til Galaterbrevet. Jeg har med glæde og stort udbytte brugt kommentaren i min forberedelse til en prædikenserie om Galaterbrevet, som jeg har holdt i den kirke, hvor jeg er præst.
Jeg tror, at bogen vil være til stor hjælp for dem, der kæmper med at forstå de mest grundlæggende ting omkring retfærdiggørelse af tro og forståelsen af lov og evangelium. Den vil desuden være til stor gavn og glæde for den bibellæser, som bare vil gå lidt mere i dybden med Guds ord. Og endelig er den et vigtigt redskab at have i præstens og forkynderens værktøjskasse.

Rigtig god læselyst!

CREDO KOMMENTAREN
GALATERBREVET
Torben Kjær
Kolon Forlag 2021
252 sider
249,95,-

af Jón Poulsen,
​cand. theol., præst, Ølgod Valgmenighed

Hvad er det første, du tænker på, når du hører navnet Martin Luther?
En del vil tænke reformator, rebel, Guds mand, teolog. Det er dog ikke så mange, der vil tænke på Martin Luther som en sjælesørger. Han var ofte spids i sine kommentarer, og han var ikke bange for at angribe sine modstandere med voldsomme beskrivelser. Sjaastad viser dog, at dette kun er overfladen, for hvis man dykker ned i hans tekster, finder man en sjælesørgerisk og pædagogisk forfatter, der har hjulpet mennesker i åndelige kriser i 500 år.

Den lille katekismus har i næsten alle disse år været allemandseje i alle lutherske hjem. For mange kostede det for meget at købe en Bibel, men katekismen og senere Pontoppidans udlæggelse af den har været dogmatikken for lægfolk i 500 år. Her har man hentet trøst og opbyggelse for sin sjæl, her har man fundet inspiration til at oplære sine børn i den kristne forsagelse og tro.

Når der går nogle generationer, forandrer sproget sig. I Norge fik man i 2012 en ny oversættelse af Den norske kirkes bekendelsesskrifter. Men sommetider har man brug for noget mere end en ny
oversættelse. Fri og forankret er et godt værktøj til samtale og til dels nytænkende måde at bruge katekismen på. Historisk set har man gerne brugt Luthersk katekismus som en trosoplæring i hjemmet. Nu viser Sjaastad, hvordan man kan bruge den i sjælesorgen.

For både Sjaastad og Luther er det vigtigt at vægtlægge lovens tre brug. Loven skal være en samfundsordning, loven skal vise os, at vi er syndere, og sidst, men ikke mindst, loven skal føre til en erkendelse af at vi har brug for Kristus. Det er først og fremmest i sidste brug at sjælesorgen kommer os til hjælp. Her er der en trøst i, hvad Kristus har gjort og som jeg skal slippe at stræbe forgæves efter.

De ti bud, hvordan kan de være sjælesørgeriske? Pointe er ikke nødvendigvis at fortælle konfidenten (den der opsøger sjælesorg), at vedkommende er en synder. Selv om en god sjælesørger holder fast ved nogle bibelske sandheder. Man er ikke en god sjælesørger om man piller ved de ordninger Gud har for ægteskabet. Så bedrager man konfidenten og måske også sig selv. Hvis man kommer til erkendelsen, at man har svært ved at leve op til det første bud, hvordan finder man så trøst i at høre at man ikke skal have andre guder? Her er det sjælesørgerens opgave at vise hvad budene faktisk siger. Du skal ikke have andre guder end Gud fordi Gud er den eneste Gud. Gud er den eneste som kan give håb, trøst og evigt liv.

Sådan går Sjaastad gennem hele katekismen og viser, hvordan Luthers forklaring til de ti bud, trosbekendelsen og fadervor kan bruges i sjælesorgen og han viser hvordan disse tekster hænger sammen. Bogen er så god at man ville håbe at nogen havde tid til at oversætte den til dansk, det fortjener den!

”Fri og forankret – Katekismen som ankerfeste for troen og sjelesorgen”
Forfatter: lektor emeritus Egil Sjaastad
Antal sider: 285
Forlag: Lunde Forlag
Udgivelsesår: 2021

Thomas Forum Lollike

Nicolai Winther Nielsen, der er professor i Gammel Testamente ved Dansk Bibelinstitut, har begået denne bog. Han kalder den selv i forordet for ”halvtreds års forskning på dåse”, dog med et tilføjet spørgsmålstegn.

Men bogen bygger tydeligvis på et langt arbejdslivs forskning og undervisning i Gammel Testamente. Og på kærlighed til Bibelen og Bibelens Gud. Forfatteren understreger, at Gammel Testamente udgør ca. 78 % af den samlede Bibel, og at GT var Jesu og apostlenes hellige skrift. Både Jesus selv og hans apostle tolkede Jesu ord og gerninger i lyset af GT. Derfor er GT stadig vigtig som uopgivelig del af vores hellige skrift.
​
Forfatteren giver en ganske kort indledning til og oversigt over Gammel Testamente. Men det, der fylder bogen, er oversigt og læseguide til hvert enkelt af GT’s 39 skrifter.

Til de fleste bøger er der en kort indledning med beskrivelse af strukturen, derefter oplysninger om forfatteren og den historiske kontekst, og endelig en beskrivelse af kernebudskabet og forbindelsen til Ny Testamente.

Derpå gives der for hver bog et overblik over op imod 20 kapitler (hvis bogen er så lang), hvor essentielle elementer i teksten forklares. Disse kapitler deles dog igen i mindre afsnit, oftest på 2-6 kapitler. 
Målet med guiden er både at skabe overblik og fremhæve vigtige pointer i de enkelte skrifter og at udpege større bibelske sammenhænge.

Det er tydeligt, at bogen skal være en hjælp til ”teologi- og religionsstuderende” (forordet), men den kan varmt anbefales til alle, som brænder efter guidning til læsning af Gammel Testamente. Der refereres kun sporadisk til kritiske teorier. Men det sker dog på væsentlige steder. Fx nævnes det, at mange forskere afviser dateringen af Esajas’ bog til tiden op til 701 f.Kr. af især tre grunde, som forfatteren ganske kort diskuterer.

Sidst i bogen, og til dels i noterne bag i bogen, er der en bibliografi, hvor der til indledningen og derpå til hvert af GT’s skrifter henvises til en ganske betydelig række af videnskabelige og populærvidenskabelige bøger. Her kan både studerende, præster og lægfolk finde inspiration til videre læsning.
​
Et imponerende arbejde, der varmt kan anbefales til alle, som ønsker at læse og opbygges af Gammel Testamente.


Læseguide til Gammel Testamente
Nicolai Winther Nielsen
Kolon forlag
200 sider, pris: 199,95 kr.

Jørgen Bækgaard Thomsen

- en bedømmelse af the New Apostolic Reformations indflydelse på
norsk kirkeliv.

I 1989 udkom bogen “Kære Karismatiske Venner” af Leif Andersen. Det var en bog, skrevet af en missionspræst, hvor han rettede en kritik mod den karismatiske bevægelse i Danmark.

En af de ting, der kendetegnede bogen var, at den var skrevet udefra - den var skrevet af en, som ikke så sig selv som en del af den karismatiske fornyelse. Bogen: “Ved en korsvej - åbent brev til mine karismatiske venner” er anderledes. Den er skrevet af en, der selv identificerer sig med den karismatiske bevægelse.

Geir Otto Holmås er dr. theol. fra Menighetsfakultetet i Oslo, og underviser nu på NLA Høgskolen i Oslo. Holmås har desuden været en del af den karismatiske bevægelse siden sin barndom og har også siddet i lederskabet for Norsk Oase.

Leif Andersens ‘brev’ var et brev udefra. Holmås ‘brev’ kommer indefra. Dette er helt klart bogens styrke. Holmås kommer selv fra den baggrund, som Andersen i sin tid kritiserede. Han taler meget varmt om sine karismatiske oplevelser på lejre og møder, som han har været med på som barn og ung. Han beskriver med varme og begejstring oplevelser af Åndens nærvær og overnaturlige erfaringer. Men, siger han, dette var aldrig målet - dette var kun nådefulde frugter, som de fik lov til at opleve i forlængelse af evangeliet om syndernes forladelse. Sådan ser store dele af den karismatiske bevægelse dog ikke ud længere, ifølge Holmås. Tidligere var fokus på det gamle evangelium, og ikke på, at man havde krav på Guds konkrete indgriben. I dag, siger Holmås, er erfaringen af Guds nærvær blevet til det
samme som Guds faktiske nærvær. Det overnaturlige er ikke længere mirakuløst - men normalen i den nye karismatik.
Holmås siger om den tidlige karismatik, som han husker den fra sin ungdom, at den havde fokus på korset i modsætning til de nye strømninger, som har skubbet korset til side.

Menneskets grundproblem var synden - og på korset sonede Jesus vores synd. De fleste møder, lejre, gudstjenester osv., som Holmås husker tilbage på, havde evangeliet i centrum. De andre ting, nådegaverne, åndsoplevelsen og miraklerne var ikke noget, man havde krav på, men man var åben over for det, og kunne af Guds nåde få lov til at erfare Åndens nærvær - når og hvor Han ville det. Når det skete, var det fantastisk - men det var noget ekstraordinært. Jesus var altid nærværende for de tidlige karismatikere, også når de ikke erfarede hans nærvær.

I forlængelse af ovenstående ser Holmås i den nye karismatik, at man har omdefineret syndsbegrebet. Synd er ikke længere lig med skyld. Synden gør os ikke til skyldige syndere, men til ofre. Det er blevet synd for os - mere end der er synd i os. Løsningen er stadigvæk Jesu død og opstandelse, men ikke på samme måde som tidligere. Korset og opstandelsen er nu nærmere blevet til en model for de nye karismatikere - hvordan de skal forholde sig til
synd og brudthed. Jesus sejrede over det onde, sådan skal vi også sejre over det onde. Den samme magt, som var i Jesus, har også vi. Ligesom man i trosbevægelsens fremgangsteologi opererer med, at man nærmest kan tænke sig rask - hvis man bare tror nok. Således tænker man nu synden først og fremmest som “et skamkompleks: Synd er
nemlig, når alt kommer til alt, at synde mod mig selv ved at acceptere negative tanker og angreb fra Djævelen, som hindrer mig i at opnå min guddommelige bestemmelse.” (s. 57).
Altså bekæmpes synden ved at tage magten over de negative tanker - og beslutte sig for at lade Guds riges identiteten få magten. Dette fører dog blot til en farisæisme, hvor alt udvendigt ser pænt og nysseligt ud - men det er bare en påmalet facade. Men, siger Holmås, synden er ikke først og fremmest et skamkompleks, den er et skyldkompleks.

Derfor må vi give Gud lov til at dømme os og afsløre os som syndere, og således få mulighed for at nyde godt af Jesu død og opstandelse.

Dét, som Holmås primært retter sin kritik imod er, at den karismatiske bevægelse har åbnet op for bevægelsen the New Apostolic Reformation (NAR). NAR er kendetegnet ved en eskatologi, som opererer med, at Gud i de sidste dage vil oprejse nye apostle og profeter. Disse apostle er nu den moderne kirkes søjler, ligesom de 12 var det i urmenigheden. Disse apostle har en særlig autoritet og en vigtig plads i denne nye kirkeforståelse. Og profeterne er de nye apostles særlige talerør.
​
En ting, der er kendetegnende for NAR er tanken om, at man skal tage herredømmet over verden. Gud sagde i 1. Mosebog 1, at menneskene skulle underlægge sig skabningen. Dette opfatter NAR bevægelsen som om, at vi skal tage herredømmet over kulturen og samfundet. Vi beder i Fadervor om, at Guds rige må komme. Dette opfatter NAR
bevægelsen som om, at vi kristne skal påvirke kulturen og samfundet i en retning, så den bliver mere og mere som Gud tænkte det. Metoden er, at vi skal tage herredømmet, vi skal bede og vi skal profetere og skabe mirakler blandt folk. Og så vil man se, at Guds rige er kommet nær. Holmås er ikke modstander af, at Guds rige er kommet nær, eller at Ånden
udruster folk med forskellige nådegaver - samt at der udføres mirakler. Det, han kritiserer, er den centrale plads miraklerne og profetierne har fået på bekostning af evangeliet. Korset er skubbet i baggrunden, og kirken og dens tydelige åndsmanifesterende nærvær er i forgrunden. Holmås kritik går grundlæggende på, at Jesus ikke længere er på tronen og, at evangeliet ikke længere er Bibelens lære om synd og nåde. Den nye karismatik sætter mennesket - eller rettere menneskets troserfaringer - på førstepladsen. Og evangeliet er ikke længere syndernes forladelse - men, at vi har fået kraft til at tage herredømmet over vores sind og over den verden, Gud har sat os i.

Luther introducerer i Heidelberg disputationen to slags teologer, herlighedsteologen og korsteologen. Herlighedsteologen er ham, der prædiker, at vi her og nu kan se og opleve Guds herlighed. Herlighedsteologen vil sige, at det at være en kristen handler om at have et godt liv med en stærk tro - hvor Gud tydeligt og synligt er til stede. På den anden side er korsteologen, som forkynder, at vi ikke kan se Guds herlighed. Vi ser den almægtige i barnet
i krybben. Vi ser Gud som det modsatte af, hvad vi regnede med. Vi ser universets skaber hænge fortabt på et kors. Og vi modtager evangeliet gennem magtesløse og syndige mennesker. Man kan godt savne noget af den lutherske retfærdiggørelseslære og glæden over evangeliet, som kort tid efter Heidelberg disputationen i overmåde stor kraft kom til at præge Luther og den lutherske reformation. Men grundtanken om, at livet her og nu - inden Jesu genkomst - ikke er et liv i herlighed til herlighed, men er et liv, hvor vi må tage vores kors op og følge Jesus. Dét er en pointe, som harmonerer godt med den kritik, Holmås retter mod sine karismatiske venner.

Efter Holmås beskrivelse, er de nye karismatikere og NAR bevægelsen herlighedsteologer. De ignorerer lidelsen og synden. Eller i det mindste taler de den ned. Det kristne liv er ifølge dem ikke kendetegnet af kors, men af herlighed. En herlighed, som vi oplever ved åndelige manifestationer, profetier, mirakler osv. Og dermed også et kristenliv og en karismatik, som ikke længere har brug for Jesu kors som andet end et forbilledligt eksempel.

“Ved en korsvej” er helt klart en læseværdig bog. Det er naturligvis svært for mig at gennemskue, hvor meget han rammer plet, når jeg ikke selv er en del af den karismatiske fornyelse. Men en del af det, han kritiserer karismatikken for, ser jeg også tendenser til i de kirkelige sammenhænge jeg selv bevæger mig i. Jeg er ikke enig med Geir Otto Holmås’ 
karismatik. Men det er en karismatik som er langt sundere og mere evangelisk, end den karismatik, som han kritiserer. Det er en vigtig bog, for den beskriver en usund kirkelig tendens, som går langt ud over at have indflydelse på den karismatiske bevægelse. Også flere mennesker fra missionsbevægelserne og andre konservative lutherske kredse lytter til prædikener og synger sange, som har sin oprindelse i de hyperkarismatiske kredse, der bl.a. kommer til udtryk i NAR bevægelsen. “Ved en korsvej” er en bog, der stærkt opfordrer til åndelig bedømmelse. Og den udfordrer os alle til at prøve ånderne.

Ved en korsvej - Åbent brev til mine karismatiske venner
Geir Otto Holmås
Lohse, 2019.
​
Pastor Jón Poulsen, Ølgod

Denne bog med artikler er næsten en norsk parallel til den bogudgivelse:”Kvinder på Herrens mark”, der udkom i Danmark fra Hovedland i 2007. Her tages debatten om tjenestedeling i kirkens hyrde- og lærerembede op. Begrundelsen er, at den debat hverken er afsluttet eller død, men til stadighed må gennemarbejdes for hver ny generation. Selvfølgelig har det skabt reaktioner, fordi nogle netop mener at debatten er afsluttet med accept af kvindelige præster. Det mener bogens redaktion og forfattere glædeligvis ikke.

Det er påfaldende at artiklerne er skrevet mellem 1948 og 2012 fordelt med ca. halvdelen før år 2000, halvdelen efter, hvorfor man kunne tro bogen ville virke forældet. Det er ikke tilfældet, for i stedet genopfrisker artiklerne til min store glæde væsentlige teologiske pointer, der i mellemtiden er blevet talt tavse. I en dansk sammenhæng er det også befriende at møde både R. Prenter og B. Giertz koblet sammen med kompetente forfattere fra både Missouri i USA, SELK-kirken i Tyskland og den lutherske kirke i Australien.

Bogens fokus er primært på den lutherske kirkes hyrde- og lærerembede. Det kan let føre til at bogen ikke regnes for relevant for lavkirkelige fællesskaber og menigheder, hvor ledelsen organiseres efter nådegaver, så de nærmest vil betegne sig selv som embedsløse. Da vil man blot overse, hvordan det gennemsyrer flere indlæg, bl.a. Armin Wenz’ til slut i bogen, hvor prædikeembedet ikke blot er et alment præsteembede, men ”mandatum Christi”, hvor manden kaldes på Kristi bud til at række nådemidlerne – og hvor en fravigelse derfra uvægerligt må ses som en dekonstruktion af Kristi bud – og dermed usikkerhed om nådemidlets autoritet og rækkevidde. Det vil dermed føre til anfægtelse af frelsesgrundlag og dermed reelt splitte kirkefællesskab. Wenz understreger at det er gnostisk-lignende selektiv bibellæsning, om man i dette spørgsmål nøjes med at se Bibelen soteriologisk (at frelsens ligestilling sætter kvinder og mænd lige) uden at se de skabelsesmæssige naturlige ordninger indvævet i soteriologien. Set i en dansk sammenhæng viser den splittelse sig tydeligere og tydeligere. Det sker f.eks. når det i folkekirken nærmest er umuligt at få embede, om man er forbeholden over for kvinder i embede ved f.eks. ikke at optræde i embedsfunktioner uden at være det pålagt. Bogens to kvindelige forfattere peger på samme skel, når de begge på forskellig måde beskriver den personlige erkendelse af, at et embede for dem ville være at stå i strid med den teologi, som de kom til tro på.

Der er en række øvrige temaer vævet ind i disse fine artikler. Her vil jeg nævne synet på embedet i lyset af sammenhængende luthersk teologi og forholdet til andre tjenester i kirken. Jeg vil nævne det positive syn på skabelsens gave i at være to køn og perspektiverne for forkyndelse af evangeliets facetter deri. Desuden en saglig sammenhængende gennemgang af bibelteksternes nej til kvinder i embede.

Jeg vil nævne et par detaljer fra nogle af artiklerne som især er relevant ind i en dansk 2020-kontekst:

Første historiske artikel af Alfsvåg trækker væsentlige svagheder ved tidligere nej-sigeres argumentation frem og sammenfatter det med at argumentationen er blevet opfattet som irrelevant i forhold til kirkens samfundsposition, imens samfundet blev mere og mere sekulariseret, fordi det kom til at fremstå som et magtembede i højere grad end den bibelsk tjeneste for kvinder. Dette er også situationen i dag. Langt ind i den kirkelige højrefløjs drøftelser og tanker om embede og køn sker der dels en ubevidst indblanding af tankegang for kvinder i embede fra den omgivende kultur og dels fremføres argumenter, der er irrelevante i samfundet, for at fastholde at embeder er for mænd. Udfordringen er, at denne kirkelige debat om embedet slet ikke hører hjemme i samfundets kønsdebat, så placeringen fører til uklarhed.

C. S. Lewis’ bidrag i essayagtig stil får elegant holdt skaberordningens logik i både gave, byrde og mystik frem. Det kunne godt tåle at deles frit i en dansk sproglig kontekst.1

Peter Brunner og Regin Prenter tager i hver deres artikel fat på væsentlige vinkler af et nej til kvindelig ordination og præstetjeneste. Brunner med vægt på kephalæ-strukturens kristologiske betydning i forholdet mellem Kristus og kirken, der afspejles i forholdet mellem manden og kvinden som Adam og Eva. Med i den forståelse er en klar forkyndelse af hvorfor manden er den, der bærer skylden for kvinden – som Adam, der bærer kvindens fald – og hvordan det netop også peger hen på Kristus, der bærer kirkens fald og skyld. Prenter peger på, at det ikke er lovisk biblicisme at tale imod kvindelige præster, men at det er en naturlig forlængelse af at læse Bibelen som lov og evangelium. I afslutningen giver Prenter også et klart opgør med Olav Valen-Sendstads misforståelse, der fik ham til at åbne for kvindelige præster.
I Herman Sasses artikel gøres klart opmærksom på, hvordan embedsforståelsen, der administrerer sakramenterne er forbundet med at være ”i Kristi sted” – en tjeneste, der med Jesu ord er lagt i først disciplenes hænder. Der var ingen kvinder med der – selv om Jesus sagtens kunne have tilkaldt dem også.

Bo Giertz’ vinkel er at vi må tro som apostlene – også om hyrde- og lærerembedet. Han anfægter særligt at det at tro som apostlene er blevet brudt af tilliden til åbenbaringen gennem det, han kalder reduktionsmedtoden. Den går ud på at betegne dele af åbenbaringen som tidsbestemt og derved ikke-relevant i dag. Dette anvender han på kvindepræst-spørgsmålet fra flere vinkler, først den spiritualistiske, hvor (påstået) åndsgave får større autoritet end det, som står skrevet. Dernæst påviser han, hvordan en hermeneutisk formel, f.eks. ”kærlighed”, kan blive fordrejende for læsning af Skriften. I stedet kalder han os tilbage til at bøje os for Skriften og finde glæde i de kald, der er givet der.

John Kleinig får på en stærk måde påvist, at det er hele gudsbilledet, der er i forandring med ordination af kvinder. På linje med Brunner og Wentz står det stærkt her, hvordan den binære kønsorden i skaberværket forkynder Guds væsen, orden, hellighed og frelsesgerning for både menigheden og verden. Det er for mig at se en side af forkyndelsen, der er svundet stærkt ind over de seneste 50-75 år, netop parallelt med indførelsen af kvinders ordination og en stærk forandring af kvinders kald og rolle i samfund, familie og menighed. Den samme linje fortsætter først Ulla Hindbecks essay om at stoppe som kvindelig præst ved erkendelsen af, at det stred mod Bibelens syn på sig selv – og ikke mindst Sandra Ostapowich. Hos begge er omvæltningen stærk og gennemgribende at måtte igennem kolbøtten at mene sig sikker på at skulle være præst for at opdage, at det slet ikke var Guds plan. Netop Sandra Ostapowich’s gennemgang af Ef 5 og understregning af at det er vigtigere for menigheden og kvinden at modtage af sin ægtemand (og fra Kristus) end at give, står stærkt som vidnesbyrd for en anden tjeneste som kvinde end præstetjenesten.

I forlængelse af disse to kvinders vægtige indlæg står Roland Zieglers korte skarpe gennemgang af feministisk teologi som en tydeliggørende aha-oplevelse. Han beskriver, hvordan tidligere liberal bibelkritik gennemføres som teologisk forskydning i feministisk teologi, så alt maskulint frasorteres for at læse Bibel og kristendom feminint. Det forandrer fokus – og det fjerner loven og omdefinerer evangeliet. Selv om denne artikel blot er fra 2003, så er det skræmmende at kunne genkende elementer fra den beskrevne teologi i nyere konservative strømninger uden etiketten ”feminin teologi”.

Ziegler citerer en postkristen teolog med et udtryk, der ganske sigende også er kernen i bogens budskab, at ”den feministiske udfordring rammer kristendommen i hjertet”. Her må grænsen drages – og derfor er denne bog samlet set et solidt og sagligt modsvar for at tydeliggøre og også fastholde grænsen her 50 år senere. Må den blive læst og få lov at påvirke tankegangen bredt.

Skal kvinnene tie?
Alfsvåg, Danbolt, Hermansen og Okkels (red)
FBB forlag 2019
256 sider,

Knud W. Skov, cand. theol./IT.

1: https://www.fiveaspects.com/teaching/articles/c-s-lewis-on-biblical-sexuality/c-s-lewis-on-biblical-sexuality

Gudstjeneste og liturgi er til debat i Danmark. På baggrund af rapporter fra tre udvalg nedsat af biskopperne drøftes ritualerne for gudstjeneste, dåb og nadver. Der skrives debatindlæg, holdes (i denne tid online-) møder og konferencer – og udgives bøger. 

På Tidehvervs Forlag er ’Nådens Sprogdragt. Et forsvar for folkekirkens liturgiske arv’ udkommet med i alt tolv artikler. Udgivelsens grundlæggende synspunkt markeres allerede i forordet: ’Nærværende antologis ærinde er at mane til besindighed i omgangen med den liturgiske arv, vi har fået overgivet’. Dette grundlæggende synspunkt går mere eller mindre tydeligt gennem alle artiklerne med en tydelig skepsis over for debatten (som er blevet kaldt et ’historisk eksperiment’) og særligt over for udsigten til større liturgisk frihed. ’For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt, siger Prædikeren, men det er svært at se, at tidspunktet for at sætte folkekirkens liturgi i og på spil, virkelig skulle være kommet’, skriver således sognepræst Jesper Bacher (s. 32).

Flere af bogens artikler er en slags essays om liturgiens overordnede betydning. Morten Rydal taler således om liturgien som både ’værn om den kristne teologi’ og ’værn om den lidettroende kirkegænger’. Jesper Bacher sætter stærke og præcise ord på, hvad gudstjeneste overhovedet er. F.eks. skriver han: ’Grundlæggende handler gudstjeneste ikke om oplevelse, men om overlevelse. Det er selvsagt ikke gudstjenestens former, som er afgørende i den sammenhæng, men det frelsesbudskab og det gudsnærvær, som formerne tjener og formidler. Det er til gengæld afgørende, at formerne eller liturgien netop tjener det formål, ja, at formerne er en del af budskabet, så det er Gud i Jesus Kristus, som står i centrum i gudstjenesten, og ikke det senmoderne menneskes oplevelse eller krav’ (s. 26).

Katrine Winkel Holm gennemgår i sin artikel et tænkt gudstjeneste-eksempel med tekster, bønner, salmer/sange m.v. fra nyere liturgiforslag og udgivelser – og sammenligner med alterbogen fra 1992. En af tendenserne er, at ord som ’skyld, ’synd’ og ’nåde’ træder tilbage, mens bløde ord som ’lys’, ’fællesskab’ m.v. fylder i stedet. KWH konkluderer, at ’alle teologiske tænder er trukket ud… Det er ren wellness’ (s. 53).

Flere af artiklerne behandler mere specifikke problemstillinger. Nils Arne Pedersens artikel behandler dåbsritualet, herunder takkebønnen og debatten om formuleringen, at Gud i dåben ’gør os til sine børn’. NAP forsvarer tydeligt både teologien og formuleringen i ritualet.  

Monica Papazu skriver også om dåben i en indholdsrig artikel om ’Dåben: Korsets sakramente’ med en lang række henvisninger til kirkefædre og til oldkirkelig forståelse og praksis i forbindelse med dåben. Der rundes af med en klar og tankevækkende konklusion: ’Vejen ud af den liturgiske krise er en vej tilbage til kristentroens fundamenter’ (s. 74). Papazus to artikler om hhv. dåben og om musikkens betydning er nogle af de mest dybtgående i bogen.

Samme dybtgående karakter har Rasmus Dreyers artikel om sakramenterne. Han påpeger tendenser til en reformert/zwingliansk forståelse af sakramenterne i folkekirken og taler om en ’konfessionel forskydning fra den liturgisk konservative lutherske teologi til Zwinglis radikal-reformatoriske tilgang til ritualerne og sakramenterne’ (s. 88). Dreyers artikel rummer også et element af selvransagelse. Han nævner Tidehvervs forbindelse til Karl Barth og anfører, at ’også Tidehverv bærer – med sin faktuelle kirkehistoriske påvirkningskraft i den danske kirkes seneste hundredår – en del af ansvaret for den aktuelle udskridning mod en zwingliansk sakramentsforståelse’ (s. 89). 

Som et indlæg i den aktuelle debat er bogen både aktuel og læseværdig. Mange af synspunkterne på gudstjeneste og liturgi fortjener umiddelbart opbakning. Bogen præges visse steder af en del gentagelser. Pointer, citater og henvisninger går igen flere steder. Nogle af artiklerne er også båret af den særlige tidehvervske sprog-tone, der kan opleves som belærende og distanceret, og som flittigt bruger både ironi og sarkasme. Denne form er unødvendig her. Mange af bogens argumenter og synspunkter er gode og stærke nok i sig selv og behøver ikke blive holdt oppe af denne særlige sprog-tone. 

I sit tydelige forsvar for traditionel liturgi kunne bogen måske have haft plads til en dybere behandling af, hvordan kirken kan og bør møde det menneske, som oplever gudstjenesten som uforståelig og utilgængelig. Ændringer i liturgi er ikke principielt udelukket, siger flere af artiklerne. Men hvordan kunne det i givet fald håndteres? Hvor er vejen ind i gudstjenesten for det senmoderne menneske? Og hvad med inspirationen fra den liturgiske arv; hvordan kunne guld fra gemmerne findes frem og styrke gudstjenestelivet?

Bogen har ret i sin vægtlægning på liturgiens indhold og betydning. Og der er afgørende ting på spil. Som det formuleres: ’Vores nuværende faste liturgi sikrer, at der forkyndes evangelisk-luthersk kristendom fra start til slut gennem en gudstjeneste med prædikenen som den eneste undtagelse. Forsvinder dette værn, vil højmessens evangelisk-lutherske identitet blive truet’ (s. 55).

Nådens Sprogdragt
Et forsvar for folkekirkens liturgiske arv
Tidehvervs Forlag 2020, 136 sider


Kristian S. Larsen
cand. theol., formand for KSBB

Nu er andel del af Peter V. Legarths (PVL) kommentar til Romerbrevet udkommet. Den dækker kapitlerne 8-
16. Lige siden jeg læste første del, har jeg glædet mig til at læse anden del.
Af to grunde - hvoraf den første er, at første del gav mig lyst til at læse mere. Der var meget godt at hente. Den gav god indsigt i den del af Romerbrevet. Det samme måtte vel være tilfældet i anden del.
Den anden grund er, at den begynder med kapitel 8. Romerbrevet rager for mig højt op blandt de bibelske
skrifter. Og når vi kommer til kap.8 i brevet, når vi højest. Her er vi så at sige på Mount Everest.

Når man har store forventninger, er risikoen for at blive skuffet større. Men jeg blev ikke skuffet. (Jo, jeg har
samme irritation over det gentagne ”Paulus” ved begyndelsen af mange sætninger, men se nu bort fra det.)
Rom.8 er et storslået kapitel og gennemgangen er befriende. Når PVL f.eks. skriver: ”Det Kristus-troende
menneske lever ikke med en håbløs ende, men med et endeløst håb”(p.39), går det lige ind. Så godt. Så
opløftende.

Mange har sikkert undret sig over kapitlerne 9-11. Hører de overhovedet med til brevet, eller er det et
senere input? PVL giver en forklaring på, at Paulus ikke kunne lade være med at skrive disse kapitler netop
her. Grunden er, at troværdigheden i Guds løfter er på spil. Og så er det naturligt at komme ind på Israel
(som folk), fordi der rejser sig et spørgsmål om, hvor vidt Guds løfter til dem holder. Og hvordan er
forholdet mellem jøder og hedninger? Flere steder nævner PVL forskellige tolkningsmuligheder, og han
argumenterer for sit eget syn. Han påpeger, at vi må skelne mellem frelseshistorien og frelsen. ”Paulus
skelner her mellem frelse og frelseshistorie” (s.125).

Et af de vanskeligste vers er 11,26, hvor der står ”så skal hele Israel frelses”. Der er fremsat forskellige
forslag til, hvordan det skal tolkes. Det forstår PVL sådan, at ikke alle israelitter, men ”mange af israelitterne
bliver kristne og bliver frelst” (s.123). Der er ikke for jøderne en anden vej til frelse end den, der gælder for
alle andre, omvendelse og tro på Jesus.

Det er også interessant, når PVL flere gange viser, hvordan Paulus citerer fra steder fra GT, hvor teksten
oprindelig taler om Gud, men når Paulus anvender teksten, handler det om Jesus. På den måde får Paulus
sagt, at Jesus er Herren og dermed Gud (f.eks. s.81 og 125).

Romerbrevets sidste hovedafsnit er den formanende del, ”Livet i menigheden og i verden (12,1-15,13)”.
Det fremgår, som PVL skriver, at Paulus’ etik er evangelisk. Den ”baserer sig på frelsens gave” og det er ”i
virkeligheden Gud, der udfører de givne handlinger” (s.133). På den baggrund kan man kun glæde sig til at
læse om det liv, vi som Kristus-troende er kaldet til at leve. Et liv, der involverer hele mennesket hele tiden.
Der er mange visdomsord og gode formuleringer i bogen. ”Der er ingen sand tilbedelse uden indbyrdes
kærlighed, og der er ingen sand kærlighed uden tilbedelse af Gud” (s.186). Og sætningen ”Gud er ikke
vredens Gud, men fredens Gud” (s.207), er endnu en af dem, der springer i øjnene.

Det er en kommentar, som både præster og lægfolk kan få stor glæde af. Jeg anbefaler den. Den vil jeg
vende tilbage til. PVL skriver til sidst i kommentaren om, det afsluttende ”Amen”, at menigheden, som
læste det, kun kan svare med et helhjertet Amen. ”Og vor læsning af brevet slutter med vort eget Amen.”
Det kan jeg kun tilslutte mig.

Peder-Henning Søderstjerna

​Med Ingolf Henoch Pedersens erindringsbog er der mulighed for at læse en bog af en mand med mange erfaringer inden for kirke- og menighedsliv.
 
I bogen fortælles der varmt og ligefremt om opvæksten på Bornholm, om ungdomstiden i København, om oplevelser og udfordringer som gardehusar og om opgaverne som rejsesekretær i KFS. Senere blev det til teologistudier i København og Lund, der i første omgang ledte til otte år som lærer på LMs højskole i Hillerød.
 
I bogen fortæller Ingolf Henoch Pedersen videre om sine år som generalsekretær i KFS, om tiden som valgmenighedspræst i Fjellerup og sidst om de ti år som fakultetsleder på Menighedsfakutetet. Til slut følger nogle afsnit om engagement i bl.a. Evangelisk Luthersk Netværk og Bibellæser-Ringen.
 
Ingolf Henoch Pedersen fortæller troværdigt og ligefremt om fremgang, glæder og nye tiltag i de forskellige kirkelige organisationer – og på samme måde nøgternt og afklaret om udfordringer og problematikker. De poster og opgaver, der har været hans, har ikke altid været ukomplicerede; der har været konflikter og vanskelige overvejelser undervejs. Men bogen er ikke mindst præget af en taknemmelighed over livet og over det, som forfatteren har oplevet og været engageret i. ’Det er ikke i vores egen styrke, men i vores
svaghed, at Gud kan komme til og virke med sin kraft’, hedder det i bogen om baggrunden for dens titel.
 
Bogen berører mange emner og udviklinger i dansk kirkeliv i de senest årtier og er på den måde også et stykke kirkehistorie – og et interessant et af slagsen. Den er skrevet af en erfaren mand, som det er godt at lytte til.
 
Ingolf Henoch Pedersen:
Skatten i lerkar
Lohses forlag,
288 sider - 249,95 kr.

The unholy Trinity
Martin Luther against the idol of Me, Myself and I
Michael Lockwood, 260 sider
CPH 2016, 17€ på amazon.de

Den er kilden til al afgudsdyrkelse - vort jeg og vores dyrkelse af os selv - og fra den vi venter os alt godt fra i fremtiden. Sådan ser Luther iflg. Michael Lockwood menneskets stadige væren i jagt på selvretfærdiggørelse, selvdyrkelse og selvcentrering - og som sådan er hele menneskets liv og væren et stadigt stort brud på første bud i loven som et primært brud på alle budene - og at brud på alle bud er brud på første bud.

Michael Lockwood (ML) er konfessionel luthersk præst i Toowoomba (v. Brisbane) i Australien. Hans er opvokset som missionærbarn i Papua Ny Guinea og står nu i en præste-tjeneste i Australien med flere ophold i USA bla. for at hente en PhD. Grundlæggende var det forskellen i menneskers reaktion på kirkens tale om synd overfor Gud, der satte ham i gang med bogen. Det har givet bogen nærhed til praktisk kirkeliv, forkyndelse. Det giver også plads til en række vurderinger og kommentarer til samtidige kirkeretningers evangelisation og forkyndelseslinje. Dvs. både den terapeutiske tilgang hos bla. Rick Warren og den intellektuelle hos Timothy Keller får både ris og ros i forhold til forståelsen af første bud. Idet emnet handler om at finde den rette bibelske og lutherske vej i at tale sandt om gudsdyrkelse MÅ ML nødvendigvis pege på den rette vej – og stille kritisk skarpt på afveje. Det lykkes rigtigt godt og samtidig i en opbyggelig form.

Bogen har først et kapitel om Luthers forståelse af det første bud. Her viser ML at Luther med årene bliver stærkere og stærkere i fokus på at menneskets selvidolisering ER det allerinderste af afgudsdyrkelse – det er syndens allerfineste væsen. Det har Luther både bibelsk og kirkehistorisk belæg for at holde frem. ML viser ganske overbevisende også at Luthers brug af udtrykket herlighedsteologi kun forekommer i Heidelbergdisputationen fra 1518 og en anden tekst fra 1518, imens Luther videre frem taler skarpere om selvdyrkelse og selvherliggørelse som den mest karakteristiske grundsynd overfor korsets teologi og troens tillid til Gud. Hvilken fornuftig synder vil da også dyrke åbenlys kættersk herlighedsteologi, når man kan dyrke sig selv og sin egen ære helt naturligt (i synden). På den måde bliver herlighedsteologien ganske overbevisende fremstillet som den lidt forsimplede overtrædelse af buddet – og alle formerne for servherliggørelse som de sofistikerede og dermed bedrageriske former. På den måde kommer ML ind bagom selv nogle af vore fromme selvbedrag.
Bogens hoveddel har ML opdelt i en triade af afgudsdyrkelse, fordi MK vil vise os, at afgudsdyrkelsen retter sig væk fra hver eneste af treenighedens tre personer. Det er naturlig, men ofte overset side af at overtræde det første bud, at det ikke blot retter sig mod Gud Fader, men hele treenigheden. Selvhjælp til frelse bryder buddet i forhold til Sønnen – og selvgrebet tro bryder buddet i forhold til Ånden.

ML fokuserer dernæst på Faderens livsopretholdende omsorg for os – og hvordan vi I mistro og angst griber til egne redskaber for at sikre livet. Han viser det i politiske systemer, i livsnarrativer, i den teknologiske gennemtrævling af samfundet i sikkerhed og løsninger – og ligeså i kontrollerende instanser langt ind i kirken. Heller ikke den selvkærligheds- og nydelsesfokus, som har præget de seneste årtiers kristendom mange steder, får lov at slippe for berettiget kritik i lyset af arvesyndens gennemgribende konsekvenser. ML udstiller da også hvordan en terapeutiske forkyndelse (med Rick Warren som eksempel) ender i en narcissistisk deistisk gudsdyrkelse uden Guds konkrete indgreb i verden mod syndens konsekvenser. Derfor advarer ML også mod at følge trenden med at ville være ’relevant’ i forkyndelsen, fordi den da dyrker menneskets selvcentrering i tanke og liv.

I forhold til Sønnen udpeges ikke bare gerninger til selvretfærdgiggørelse, men ML giver også en god gennemgang af, hvorfor et ret forhold til Loven er afgørende for ikke at ende i selvretfærdighed. Det er velstruktureret og klart, når både de læremæssige fejlskud og de mentale konsekvenser i skyld, skam og dårlig samvittighed. Et helt kapitel bruges på at påpege, hvordan lovprisning, ære ikke gives ved at ”give noget”, men ved at modtage Guds gaver for det, de er – og Sønnen for den, han er. Der tages også en række opgør med reformerte fejlskud, hvor troserfaring gøres til en del af selve troen, samt med mere filosofisk gudsdyrkelse. Det er udtrykkes grundigt og, klart - og hvor er det tiltrængt, at det siges!

Når fokus kommer på Ånden, da bliver spørgsmålet meget om vi taler og dyrker Ånden ret gennem den Åndens gerning, der viser sig ved Guds Ord, menneskets fornuft og om Guds Ånd får lov at forandre et menneske. Her giver ML de lutherske bibelhermeneutiske redegørelser – og påpeger helt enkel vores modstand i bl.a. dovenskab, akademisering eller afvæbning af Ordet gennem tolkninger ud i det allegoriske i forskellige livstolkninger. Her føres vi – af ML og Luther - gennem den daglige omvendelse under Åndens brug af Ordet – og vores naturlige foragt for denne vej, så vi ender ud med en afsluttende opsummering af Luthers tankegang. Det er klargørende modstilling mellem den byrde det er at bære sit eget livs velbefindende, retfærdighed og trosliv i tro og tjeneste – og friheden i at være båret i livet, i retfærdiggørelsen og i troens liv til Guds ære.

Dette er ikke blot en ydmygende bog at læse, men også en bog, der gør glæden stor ved Guds livsopretholdende, frelsende og trosbærende handlinger.

Knud W. Skov.

And Take They Our Life
Martin Luther’s Theology of Martyrdom
2020 Bryan Wolfmueller, 96 sider
11.08 € på amazon.de + porto / gratis som Kindle
​og pdf på Wolfmuellers egen side.

Her er en meget konkret forkyndelse af, hvad ordene fra Hebr. 12, 1-3 rummer. Her rettes læserens øjne og opmærksomhed på løbet, kampen og målet i Himlen - og på at omkostningerne kan være mange - kan være livet, men sejren er vundet og Satan taber for hvert martyrliv, han tager!

​Da Wolfmueller slog op på sin hjemmeside (https://wolfmueller.co/), at han udgav denne bog, kom en kommentar: ”You write books faster than I can read them”. Man kan få indtryk af, at Bryan Wolfmueller (BF) bare prædiker i sin egen kirke, rejser for at prædike, laver undervisnings-videoer og skriver bøger. Men  BF gør disse ting godt og klart og velstruktureret, så vi blot kan glæde os og gerne dele det.

Senest har BF skrevet ”And Take They Our Life”, hvor han indfanger Luthers tanker om at være martyr. Bogen er en naturlig forlængelse af den forrige bog ”A martyrs faith in a faithless world” og en udvidelse af et foredrag fra sidste års Doxology-konference. Den kan hentes gratis som pdf-fil på hjemmesiden, hentes gratis som Kindleabonnement (ePub) og kan købes som trykt bog fra Amazon.de.
 
Med udgangspunkt i luthersk korsteologi og forståelse af at Satan gennem død forsøger at udrydde den kristne, fører BW os ind i, at det er Satans kamp mod Guds Ords livgivende kraft, der viser sig i martyriet. Satan hader evangeliets ord om at ”kvindens sæd skal knuse slangens hoved” og at det lever i den, der tror på evangeliet, så han søger at dræbe det og den, det lever i. Derfor taler Luther ikke om martyrium som et kald eller en tjeneste for Gud, men som en følge af troen på Guds Ord og løfter. Martyrer var i Luther øjne ikke efterfølgelseshelte, men trosvidner, for Satan søger at dræbe troens liv.

Den, der lever i troen, hviler dog i at døden er ikke afslutningen. For når slaget ser ud til at være tabt. både på korset og i martyrens død,  da viser Guds Ord og Ånd sig netop at have magten over liv og død. Så kommer hverken Kristus eller martyren ikke til at lide nederlag, men det gør til Satan. Der er en rig trøst i dette første afsnit – en trøst, der binder troen til Guds Ord i liv og død.

Herefter fortæller BW 3 martyr beretninger, der har fyldt i Luthers teologi og skrifter. To af disse er udvidede udgaver af en kort udgave i ”A martyrs faith … ”. Her er flere historiske informationer om Luthers forståelse af martyrernes død med og flere af Luthers reaktioner på dem. De forløb gør martyriet aktuelt for nutids læseren.
Den første, Henry Zutphen, blev martyr i den slesvigske del af Dittmarsken (gammelt dansk land) 100 km. syd for den nuværende grænse mellem Tyskland og Danmark, imens han er tilknyttet en luthersk menighed i Bremen. For Luther var Zutphens død et stærkt vidnesbyrd om hvordan Satan hader evangeliet og evangeliets tjenere. BW gennemgår Luthers brev til menigheden i Bremen og viser 9 vinkler af Luthers teologiske forståelse af martyriet. Luther fastholder at Jesus er herre midt i forfølgelser, som Luther anser for normaltilstanden for kristenlivet. Helligånden styrker den kristne på vejen til herligheden igennem den tilsyneladende skamfulde død, fordi martyriet bekræfter Guds ords troværdighed og deres forkyndelses sandhed. Luther går endda så vidt, så han lærer menigheden, at Zutphens martyrdød må blive set som et kald til bødlerne gennem Zutphens forkyndelse af det klare evangelium.

I delen om de unge romerske kvinder, Agnes og Agatha, gengives hele deres forhør og forløbet af deres henrettelse. Det er på en gang barsk læsning - og et stærkt vidnesbyrd om at troen ægtevier den kristne til Kristus og fører til en virkelig skilsmisse fra verden, så Agatha taler om skridtene til torturen som vejen til hendes bryllupsdans. Når BW gengiver Luthers sammenvævning af beretningerne med skriftudlægning, bliver det forkyndelse af, hvad Guds Ord siger om hengivelse til Kristus igennem døden. I Luthers forkyndelse er det helt grundlæggende, at Gud bruger Satans egne gerninger til at ødelægge Satans rige. Samtidig er det en jordnær praktisk teologi, for Satans angreb rammer krop og dermed i smerte vores hjertes frygt og nød.

Næstsidst retter BW opmærksomheden på, at martyrernes liv og død er en gave til kirken, til opmuntring og til efterfølgelse, for de fuldførte løbet. Den anfægtelse, som kan sidde i os i dag - om vi kan følge efter dem i troskab - tages op, med det sidste eksempel, Romanus, hvor BW peger på, at vi ikke skal frygte forfølgelsen og opsøge martyriet, men rette fokus på målet og hvile i Guds hånd og vej indtil vi når dertil.

De sidste 20 sider er klip fra Luthers tekster og prædikener med vinkler på martyriet. De skal ses som tilføjelse til de mange citater, der er flettet ind i resten af bogen.

Alt i alt er dette en lille kompakt men let læst bog, som på en sund luthersk og bibelsk retter fokus på den kristne kamp på Satan, Verden og mig eget kød (og mest på de to første), men derved retter fokus på trøsterig måde hen på løbets fuldendelse i at være forenet med vor retfærdighed i Jesus Kristus og på målet hjemme hos Gud.

Knud W. Skov

Flemming Baatz Kristensen:
​På pilgrimsrejse i kirkeåret I.
Forlagsgruppen Lohse, 2019.
416 sider. Pris: 299,95 kr.

Bogen er – som titlen antyder – en rejse gennem første halvdel af kirkeåret. Måske er det nærmere en mediterende vandring. Flemming Baatz Kristensen, der er sognepræst ved Sct. Pauls kirke i Aarhus, kalder også kirkeåret ”et årskursus i kristendom, et år med Jesus, en pilgrimsrejse, hvor vi er på vandring fra den ene oase til den næste” (s. 9), bygget op om de tre højtider julen, påsken og pinsen.

Forfatteren nævner tre målgrupper: 1: Mennesker der ikke kender noget til kirkeåret. 2: Folk der går regelmæssigt i kirke. 3: Præstekolleger. Det er meget ambitiøst at ville nå så vidt omkring, men så vidt som jeg kan bedømme det, lykkes det virkelig!

Bogen indledes med en introduktion til kirkeåret med understregning af, at kirkeåret skal opleves ved regelmæssig deltagelse i kirkens gudstjenester. Man kan ikke bare læse sig til det.

Særligt gør Flemming Baatz opmærksom på forholdet mellem tiden og evigheden. Den fortidige begivenhed, vi møder i liturgien og teksterne en given søndag, sker i vores liv nu. Det er det, der med det bibelske ord kaldes ihukommelse, som ikke kun betyder mindes eller huske, men mere indebærer, at det fortidige bliver nærværende og aktuelt i nuet.

Dernæst følger et kapitel om kirkeårets tilblivelse og udvikling. Det understreges, at dets begyndelse er søndagen, som på apostlenes tid blev den vigtige dag med fejringen af Jesus opstandelse. Snart begyndte man også at fejre påsken, og her knyttede de kristne til ved den jødiske kalenders bestemmelse for, hvornår den skulle fejres. I løbet af 200-tallet kom pinsen og julen til, og kirkeåret fik sin skikkelse. Gennem århundrederne er der kommet flere dage til, og nogle er blevet ændret.

Bogens hoveddel er en vandring fra søndag til søndag og helligdag, fra oase til oase, fra første søndag i advent til langfredag. Bind 2, der går fra påskedag til sidste søndag i kirkeåret er også udkommet. Der gives en kort indledning til hver af kirkeårets perioder, og derefter er der for hver søndag og helligdag først en kort introduktion, hvor søndagens særpræg omtales. Dernæst er der en præsentation af dagens bibelske læsninger, både til første og anden tekstrække.

Nogle søndage sluttes der med et ”Til eftertanke”, der kan være citater fra andre forfattere – gamle eller nyere – eller anekdoter eller oplevelser, der kaster lys over dagen. I denne del finder man også forslag til markering af kyndelmisse og askeonsdag.

Flemming Baatz understreger i indledningen, at han i forklaringerne til kirkeårets tekster er optaget af tre ting.
1: At give en kort, enkel tekstforklaring.
2: At formidle pointer i den kristne tro og sjælesorg.
3: At lade dagens tre bibeltekster komme i snak med hinanden.

En bog som denne skal stå sin prøve i praksis og over tid. Og dér har den vist sig som en guldgrube. Som emeritus er jeg almindelig kirkegænger de fleste søndag. Og dér har bogen har stor værdi som forberedelse og pejlen ind på søndagen, så den blev en oase. Men jeg har også fået lov til at forestå nogle gudstjenester, og også i den forbindelse har bogen været til hjælp og berigelse i forberedelsen.

Flemming Baatz har givet os en rig gave.

Jørgen Bækgaard Thomsen

​Sange, der fortjener at blive sunget

Talenter er noget, et menneske får for at sætte dem i spil. De skal bruges, aktiveres og give afkast. Verner
Kristensen har fået evner og gaver, som han har brugt i et arbejdsliv som socialrådgiver. Imidlertid har han også få evner til at forme ord og sætninger og sætte dem sammen, så de bliver til vers og poesi. Den evne har han brugt til at skrive kristne sange og en poetisk gennemgang af Luthers lille katekismus.

Dette afkast er nu samlet i denne fine udgivelse med i alt 98 numre, og det fortjener Verner Kristensen både tak og anerkendelse for. Her er tekster, som fortjener at blive læst og sunget og på den måde afprøvet. De fleste er på kendte melodier og på den måde umiddelbart tilgængelige.
Hvor mange af disse tekster, som vil blive stående og brugt også af senere generationer, må tiden og en nærmere afprøvning vise.

I dag skrives der salmer og sange i stort tal. Form og indhold varierer. Nogle stritter i den ene retning, andre i den anden. Nogle stritter og strider direkte mod det, som salmer traditionelt har formidlet. Enkelte digtere arbejder eksplicit med ’mod-digtning’ i forhold til gamle salmer af bl.a. Luther og Grundtvig. Resultatet bliver tekster, der taler imod f.eks. en traditionel forståelse af forsoningen.

Verner Kristensens digtning kan snarere kaldes ’med-digtning’. Hans tekster er i sprog og indhold i nær familie med salmer, som kan kaldes klassiske og traditionelle. Her er intet opgør i form eller indhold, men nye ord og formuleringer af det, som bliver ved at være kristen tro og bekendelse.

Som sådan anbefales bogen til læsning og brug.

af cand. theol. Kristian S. Larsen

Når kaldet lyder
Verner Kristensen: 
Books on Demand, 2017

​

Paulus skrev til korintherne om ’ordet om korset’ og kaldte det både en dårskab og Guds kraft.

I centrum af Kirkens tro står korset – men hvordan skal vi nærmere forstå ordet om dette kors? Hvad skete der langfredag, og hvilken plads og betydning har det for troen? Jesus døde for vores synder og bar vor dom og straf, siger vi traditionelt. Men det er der også nogle, som ikke siger – og de påstår, at det er forkert eller direkte farligt at forkynde sådan.

Denne kritik af forsoningslæren har nordmanden Arne Helge Teigen sat sig for at tage til genmæle imod, og han har derfor skrevet denne fine bog med undertitlen ’Oppgjør med postmodernistisk kritikk av forsoningslæren’. Bogen er altså en kritik af kritikken – og kritikken af den traditionelle forståelse og forkyndelse af forsoningen fylder i dag meget i dele af den teologiske debat.

Teigen tager sit udgangspunkt i en avisartikel med det tema, at ’nå har kristne mistet troen på synden’. Og er mennesket ikke en synder, hvad betyder det så, at Jesus døde for vore synder?
Teigen går derfra videre til at referere en række postmodernistiske tænkere og teologer. Fra den side rettes der forskellige og til dels meget kraftige indvendinger – fra nogle kommer til og med den beskyldning, at traditionel forsoningslære legitimerer vold og overgreb.

Undersøgelsen går videre tilbage til Gustaf Aulens opdeling af forsoningsforståelserne og derfra tilbage til oldkirkens og reformatorernes forståelse med afsnit om Irenæus, Athanasius, Luther og Calvin. Herfra når Teigen tilbage til Bibelen og et mere bibelteologisk kap. 5. 

I kap. 6 formuleres et af de afgørende argumenter mod de postmoderne angreb: Han, der led på korset, er Guds egen Søn, ét med Gud. Treenighedslæren er således en central indvending mod postmodernistisk kritik af traditionel forsoningslære: ’I og gjennom Jesus Kristus gav Gud seg selv i døden for å gjøre opp for våre synder. Slik er det, fordi Gud Fader og Guds sønn er ett’, fastslås det (s. 81).

Bogen er overskuelig og letlæst og har på nogle strækninger et ret oversigtsagtigt præg. Netop det er måske både en styrke og en svaghed. Bogen kan være en god hjælp til at få overblik – over forsoningslæren, over angrebene på den og over et gyldigt forsvar for den. 

Men emnerne her er også så store, at de kunne fortjene større og mere dybtborende behandling. En udvidet version af bogen ville derfor kunne hilses velkommen.
Dermed er det også sagt, at denne bog er både relevant og brugbar både for den, der skal lytte til og grunde over ordet om korset, og for den, der skal formidle det videre.

’Dersom læren om Jesu soningsdød faller, tvinges vi til å omskrive den kristne tro’, konkluderer Teigen (s. 98). Med andre ord: går vi fejl af noget af det, som står i centrum, går vi fejl af det meste – eller af det hele. 

af cand. theol. Kristian S. Larsen

Arne Helge Teigen: 
Aguila-forlag 2016
​
​

Denne bog er ikke udgivet i et forsøg på at fortsætte begejstringen over Luther og reformationen, som var tydelig i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017, men for at give anledning til fornyet Lutherrefleksion. Det sker ved en række forskere leverer bidrag til bogen – heraf kun den ene af bogens TRE redaktører.
Bidragenes indhold er rettet i to vinkler, først om Luthers teologi i sin egen samtid, dernæst om konsekvenserne af Luthers teologi i senere kirkehistoriske nedslag og tolkninger.

I indledningen er en kort gennemgang af artiklernes indhold, som delvist kunne kopieres ind her som anmeldelsesstof.
I stedet vil jeg udtrykke glæder og undren over dele af de enkelte artiklers indhold – som måske kan være anslag til andre artikler fremadrettet. Som min første udfordring til redaktørgruppen, vil jeg nævne, at det undrer mig at der er så meget fokus på Luther til forskel fra det lutherske. Dermed har bogen nok bundet sig til de dansk anerkendte lutherske bekendelsesskrifter, men ikke forholdt sig til den stadige debat, der foregik omkring Luther både i samtid og nærmeste eftertid. Dermed ville bogen ikke have været helt den samme gentagelse af dele af Luthers teologi, som den umiddelbart giver indtryk af – og den ville have åbnet for en større bevidsthed om den reformatoriske teologis stridigheder end blot at tage Luthers skrifter alene (selv om der er nok af dem). Det kunne have været en diskussion af Melanchtons rolle i forholdet mellem Swabach/Torgau-artiklerne – Johan Ecks 404 teser – og Augustana og Apologien. Ligeså kunne den stadige diskussion og udvikling af Luthers lille katekismus have været bragt i fokus.

I første artikel sætter AH Teigen flot Luthers forståelse af den oldkirkelige kristologi i fokus. Det gøres solidt og sikkert, så også nutidige reformerte dogmatikere sættes til vægs. Dermed får Teigen vist, at der er forskel på luthersk og reformert forståelse af inkarnationen – og at netop forståelse af Guds søns menneske-blivelse har en afgørende betydning for frelsesforståelse og realpræcens i kirken i dag. Inkarnationen er ikke et perifært teologisk spørgsmål, men afgørende for, ved hvem og hvad, frelsen bliver bragt til veje – og hvordan den tilegnes i dag.

Det er en fornøjelse at læse anden artikel, hvor Asger Højlund (AH) lægger ord til Luthers tale om at det er Guds barmhjertighed, når han lader mennesket blive mødt med trængsler, synd og skyld, nederlag. Korsteologien bliver dermed til Guds godhed – og ikke til fravær af Guds nærvær og velsignelse. Tværtimod – så er Gud tæt på med sin barmhjertighed. AH bruger også en del plads i slutningen på at udlægge Luthers forståelse af enheden med Kristus som trøst i erfaringen af korset i kristenlivet. Det er der sjælesørgerisk gods i, for her gribes om troen før erfaring alene bundet til håbet i en usynlig virkelighed. Tak! I både anden og tredje artikel beskrives elementer af ”erfaringen” i Luthers teologi.

I tredje artikel er det prædikens i forhold til menneskets erfaring, der er i fokus. Undervejs sidder jeg dog og savner at Luthers forhold til samvittigheden bliver bragt op. Der tales om anfægtelse, forskrækkelse og troen. Alligevel er samvittighedens erfaring ikke i fokus, hvilket jeg måske netop havde ventet her. Der tales om ”forfærdelse under loven og troens nøgne råb” … ”er den grundlæggende fortolkningsnøgle til retfærdiggørelsen ved tro” (p. 73). Samtidig sidder jeg med en uklar fornemmelse af, om retfærdiggørelsen af tro sker i erfaringen eller om den objektivt sker for Guds trone og medfører en erfaring af fred?

Sjaastads artikel gennemgår på en befriende måde forsoningsperspektiverne i Luthers salmer. Det er befriende, at artiklen arbejde med salmerne påpeger at Aulen har mislæst Luthers vægtlægning til primært at være kamp/sejer – hvor det med klar overvægt i stedet er den objektive forsoning, der får vægt i Luthers formuleringer i salmerne. I stedet påpeger Sjaastad, at de magter, der bekæmpes, bliver bekæmpet gennem den objektive forsonings handling, som gør dem magtesløse.

Nyoversættelsen af dokumentet om ”kristne fyrsters skyldighed” i forhold til at bekæmpe baptistisk lære i deres områder er sammen med P. Olsens historiske artikel superaktuel i en skandinavisk kirke-kontekst. Mellem linjerne bliver det tydeligt, hvordan gendøbernes vranglære og sammenblanding af de to regimenter grundlæggende strider mod Luthers teologi og forståelse af øvrigheden som magthaver og beskytter af god sund kristentro mod blasfemi. Det – og arbejdet med Religionsfreden i 1555 - bliver bagtæppet for Luthers forhold til jøders forkyndelse, som han afviser stærkere og stærkere på linje med gendøbere og sværmere, så Luther til sidst selv tenderer til at blande det, han selv mener ikke at måtte blande. Altså er her et udråbstegn i begge retninger – hverken adskille eller sammenblande de to regimenter.

”Er Luther blevet brugt i de vækkelsesbevægelser, der bærer hans navn” spørger Flemming Kofod-Svendsen i sit bidrag. Her gives et historisk overblik og indblik i de danske missionsbevægelser og Den ev.lutherske frikirkes liv som bør læses af enhver nuværende og kommende leder i de samme bevægelser. Beskrivelsen giver grundlag for refleksion på brug af Luthers lille katekismus til oplæring af unge. Den giver også grund til overvejelse af, om LMs brug af Rosenius som Luther-fortolker og mellemled har gjort en forskel i LMs tilhørsforhold til det lutherske i dag.

Jakob Olsens bidrag om fornuftens plads i forhold ti Heidelbergteserne læser ikke Heidelberg-teserne, men diskuterer diskussionen af dem. Det giver plads til en klar formulering af Luthers syn på fornuftens erkendelsmuligheder og beskadigelse ved syndefaldet, men det giver i lige så høj grad plads til en præsentation af hvorfor Heidelbergteserne, og især de filosofiske sidste teser, fylder så meget i nutidig Luthersforskning samt en gennemgang af en række positioner omkring den forskning. Bidraget er i sit emne meget væsentligt, men det er ærgerligt at indpakningen gør det mindre tilgængeligt uden for fagkredse.

Elmelund-Petersen tager den lutherske helliggørelsesforståelse under behandling gennem de to forskere Lerfeldt og Horstmann. Det giver anledning til at få præciseret at der er en klar helliggørelsesteologi i den lutherske teologi – man behøver ikke gå over åen til de reformerte efter den slags. Helliggørelse har en stor plads i Luthers egen teologi – ligesom den har en markant plads i de lutherske skrifter samlet i Konkordiebogen som en trinvis fremadskridende proces. Godt beskrevet artikel, der tåler udbredt læsning.

Til sidst får Knut Alfsvåg lov at binde trådene sammen med en artikel, der forbinder skabelses-nyskabelse med treenighedens mysterium, åbenbaringsteologiens nødvendighed, inkarnationens frelsesbetydning og Guds evige væsen og adskillelse fra verden. Her afviser han oldkirkelige og moderne teologiers forsøg på at forklare Gud anderledes end Luther gør på Bibelen og de oldkirkelige bekendelsesskrifters grund. Her blev til sidst helheden i artiklernes mange sær-retninger forbundet – og den røde tråd gennem bogen bundet i sidste ende.

Det er på mange måder en fagligt udfordrende bog med gode særartikler. De er værd at læse – og skulle der komme et bind 2 og 3, vil de nok også være værd at købe og læse.

Af cand. theol. Knud W. Skov

Boganmeldelse af ”Fra Wittenberg til verden”
Martin Luther dengang og i dag
red. Mørch, Kjøller-Rasmussen og Petersen
Kolon 2019
230 s
​