​Sange, der fortjener at blive sunget

Talenter er noget, et menneske får for at sætte dem i spil. De skal bruges, aktiveres og give afkast. Verner
Kristensen har fået evner og gaver, som han har brugt i et arbejdsliv som socialrådgiver. Imidlertid har han også få evner til at forme ord og sætninger og sætte dem sammen, så de bliver til vers og poesi. Den evne har han brugt til at skrive kristne sange og en poetisk gennemgang af Luthers lille katekismus.

Dette afkast er nu samlet i denne fine udgivelse med i alt 98 numre, og det fortjener Verner Kristensen både tak og anerkendelse for. Her er tekster, som fortjener at blive læst og sunget og på den måde afprøvet. De fleste er på kendte melodier og på den måde umiddelbart tilgængelige.
Hvor mange af disse tekster, som vil blive stående og brugt også af senere generationer, må tiden og en nærmere afprøvning vise.

I dag skrives der salmer og sange i stort tal. Form og indhold varierer. Nogle stritter i den ene retning, andre i den anden. Nogle stritter og strider direkte mod det, som salmer traditionelt har formidlet. Enkelte digtere arbejder eksplicit med ’mod-digtning’ i forhold til gamle salmer af bl.a. Luther og Grundtvig. Resultatet bliver tekster, der taler imod f.eks. en traditionel forståelse af forsoningen.

Verner Kristensens digtning kan snarere kaldes ’med-digtning’. Hans tekster er i sprog og indhold i nær familie med salmer, som kan kaldes klassiske og traditionelle. Her er intet opgør i form eller indhold, men nye ord og formuleringer af det, som bliver ved at være kristen tro og bekendelse.

Som sådan anbefales bogen til læsning og brug.

af cand. theol. Kristian S. Larsen

Når kaldet lyder
Verner Kristensen: 
Books on Demand, 2017

​

Paulus skrev til korintherne om ’ordet om korset’ og kaldte det både en dårskab og Guds kraft.

I centrum af Kirkens tro står korset – men hvordan skal vi nærmere forstå ordet om dette kors? Hvad skete der langfredag, og hvilken plads og betydning har det for troen? Jesus døde for vores synder og bar vor dom og straf, siger vi traditionelt. Men det er der også nogle, som ikke siger – og de påstår, at det er forkert eller direkte farligt at forkynde sådan.

Denne kritik af forsoningslæren har nordmanden Arne Helge Teigen sat sig for at tage til genmæle imod, og han har derfor skrevet denne fine bog med undertitlen ’Oppgjør med postmodernistisk kritikk av forsoningslæren’. Bogen er altså en kritik af kritikken – og kritikken af den traditionelle forståelse og forkyndelse af forsoningen fylder i dag meget i dele af den teologiske debat.

Teigen tager sit udgangspunkt i en avisartikel med det tema, at ’nå har kristne mistet troen på synden’. Og er mennesket ikke en synder, hvad betyder det så, at Jesus døde for vore synder?
Teigen går derfra videre til at referere en række postmodernistiske tænkere og teologer. Fra den side rettes der forskellige og til dels meget kraftige indvendinger – fra nogle kommer til og med den beskyldning, at traditionel forsoningslære legitimerer vold og overgreb.

Undersøgelsen går videre tilbage til Gustaf Aulens opdeling af forsoningsforståelserne og derfra tilbage til oldkirkens og reformatorernes forståelse med afsnit om Irenæus, Athanasius, Luther og Calvin. Herfra når Teigen tilbage til Bibelen og et mere bibelteologisk kap. 5. 

I kap. 6 formuleres et af de afgørende argumenter mod de postmoderne angreb: Han, der led på korset, er Guds egen Søn, ét med Gud. Treenighedslæren er således en central indvending mod postmodernistisk kritik af traditionel forsoningslære: ’I og gjennom Jesus Kristus gav Gud seg selv i døden for å gjøre opp for våre synder. Slik er det, fordi Gud Fader og Guds sønn er ett’, fastslås det (s. 81).

Bogen er overskuelig og letlæst og har på nogle strækninger et ret oversigtsagtigt præg. Netop det er måske både en styrke og en svaghed. Bogen kan være en god hjælp til at få overblik – over forsoningslæren, over angrebene på den og over et gyldigt forsvar for den. 

Men emnerne her er også så store, at de kunne fortjene større og mere dybtborende behandling. En udvidet version af bogen ville derfor kunne hilses velkommen.
Dermed er det også sagt, at denne bog er både relevant og brugbar både for den, der skal lytte til og grunde over ordet om korset, og for den, der skal formidle det videre.

’Dersom læren om Jesu soningsdød faller, tvinges vi til å omskrive den kristne tro’, konkluderer Teigen (s. 98). Med andre ord: går vi fejl af noget af det, som står i centrum, går vi fejl af det meste – eller af det hele. 

af cand. theol. Kristian S. Larsen

Arne Helge Teigen: 
Aguila-forlag 2016
​
​

Denne bog er ikke udgivet i et forsøg på at fortsætte begejstringen over Luther og reformationen, som var tydelig i forbindelse med reformationsjubilæet i 2017, men for at give anledning til fornyet Lutherrefleksion. Det sker ved en række forskere leverer bidrag til bogen – heraf kun den ene af bogens TRE redaktører.
Bidragenes indhold er rettet i to vinkler, først om Luthers teologi i sin egen samtid, dernæst om konsekvenserne af Luthers teologi i senere kirkehistoriske nedslag og tolkninger.

I indledningen er en kort gennemgang af artiklernes indhold, som delvist kunne kopieres ind her som anmeldelsesstof.
I stedet vil jeg udtrykke glæder og undren over dele af de enkelte artiklers indhold – som måske kan være anslag til andre artikler fremadrettet. Som min første udfordring til redaktørgruppen, vil jeg nævne, at det undrer mig at der er så meget fokus på Luther til forskel fra det lutherske. Dermed har bogen nok bundet sig til de dansk anerkendte lutherske bekendelsesskrifter, men ikke forholdt sig til den stadige debat, der foregik omkring Luther både i samtid og nærmeste eftertid. Dermed ville bogen ikke have været helt den samme gentagelse af dele af Luthers teologi, som den umiddelbart giver indtryk af – og den ville have åbnet for en større bevidsthed om den reformatoriske teologis stridigheder end blot at tage Luthers skrifter alene (selv om der er nok af dem). Det kunne have været en diskussion af Melanchtons rolle i forholdet mellem Swabach/Torgau-artiklerne – Johan Ecks 404 teser – og Augustana og Apologien. Ligeså kunne den stadige diskussion og udvikling af Luthers lille katekismus have været bragt i fokus.

I første artikel sætter AH Teigen flot Luthers forståelse af den oldkirkelige kristologi i fokus. Det gøres solidt og sikkert, så også nutidige reformerte dogmatikere sættes til vægs. Dermed får Teigen vist, at der er forskel på luthersk og reformert forståelse af inkarnationen – og at netop forståelse af Guds søns menneske-blivelse har en afgørende betydning for frelsesforståelse og realpræcens i kirken i dag. Inkarnationen er ikke et perifært teologisk spørgsmål, men afgørende for, ved hvem og hvad, frelsen bliver bragt til veje – og hvordan den tilegnes i dag.

Det er en fornøjelse at læse anden artikel, hvor Asger Højlund (AH) lægger ord til Luthers tale om at det er Guds barmhjertighed, når han lader mennesket blive mødt med trængsler, synd og skyld, nederlag. Korsteologien bliver dermed til Guds godhed – og ikke til fravær af Guds nærvær og velsignelse. Tværtimod – så er Gud tæt på med sin barmhjertighed. AH bruger også en del plads i slutningen på at udlægge Luthers forståelse af enheden med Kristus som trøst i erfaringen af korset i kristenlivet. Det er der sjælesørgerisk gods i, for her gribes om troen før erfaring alene bundet til håbet i en usynlig virkelighed. Tak! I både anden og tredje artikel beskrives elementer af ”erfaringen” i Luthers teologi.

I tredje artikel er det prædikens i forhold til menneskets erfaring, der er i fokus. Undervejs sidder jeg dog og savner at Luthers forhold til samvittigheden bliver bragt op. Der tales om anfægtelse, forskrækkelse og troen. Alligevel er samvittighedens erfaring ikke i fokus, hvilket jeg måske netop havde ventet her. Der tales om ”forfærdelse under loven og troens nøgne råb” … ”er den grundlæggende fortolkningsnøgle til retfærdiggørelsen ved tro” (p. 73). Samtidig sidder jeg med en uklar fornemmelse af, om retfærdiggørelsen af tro sker i erfaringen eller om den objektivt sker for Guds trone og medfører en erfaring af fred?

Sjaastads artikel gennemgår på en befriende måde forsoningsperspektiverne i Luthers salmer. Det er befriende, at artiklen arbejde med salmerne påpeger at Aulen har mislæst Luthers vægtlægning til primært at være kamp/sejer – hvor det med klar overvægt i stedet er den objektive forsoning, der får vægt i Luthers formuleringer i salmerne. I stedet påpeger Sjaastad, at de magter, der bekæmpes, bliver bekæmpet gennem den objektive forsonings handling, som gør dem magtesløse.

Nyoversættelsen af dokumentet om ”kristne fyrsters skyldighed” i forhold til at bekæmpe baptistisk lære i deres områder er sammen med P. Olsens historiske artikel superaktuel i en skandinavisk kirke-kontekst. Mellem linjerne bliver det tydeligt, hvordan gendøbernes vranglære og sammenblanding af de to regimenter grundlæggende strider mod Luthers teologi og forståelse af øvrigheden som magthaver og beskytter af god sund kristentro mod blasfemi. Det – og arbejdet med Religionsfreden i 1555 - bliver bagtæppet for Luthers forhold til jøders forkyndelse, som han afviser stærkere og stærkere på linje med gendøbere og sværmere, så Luther til sidst selv tenderer til at blande det, han selv mener ikke at måtte blande. Altså er her et udråbstegn i begge retninger – hverken adskille eller sammenblande de to regimenter.

”Er Luther blevet brugt i de vækkelsesbevægelser, der bærer hans navn” spørger Flemming Kofod-Svendsen i sit bidrag. Her gives et historisk overblik og indblik i de danske missionsbevægelser og Den ev.lutherske frikirkes liv som bør læses af enhver nuværende og kommende leder i de samme bevægelser. Beskrivelsen giver grundlag for refleksion på brug af Luthers lille katekismus til oplæring af unge. Den giver også grund til overvejelse af, om LMs brug af Rosenius som Luther-fortolker og mellemled har gjort en forskel i LMs tilhørsforhold til det lutherske i dag.

Jakob Olsens bidrag om fornuftens plads i forhold ti Heidelbergteserne læser ikke Heidelberg-teserne, men diskuterer diskussionen af dem. Det giver plads til en klar formulering af Luthers syn på fornuftens erkendelsmuligheder og beskadigelse ved syndefaldet, men det giver i lige så høj grad plads til en præsentation af hvorfor Heidelbergteserne, og især de filosofiske sidste teser, fylder så meget i nutidig Luthersforskning samt en gennemgang af en række positioner omkring den forskning. Bidraget er i sit emne meget væsentligt, men det er ærgerligt at indpakningen gør det mindre tilgængeligt uden for fagkredse.

Elmelund-Petersen tager den lutherske helliggørelsesforståelse under behandling gennem de to forskere Lerfeldt og Horstmann. Det giver anledning til at få præciseret at der er en klar helliggørelsesteologi i den lutherske teologi – man behøver ikke gå over åen til de reformerte efter den slags. Helliggørelse har en stor plads i Luthers egen teologi – ligesom den har en markant plads i de lutherske skrifter samlet i Konkordiebogen som en trinvis fremadskridende proces. Godt beskrevet artikel, der tåler udbredt læsning.

Til sidst får Knut Alfsvåg lov at binde trådene sammen med en artikel, der forbinder skabelses-nyskabelse med treenighedens mysterium, åbenbaringsteologiens nødvendighed, inkarnationens frelsesbetydning og Guds evige væsen og adskillelse fra verden. Her afviser han oldkirkelige og moderne teologiers forsøg på at forklare Gud anderledes end Luther gør på Bibelen og de oldkirkelige bekendelsesskrifters grund. Her blev til sidst helheden i artiklernes mange sær-retninger forbundet – og den røde tråd gennem bogen bundet i sidste ende.

Det er på mange måder en fagligt udfordrende bog med gode særartikler. De er værd at læse – og skulle der komme et bind 2 og 3, vil de nok også være værd at købe og læse.

Af cand. theol. Knud W. Skov

Boganmeldelse af ”Fra Wittenberg til verden”
Martin Luther dengang og i dag
red. Mørch, Kjøller-Rasmussen og Petersen
Kolon 2019
230 s
​