Nu er andel del af Peter V. Legarths (PVL) kommentar til Romerbrevet udkommet. Den dækker kapitlerne 8-
16. Lige siden jeg læste første del, har jeg glædet mig til at læse anden del.
Af to grunde - hvoraf den første er, at første del gav mig lyst til at læse mere. Der var meget godt at hente. Den gav god indsigt i den del af Romerbrevet. Det samme måtte vel være tilfældet i anden del.
Den anden grund er, at den begynder med kapitel 8. Romerbrevet rager for mig højt op blandt de bibelske
skrifter. Og når vi kommer til kap.8 i brevet, når vi højest. Her er vi så at sige på Mount Everest.
Når man har store forventninger, er risikoen for at blive skuffet større. Men jeg blev ikke skuffet. (Jo, jeg har
samme irritation over det gentagne ”Paulus” ved begyndelsen af mange sætninger, men se nu bort fra det.)
Rom.8 er et storslået kapitel og gennemgangen er befriende. Når PVL f.eks. skriver: ”Det Kristus-troende
menneske lever ikke med en håbløs ende, men med et endeløst håb”(p.39), går det lige ind. Så godt. Så
opløftende.
Mange har sikkert undret sig over kapitlerne 9-11. Hører de overhovedet med til brevet, eller er det et
senere input? PVL giver en forklaring på, at Paulus ikke kunne lade være med at skrive disse kapitler netop
her. Grunden er, at troværdigheden i Guds løfter er på spil. Og så er det naturligt at komme ind på Israel
(som folk), fordi der rejser sig et spørgsmål om, hvor vidt Guds løfter til dem holder. Og hvordan er
forholdet mellem jøder og hedninger? Flere steder nævner PVL forskellige tolkningsmuligheder, og han
argumenterer for sit eget syn. Han påpeger, at vi må skelne mellem frelseshistorien og frelsen. ”Paulus
skelner her mellem frelse og frelseshistorie” (s.125).
Et af de vanskeligste vers er 11,26, hvor der står ”så skal hele Israel frelses”. Der er fremsat forskellige
forslag til, hvordan det skal tolkes. Det forstår PVL sådan, at ikke alle israelitter, men ”mange af israelitterne
bliver kristne og bliver frelst” (s.123). Der er ikke for jøderne en anden vej til frelse end den, der gælder for
alle andre, omvendelse og tro på Jesus.
Det er også interessant, når PVL flere gange viser, hvordan Paulus citerer fra steder fra GT, hvor teksten
oprindelig taler om Gud, men når Paulus anvender teksten, handler det om Jesus. På den måde får Paulus
sagt, at Jesus er Herren og dermed Gud (f.eks. s.81 og 125).
Romerbrevets sidste hovedafsnit er den formanende del, ”Livet i menigheden og i verden (12,1-15,13)”.
Det fremgår, som PVL skriver, at Paulus’ etik er evangelisk. Den ”baserer sig på frelsens gave” og det er ”i
virkeligheden Gud, der udfører de givne handlinger” (s.133). På den baggrund kan man kun glæde sig til at
læse om det liv, vi som Kristus-troende er kaldet til at leve. Et liv, der involverer hele mennesket hele tiden.
Der er mange visdomsord og gode formuleringer i bogen. ”Der er ingen sand tilbedelse uden indbyrdes
kærlighed, og der er ingen sand kærlighed uden tilbedelse af Gud” (s.186). Og sætningen ”Gud er ikke
vredens Gud, men fredens Gud” (s.207), er endnu en af dem, der springer i øjnene.
Det er en kommentar, som både præster og lægfolk kan få stor glæde af. Jeg anbefaler den. Den vil jeg
vende tilbage til. PVL skriver til sidst i kommentaren om, det afsluttende ”Amen”, at menigheden, som
læste det, kun kan svare med et helhjertet Amen. ”Og vor læsning af brevet slutter med vort eget Amen.”
Det kan jeg kun tilslutte mig.
Peder-Henning Søderstjerna
16. Lige siden jeg læste første del, har jeg glædet mig til at læse anden del.
Af to grunde - hvoraf den første er, at første del gav mig lyst til at læse mere. Der var meget godt at hente. Den gav god indsigt i den del af Romerbrevet. Det samme måtte vel være tilfældet i anden del.
Den anden grund er, at den begynder med kapitel 8. Romerbrevet rager for mig højt op blandt de bibelske
skrifter. Og når vi kommer til kap.8 i brevet, når vi højest. Her er vi så at sige på Mount Everest.
Når man har store forventninger, er risikoen for at blive skuffet større. Men jeg blev ikke skuffet. (Jo, jeg har
samme irritation over det gentagne ”Paulus” ved begyndelsen af mange sætninger, men se nu bort fra det.)
Rom.8 er et storslået kapitel og gennemgangen er befriende. Når PVL f.eks. skriver: ”Det Kristus-troende
menneske lever ikke med en håbløs ende, men med et endeløst håb”(p.39), går det lige ind. Så godt. Så
opløftende.
Mange har sikkert undret sig over kapitlerne 9-11. Hører de overhovedet med til brevet, eller er det et
senere input? PVL giver en forklaring på, at Paulus ikke kunne lade være med at skrive disse kapitler netop
her. Grunden er, at troværdigheden i Guds løfter er på spil. Og så er det naturligt at komme ind på Israel
(som folk), fordi der rejser sig et spørgsmål om, hvor vidt Guds løfter til dem holder. Og hvordan er
forholdet mellem jøder og hedninger? Flere steder nævner PVL forskellige tolkningsmuligheder, og han
argumenterer for sit eget syn. Han påpeger, at vi må skelne mellem frelseshistorien og frelsen. ”Paulus
skelner her mellem frelse og frelseshistorie” (s.125).
Et af de vanskeligste vers er 11,26, hvor der står ”så skal hele Israel frelses”. Der er fremsat forskellige
forslag til, hvordan det skal tolkes. Det forstår PVL sådan, at ikke alle israelitter, men ”mange af israelitterne
bliver kristne og bliver frelst” (s.123). Der er ikke for jøderne en anden vej til frelse end den, der gælder for
alle andre, omvendelse og tro på Jesus.
Det er også interessant, når PVL flere gange viser, hvordan Paulus citerer fra steder fra GT, hvor teksten
oprindelig taler om Gud, men når Paulus anvender teksten, handler det om Jesus. På den måde får Paulus
sagt, at Jesus er Herren og dermed Gud (f.eks. s.81 og 125).
Romerbrevets sidste hovedafsnit er den formanende del, ”Livet i menigheden og i verden (12,1-15,13)”.
Det fremgår, som PVL skriver, at Paulus’ etik er evangelisk. Den ”baserer sig på frelsens gave” og det er ”i
virkeligheden Gud, der udfører de givne handlinger” (s.133). På den baggrund kan man kun glæde sig til at
læse om det liv, vi som Kristus-troende er kaldet til at leve. Et liv, der involverer hele mennesket hele tiden.
Der er mange visdomsord og gode formuleringer i bogen. ”Der er ingen sand tilbedelse uden indbyrdes
kærlighed, og der er ingen sand kærlighed uden tilbedelse af Gud” (s.186). Og sætningen ”Gud er ikke
vredens Gud, men fredens Gud” (s.207), er endnu en af dem, der springer i øjnene.
Det er en kommentar, som både præster og lægfolk kan få stor glæde af. Jeg anbefaler den. Den vil jeg
vende tilbage til. PVL skriver til sidst i kommentaren om, det afsluttende ”Amen”, at menigheden, som
læste det, kun kan svare med et helhjertet Amen. ”Og vor læsning af brevet slutter med vort eget Amen.”
Det kan jeg kun tilslutte mig.
Peder-Henning Søderstjerna
RSS-feed
