Samfundstænkning og teologi i det offentlige rum undersøges i denne bog. Jeg læste bogen hen over Skt Stefans dag, hvor det kristne martyrium er i fokus og hvor det at kirken som sammenvokset med Kristus altid vil være lagt for verdens had, slog denne konforme akademiske diskussionsbogs svaghed og mangel mig: Er Jesu Kristi forargelse og anstød en del af denne offentlighedsteologi (herefter OT), eller leveres her en abstrakt sammenvævning af selvbekræftende kristent lignende tale om teologers ord om emnet gennem 2000 år? Det kom i et af de sidste kapitler, men kun i spørgsmål om konflikt mellem muslimer og kristne, ikke som at have del i Jesu forargelse. I stedet handlede det om kontekstualisering og tilpasning af religiøse tekster for at undgå vold. Tilsvarende kunne jeg spørge, om jeg finder lovens første brug – den offentlige brug som af og til omtales som en kantsten – eller en udlægning af Romerbrevet kap. 13 – i denne OT. Svaret på begge disse spørgsmål er negative, hvor der er et uklart svar på korsets anstød – og lovens første brug forkyndt i samfundet erstattes af dialog, disruption og enkelte godbidder.
Bogen er præget af to forskellige retninger i indlæggene. Nogle er deskriptive i forholdt til deres syn på kirkens rolle i det offentlige rum (f.eks. om migranter), andre er indvævet med en progressiv tankegang, så der søges skabt en udvikling i retning af et ændret teologisk indhold og praksis ift. tidligere generationer. Disse indlæg har stort set alle dele, hvor teologiske ord og begreber omdefineres til en slags ny-sprog i en ny virkelighed.
Bogens indledende indlæg definerer OT som ”teologisk engagement i ord og/eller handling i forhold til spørgsmål vedrørende alle samfundsborgere”. Denne definition uddybes ved at opliste, at denne disciplin har 6 kendetegn – som 1. inkarnatorisk (teologien skal tage bolig i konkrete problemstillinger), til stede 2. i flere offentlige rum og sprog, 3. interdisciplinarisk tværfaglig, 4. dialogisk (åben og lærevillig samtale), 5. global (ved at berøre overnationale spørgsmål som klima, migration og sundhed) og endelig 6. performativ (så den er konkret – ikke teoretisk). Bemærk, hvordan det mest teologiske udtryk ”inkarnatorisk” ikke bruges om Guds komme i kød i Kristus, men om den (humane) teologiske tanke, der bliver konkret. Bemærk også at fokus er på engagement – ikke på teologiens indhold, selv om det netop er, hvad bogens indhold forandrer for at skabe engagement.
Det historiske perspektiv for den globale kirke gives i et konfessionsløst bidrag, med den tese, at kristendom påvirker kulturen og påvirkes af kulturen. Dermed er OT gjort til kultur. Det peger, sammen med de 6 kendetegn ovenfor, på, at OT er et sekulært sociologisk kultursprog i teologisk sproglig klædedragt på en kirkehistorisk baggrund. Den lokale danske OTske baggrund skildres med saglig dybde, så både to-regimentelæren, de 3 stænder, Halle-pietismens indtog med katekismelæring og Grundtvig/Kold fint kommer med. Det fører dog videre til en diskussion om OT er politisk disciplin via Horkheimer, Habermas til Helmut Rosas tanker om religion som en dybde-resonans i det postsekulære samfund. Sammen med den tidligere definition, hvor OT er gjort til kultur, gøres OT nu til en lille røst blandt mange, underlagt samfundets orden. Så er den ikke Guds tale til samfundet. Mellem linjerne indføres derved en kulturradikal dekonstruktion af teologi som Guds givet tale til menneskeheden i en post-sekulær verden.
De næste to højaktuelle emner bærer det samme præg og grundtone. Et kapitel, ”Herske eller herske”, er om natursyn og miljøengagement. Her diskuteres oversættelsen af det hebraiske ord for at herske (radá) som vinkel på en kort præsentation af klimakrisen og i virkeligheden en diskussion af om skabelsen skal forstås antropocentrisk eller økocentrisk. Kapitlet viser, i en næsten woke stemning, at på dette område defineres OT af økoteologien fra Løgstrup, Ole Jensen, N.H.Gregersen til en animistisk økocentrisk teologi udtrykt v. Mark I Wallace – og Bibelens bruges til at bekræfte den definition. I kapitlet efter tages fat på nationalisme og kristendom. Her nævnes kritisk den russisk-ortodokse OT personificeret i patriarken Kirills tale om enhed mellem nation og tro som støtte til Putin. Den berettigede kritik forstærkes af at nævne, at Kirill også støtter et bibelsk baseret syn på familieliv og køn som OT. Tilsvarende vendes fokus negativt på evangelikales ”kulturkrig” mod abort, porno og homoseksuelle ægteskaber i USA, trods kulturkrigen reelt set føres af social-liberale mod kristne og konservative værdier. Evangelikale megakirker omtales som de eneste samfundsengagerede kirkegrupper med OT’sk påvirkning, trods den katolske kirke i USA f.eks. står stærkt i spørgsmålet om naturlovens normsætning og at der nyligt er indsat to katolske højesteretsdommere. Her møder vi i øvrigt bogens forsøg på at definere ordet ”nåde”, nemlig som samhørighed i modsætning til nationale og sociale skel. Den nåde defineres ikke som Guds nåde, men som mellemmenneskelig nåde. Desuden sammenfattes, at kristendom er ”at være mere optaget af sin næste end af sig selv”. Dvs. OT gøres til en reduceret human-lovisk vejledning uden hele Guds Ords tale.
Til forskel fra disse to kapitler er det en befrielse at læse essayet om kirke og migration, da der her ikke-polemisk beskrives faktuelt om migranters forhold og kirkens mulige tiltag. Her skrives præcist om muligheder og behov, så læseren neutralt er rustet til at lægge eget engagement ind. Glædeligt – og pga. konteksten forstemmende at læse, fordi det gode konstruktive her slet ikke kan få ret kirkelig opmærksomhed. Den samme konstruktive diskussion er at finde i kapitlet om tro og videnskab, hvor der fastholdes en klar skelnen mellem den sekulære ateismes verdensbillede og det kreationistiske. Selv om der i det afsnit anføres, at de to sider supplerer hinanden og fortsætter diskussionen, så konstateres bekymrende også at ”ledende folk inden for den nye ateisme [er] slet ikke villige til at give rum for, at der … findes principielt acceptable alternativer til et naturalistiske verdensbillede”.
Et forenklet kapitel om økonomi og lighed forsøger at vise den katolske kirkes sociallære – og så den danske velfærdsmodels sociale håndtering af ulighed. Her udgør det teologiske en læsning af de bibelske citater, der peger på penge som et nødvendigt onde, der ikke må skabe uretfærdige forhold – i bedste sociale tankegang. Skal man blive i emnet, savner jeg en sammenstilling af de teologiske konfessioners forskelles historiske påvirkning i OT af forskellige landes social- og sundhedsvæsen. Der er heller ikke antydning af refleksion over kristentroens betydning for socialvæsen set i forhold til et konsekvent evolutionært syns konsekvenser.
Sjælesorgsafsnittet tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra Tsunamikatastrofen i 2004. Sjælesorg skal da NÅ mennesker i forskellige situationer og trosforhold, men der siges ikke et ord om HVAD, forfatteren ønsker at nå nogen med. Sjælesorgen omtales og udlægges her på skabelsesplanet, hvorfor den kun omtales som til ”Guds skabninger”. Her er ingen kirke eller kristentro. I stedet bliver ”tro” til nærvær mellem kaotiske oplevelser og så at finde i relationer. Den teologiske uklarhed vrides, da denne forståelse af troens nærvær tolkes som Kristi nærvær i nadveren til at overskride adskillelsen (transcendensen) mellem det menneskelige og det guddommelige! Den nytolkning udfoldes derefter i tanke om at alle mennesker er forbundet med hinanden i en kærligheds bevægelse i den treenige Gud. Det er forstemmende at her er ingen omsorg for mennesket i sorg for sjælen, blot teologisk ny-sprog. Tilsvarende skrives i to andre afsnit i et dennesidigt sprog om at leve kristeligt frit. Kampene, der beskrives, er mod mure og skel i psykologiske og sociologiske strukturer af manglende åndsfrihed eller perfektion og præstation, og de skal vindes ved at blive sig selv. Målet gøres til psykologisk frisætning alene. Denne omtolkning sker ved at der indarbejdes nyt indhold i betydningen af de gamle ord – til advarsel til os alle!
De fleste indlæg i denne bog viser en teologi om en teologi, der har skåret Skriften væk som formalprincip for læren og erstattet den med egen læsning af tidens tendenser i lyset af mainstream media. Det er svært at anbefale bogen, selv om enkelte afsnit er gode at blive oplyst af.
Knud Skov
Cand. Theol. & Cand. IT/komm. & Dipl.Erhv.Pæd.
Offentlighedsteologi – En introduktion - Af Jonas Adelin Jørgensen, Birgitte Stoklund Larsen, Ulrik Nissen
Eksistensen, 2022, Hæftet, 235 sider
ISBN 9788741007724
Bogen er præget af to forskellige retninger i indlæggene. Nogle er deskriptive i forholdt til deres syn på kirkens rolle i det offentlige rum (f.eks. om migranter), andre er indvævet med en progressiv tankegang, så der søges skabt en udvikling i retning af et ændret teologisk indhold og praksis ift. tidligere generationer. Disse indlæg har stort set alle dele, hvor teologiske ord og begreber omdefineres til en slags ny-sprog i en ny virkelighed.
Bogens indledende indlæg definerer OT som ”teologisk engagement i ord og/eller handling i forhold til spørgsmål vedrørende alle samfundsborgere”. Denne definition uddybes ved at opliste, at denne disciplin har 6 kendetegn – som 1. inkarnatorisk (teologien skal tage bolig i konkrete problemstillinger), til stede 2. i flere offentlige rum og sprog, 3. interdisciplinarisk tværfaglig, 4. dialogisk (åben og lærevillig samtale), 5. global (ved at berøre overnationale spørgsmål som klima, migration og sundhed) og endelig 6. performativ (så den er konkret – ikke teoretisk). Bemærk, hvordan det mest teologiske udtryk ”inkarnatorisk” ikke bruges om Guds komme i kød i Kristus, men om den (humane) teologiske tanke, der bliver konkret. Bemærk også at fokus er på engagement – ikke på teologiens indhold, selv om det netop er, hvad bogens indhold forandrer for at skabe engagement.
Det historiske perspektiv for den globale kirke gives i et konfessionsløst bidrag, med den tese, at kristendom påvirker kulturen og påvirkes af kulturen. Dermed er OT gjort til kultur. Det peger, sammen med de 6 kendetegn ovenfor, på, at OT er et sekulært sociologisk kultursprog i teologisk sproglig klædedragt på en kirkehistorisk baggrund. Den lokale danske OTske baggrund skildres med saglig dybde, så både to-regimentelæren, de 3 stænder, Halle-pietismens indtog med katekismelæring og Grundtvig/Kold fint kommer med. Det fører dog videre til en diskussion om OT er politisk disciplin via Horkheimer, Habermas til Helmut Rosas tanker om religion som en dybde-resonans i det postsekulære samfund. Sammen med den tidligere definition, hvor OT er gjort til kultur, gøres OT nu til en lille røst blandt mange, underlagt samfundets orden. Så er den ikke Guds tale til samfundet. Mellem linjerne indføres derved en kulturradikal dekonstruktion af teologi som Guds givet tale til menneskeheden i en post-sekulær verden.
De næste to højaktuelle emner bærer det samme præg og grundtone. Et kapitel, ”Herske eller herske”, er om natursyn og miljøengagement. Her diskuteres oversættelsen af det hebraiske ord for at herske (radá) som vinkel på en kort præsentation af klimakrisen og i virkeligheden en diskussion af om skabelsen skal forstås antropocentrisk eller økocentrisk. Kapitlet viser, i en næsten woke stemning, at på dette område defineres OT af økoteologien fra Løgstrup, Ole Jensen, N.H.Gregersen til en animistisk økocentrisk teologi udtrykt v. Mark I Wallace – og Bibelens bruges til at bekræfte den definition. I kapitlet efter tages fat på nationalisme og kristendom. Her nævnes kritisk den russisk-ortodokse OT personificeret i patriarken Kirills tale om enhed mellem nation og tro som støtte til Putin. Den berettigede kritik forstærkes af at nævne, at Kirill også støtter et bibelsk baseret syn på familieliv og køn som OT. Tilsvarende vendes fokus negativt på evangelikales ”kulturkrig” mod abort, porno og homoseksuelle ægteskaber i USA, trods kulturkrigen reelt set føres af social-liberale mod kristne og konservative værdier. Evangelikale megakirker omtales som de eneste samfundsengagerede kirkegrupper med OT’sk påvirkning, trods den katolske kirke i USA f.eks. står stærkt i spørgsmålet om naturlovens normsætning og at der nyligt er indsat to katolske højesteretsdommere. Her møder vi i øvrigt bogens forsøg på at definere ordet ”nåde”, nemlig som samhørighed i modsætning til nationale og sociale skel. Den nåde defineres ikke som Guds nåde, men som mellemmenneskelig nåde. Desuden sammenfattes, at kristendom er ”at være mere optaget af sin næste end af sig selv”. Dvs. OT gøres til en reduceret human-lovisk vejledning uden hele Guds Ords tale.
Til forskel fra disse to kapitler er det en befrielse at læse essayet om kirke og migration, da der her ikke-polemisk beskrives faktuelt om migranters forhold og kirkens mulige tiltag. Her skrives præcist om muligheder og behov, så læseren neutralt er rustet til at lægge eget engagement ind. Glædeligt – og pga. konteksten forstemmende at læse, fordi det gode konstruktive her slet ikke kan få ret kirkelig opmærksomhed. Den samme konstruktive diskussion er at finde i kapitlet om tro og videnskab, hvor der fastholdes en klar skelnen mellem den sekulære ateismes verdensbillede og det kreationistiske. Selv om der i det afsnit anføres, at de to sider supplerer hinanden og fortsætter diskussionen, så konstateres bekymrende også at ”ledende folk inden for den nye ateisme [er] slet ikke villige til at give rum for, at der … findes principielt acceptable alternativer til et naturalistiske verdensbillede”.
Et forenklet kapitel om økonomi og lighed forsøger at vise den katolske kirkes sociallære – og så den danske velfærdsmodels sociale håndtering af ulighed. Her udgør det teologiske en læsning af de bibelske citater, der peger på penge som et nødvendigt onde, der ikke må skabe uretfærdige forhold – i bedste sociale tankegang. Skal man blive i emnet, savner jeg en sammenstilling af de teologiske konfessioners forskelles historiske påvirkning i OT af forskellige landes social- og sundhedsvæsen. Der er heller ikke antydning af refleksion over kristentroens betydning for socialvæsen set i forhold til et konsekvent evolutionært syns konsekvenser.
Sjælesorgsafsnittet tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra Tsunamikatastrofen i 2004. Sjælesorg skal da NÅ mennesker i forskellige situationer og trosforhold, men der siges ikke et ord om HVAD, forfatteren ønsker at nå nogen med. Sjælesorgen omtales og udlægges her på skabelsesplanet, hvorfor den kun omtales som til ”Guds skabninger”. Her er ingen kirke eller kristentro. I stedet bliver ”tro” til nærvær mellem kaotiske oplevelser og så at finde i relationer. Den teologiske uklarhed vrides, da denne forståelse af troens nærvær tolkes som Kristi nærvær i nadveren til at overskride adskillelsen (transcendensen) mellem det menneskelige og det guddommelige! Den nytolkning udfoldes derefter i tanke om at alle mennesker er forbundet med hinanden i en kærligheds bevægelse i den treenige Gud. Det er forstemmende at her er ingen omsorg for mennesket i sorg for sjælen, blot teologisk ny-sprog. Tilsvarende skrives i to andre afsnit i et dennesidigt sprog om at leve kristeligt frit. Kampene, der beskrives, er mod mure og skel i psykologiske og sociologiske strukturer af manglende åndsfrihed eller perfektion og præstation, og de skal vindes ved at blive sig selv. Målet gøres til psykologisk frisætning alene. Denne omtolkning sker ved at der indarbejdes nyt indhold i betydningen af de gamle ord – til advarsel til os alle!
De fleste indlæg i denne bog viser en teologi om en teologi, der har skåret Skriften væk som formalprincip for læren og erstattet den med egen læsning af tidens tendenser i lyset af mainstream media. Det er svært at anbefale bogen, selv om enkelte afsnit er gode at blive oplyst af.
Knud Skov
Cand. Theol. & Cand. IT/komm. & Dipl.Erhv.Pæd.
Offentlighedsteologi – En introduktion - Af Jonas Adelin Jørgensen, Birgitte Stoklund Larsen, Ulrik Nissen
Eksistensen, 2022, Hæftet, 235 sider
ISBN 9788741007724
RSS Feed
